Kære brevkasse
Jeg er lige blevet tilbudt mit drømmejob som højskolelærer. Og jeg er ærlig talt helt vild i varmen, for hvem vil ikke gerne undervise i sin passion og være blandt lige så passionerede kolleger på et sted, hvor unge mennesker lever deres drømme ud?
Jeg har bare lidt betænkeligheder ved ansættelsesforholdene, som jeg gerne vil vende med jer, inden jeg slår til. Min familie og jeg er super glade for at bo i vores nuværende hjem, men højskolen ser helst, at vi flytter ind på skolen og bliver en del af hverdagen og lokalsamfundet.
Jeg er bare lidt i tvivl, om det er for meget at forlange af min familie? Mine børn skal flytte skole, og min kæreste er ret introvert. Vi har engang været til fællesspisning på vores børns fritidshjem, og der sad han på toilettet det meste af tiden.
Så jeg tror ikke, at han ville nyde at spise sammen med cirka 100 mennesker på ugentlig basis. Derudover skal jeg gå en hel del ned i løn, og det der med at registrere timer bliver der vist taget lidt let på.
Jeg har hørt, at højskolelærerlivet er et kald, og jeg tror, at jeg er kaldet. Men er det for meget at udsætte min familie for mine ambitioner?
Der er 35 minutter i bil til højskolen fra min nuværende adresse, og det passer jo lige med en god podcast. Skal vi flytte?
Kærlig hilsen den ekstroverte
SVAR FRA GÆSTEREDAKTØR EMMA HOLTEN:
Kære ekstroverte
For folk, der elsker fællessang, kan det være svært at sætte sig ind i, at ikke alle har det på den måde. Jeg kender flere, der er blevet udsat for fællessang på arbejdet, og når de i stille toner har ytret, at det måske ikke var præcis den måde, de gerne ville starte hver fredag, er de blevet mødt med oprigtig, total forvirring, endda sorg.
Derfor er det godt, at du allerede nu gør dig tanker om, hvorvidt det, der for dig virker som himlen, kan være helvede for andre.
Jeg må sige det lige ud: Jeg tror, din kæreste vil komme til at have det lidt svært på højskolen. Det vil blive til mange timer på toilettet, for det er jo ikke kun maden, det er også festerne, møderne og sidst men ikke mindst lokalsamfundet med alt, hvad det indebærer af Barnaby-agtige intrigante figurer og potentiel kritik af ens hækkeklip, madvaner og outrerede tøj.
Når det er sagt, kender jeg mennesker, der var så lykkelige i de små byer, de voksede op i, at de faktisk ikke kan vente med at vende tilbage til et sted, hvor man hjælper hinanden, og folk siger godmorgen på gaden.
Der er en kollektivitet, som jeg virkelig godt kan se er enormt tiltalende: Det er rart for mennesker at tage vare på hinanden. Måske er det i grunden det ultimative, feministiske paradoks, vi her diskuterer – nemlig at fællesskabet både er dér, hvor vi kan sættes fri, og dér, hvor vi kan undertrykkes og hæmmes.
LÆS OGSÅ Emma Holten: "Der ER folk, hvis højskoleminder er dybt, dybt traumatiske. Som slår sig på højskolen. Det, der er udfordringen nu, er – hvordan bevarer vi alt det magiske i højskolen, uden at Grundtvig er død?"
Jeg har svært ved at abstrahere fra, at det for mig ville være et komplet mareridt at bo i en lille landsby, når jeg skal rådgive dig (det er simpelthen bare min personlighed), men jeg tror, du kender dig selv godt. Du ville være rigtig glad for jobbet og stedet. Men det ville tynge dig, hvis din partner var ulykkelig.
Jeg synes, du skal sige til skolen, at du synes, jobbet lyder fantastisk, men du er nødt til at pendle lidt – i hvert fald i begyndelsen.
Hvis du bliver ellevild og føler dig kaldet, må du tage op med din partner, om I potentielt skal leve i et polyamourøst forhold med Grundtvig. Hvis han bliver nysgerrig, kan I jo bo en måneds tid på højskolen og mærke efter. Jeg er meget stor tilhænger af forsøg, hvor man kan fortryde. Held og lykke!
Kærlig hilsen Emma
SVAR FRA BREVKASSEREDAKTØR KATRINE FRIIS:
Kære ekstroverte
Jeg har nu været højskolelærer i cirka otte år, og jeg kan stadig føle, at jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv til en elevfest. Jeg mig placerer mig oftest bag baren – så jeg er sikker på, at der er nogen, som henvender sig. Og tro det eller ej, man kan faktisk starte en eksistentiel samtale med udgangspunkt i, om man er til øl eller Smirnoff Ice. Det skal jeg ikke trætte dig med her.
Det, jeg vil sige, er, at det der med, at din kæreste sidder på toilettet til store sammenkomster ... Det skal du tage seriøst, hvis du overvejer at flytte din familie med på arbejde.
Jeg kender selv min højskoles toiletter ufatteligt godt. Ikke fordi jeg har synderlig dårlig mave, men simpelthen fordi jeg har brug for de opladning i enerum, når min ekstroverte åre er løbet tør. Og hvis bare ét af dine børn ligner din kæreste lidt, så er din fremtidige arbejdsplads’ toiletter jo snart så optagede, at det bliver et problem.
LÆS OGSÅ: En højskole er et seksuelt laboratorium
Det lyder til, at højskolen har tændt din ild, men det ville være synd, hvis den skulle slukke din familieflamme. Så kære ekstroverte – de fleste forstandere har brug for mere modstand, end de giver udtryk for.
Sig til din arbejdsgiver, at du føler dig kaldet til at give af dig selv, men at du er temmelig sikker på, at hun ikke kan matche den løn, som skal til, hvis du også skal betale for den psykologhjælp, din kæreste skal have, hvis han nogensinde skal få det fedt med at spise med 100 mennesker et par gange om ugen.
Derudover kan du jo starte en dialog om, hvordan vi skaber inkluderende kulturer på højskolerne, som rummer mennesker, der fx gerne vil spise i stilhed. Det tror jeg også kunne være til glæde for mange elever og lærere. På den måde kan det jo være, at din kæreste helt frivilligt er klar til at flytte om et par år.
Kærlig hilsen Katrine