Kære brevkasse
Jeg skriver, fordi min søn for nylig er startet på højskole i den anden ende af landet. Hans far og jeg har i lang tid forsøgt at få ham af sted, fordi vi tror, at det kunne være godt for ham at komme lidt ud af de vante rammer herhjemme og møde nogle nye mennesker. Indtil nu har det kun været hans venner fra skak, som han har haft på besøg hjemme hos os.
For et par uger siden fik jeg en sms fra min søn på højskolen: “Seriøst, min roomie lugter. Jeg er træt af at være her.” Jeg skrev tilbage med det samme, at han kunne spørge, om vedkommende måske kunne lufte ud på værelset. Men det har tilsyneladende ikke hjulpet. Så jeg har prøvet at sende en deodorant med posten, som han kunne forære sin roomie. Min søn siger dog, at han helst bare vil flytte værelse.
Jeg har også foreslået, at han kan spørge nogle af de andre på højskolen, om der er en, der kunne tænke sig at bo sammen med ham, han bor sammen med, men så siger min søn, at det skal jeg ikke blande mig i.
Den seneste uge har jeg modtaget beskeder om, hvor svært min søn har det på højskolen, og han sender mig også billeder af sin roomies vasketøj, der ligger rundt omkring på gulvet.
Jeg ringede forleden til højskolens sekretær for at søge hjælp. Hun sagde, at hun ikke kunne gøre noget. Derefter ringede jeg til forstanderen, som sagde, at hvis jeg virkelig ville hjælpe vores søn, kunne vi have lært ham lidt om konflikthåndtering derhjemme.
LÆS OGSÅ: Brevkassen: "Jeg er helt med på, at vi bør gøre noget ved klimaet, men på min arbejdsplads synes jeg altså, at det er gået for vidt"
Jeg må indrømme, at jeg synes, at serviceniveauet på højskolen er meget lavt. Jeg troede, at højskolerne ville de unge mennesker det bedste, men nu overvejer jeg, om vi skal se os om efter andre muligheder i vores søns sabbatår, så han ikke spilder tiden.
Hvad skal jeg stille op?
Hilsen den bekymrede mor
SVAR FRA GÆSTEREDAKTØR INA-MIRIAM ROSENBAUM, SKUESPILLER, INSTRUKTØR OG PRODUCENT:
Kære bekymrede mor
Jeg synes bestemt, at du skal hyre en dame, der kan tage et nap hver dag på det værelse, han deler med sin roomie. En lokal kvinde, der kan tage vasketøjet, de tomme dåser, pornobladene, stille brikkerne tilbage på skakbrættet, stryge underbukserne, rede sengene og så videre. På din regning naturligvis og i al diskretion, når de ikke opholder sig på værelset.
Med hensyn til lugten kan hun hænge et par Wunderbaum op i vinduet. Jeg vil anbefale ”Skovduften”. Det er den bedste, og den gør underværker – tro mig. Du skal ikke sige noget til din søn om det. Han vil bare råbe, at du skal lukke røven og blande dig udenom.
Han vil i øvrigt med 98 procents sikkerhed slet ikke lægge mærke til, at der dufter af grannåle og er ryddet op.
Der er ingen grund til at afsløre over for ham, hvor meget du egentlig ordner og sørger for, at der ikke ligger sten på hans vej, som han kan slå sig på. Det vil bare få ham til at miste selvtilliden. Og vi – menneskeheden – har mere end nogensinde brug for mænd med selvtillid, der kan finde ud af at rydde op i den kaotiske verden, vi lever i.
Lav en aftale med højskolens sekretær om det hele. Jeg er sikker på, hun forstår. Hun er vel også mor?!
Klodens sikkerhed og menneskets overlevelse hviler på mænd, der har stærke og opofrende mødre til at bakke dem op. Det skal sådan et højskoleophold da ikke ændre på!
Kærlig hilsen Ina
SVAR FRA BREVKASSENS FASTE REDAKTØR KATRINE FRIIS:
Kære mor
Jeg kender godt følelsen af at ville gøre mine børns liv til en fodboldbane med nyslået græs, som de kan løbe ubesværet hen over. Jeg forestiller mig, at jeg som en anden Maradona kommer ind fra siden, fælder modstanderne, og at deres liv bliver det smukkeste mål, verden endnu har set …
Derudover har jeg selv en enormt sensitiv lugtesans, så jeg føler virkelig med din søn. Hvorom alting er: Du skriver, at det kunne være godt for din søn at møde nye mennesker. Det tror jeg, at du har ret i, men jeg oplever også, at der er noget usundt i dig og din søns relation. Har du overvejet, om han bruger dig som skraldespand for sine indestængte følelser?
LÆS OGSÅ: Brevkassen: Er det for meget at udsætte min familie for mine højskoleambitioner?
Du skriver også, at han sender dig beskeder – har du prøvet at ringe til ham? Vi mennesker tror, at eftersom de jo alligevel altid ligger i lommen, så kan telefoner klare alt, men her mener jeg, at den svære samtale med din søn face to face – og ikke med sekretær eller forstander – er vejen frem.
Det gør mig faktisk glad, når du skriver, at serviceniveauet på højskolerne er lavt. Jeg har i årevis arbejdet for, at serviceniveauet skulle sænkes, da jeg ikke mener, at det gavner vores elever, at der f.eks. bliver gjort rent efter dem, og nu er min ledelse endelig begyndt at lytte.
For én ting er at få høje karakterer – en anden ting er, at vores elever oplever, at de er værdifulde, fordi de mærker, at der er brug for dem i et fællesskab. Den følelse kan vi give dem ved at stille dem bag opvaskemaskinen eller insistere på, at de har en forpligtigelse til at give udtryk for, når der er noget, som går dem på.
Så kære mor, jeg vil slutte med et citat fra Den Eneste Ene: “Man skal sgu snakke med børn.”
Kærlig hilsen Katrine