Af Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolernes Forening i Danmark
Ministeren var ude af døren, inden kameraet begyndte at optage, så mødet kunne dokumenteres på de sociale medier. Og samtalen var kort, da 2030-panelet havde sat den koordinerende minister for verdensmålenes implementering i Danmark, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, i stævne i Udenrigsministeriet.
Mine kloge rådskolleger var faglige, saglige og klare i spyttet. For realiteten er, at det haster med at arbejde systematisk og ambitiøst med vores strukturer, så konsekvenserne af danskernes enorme forbrug kan tæmmes og skabe opbremsning i klimaforandringerne.
Rådskollegerne opfordrede ministeren til at udarbejde en national handleplan for verdensmål 12, som handler om ansvarligt forbrug og produktion. Det kan gøres ved bl.a. at styrke offentlige grønne indkøb og skabe rammerne for mere cirkulært forbrug i samfundet.
Dan Jørgensen kvitterede for de konkrete forslag med at opliste en byge af dilemmaer, som alle de tilstedeværende vidste, at der ikke var tid til at besvare på mødet. Ministeren skulle også videre.
LÆS OGSÅ: Lad os skabe fællesskaber, hvor mindretal kan sænke paraderne
Jeg anerkender relevansen af dilemmaerne. De er vigtige at adressere. Men jeg må indrømme, at det provokerer mig, at der ikke bliver skabt et ordentligt konstruktivt rum til dialog om dilemmaerne. Hvorfor laver vi tomme inddragelsesøvelser i en tid, hvor alvoren er lige så stor som kompleksiteten, og hvor handlehastigheden er afgørende?
Jeg tror, sandheden er, at ingen tør røre ved den helt almindelige danskers forbrug. At politikerne ikke kan mærke befolkningens vilje til selv at tage ansvar. At frygten for trods og protester er så stærk, at politikerne ikke tør at blande sig i danskernes livsstil.
Men mens politikerne venter på det, de kalder ”politisk efterspørgsel”, kunne vi som højskoler gribe i egen barm: 37.000 ældre og modne voksne befolker hvert år vores korte kurser – med seniorhøjskolerne som den største modtager.
Vores korte kurser har en stor berøringsflade med en aktiv, medlevende og ambitiøs seniorgeneration, som langt fra er færdig med at lære og præge deres omgivelser. De er sultne på det, højskole er, og de er samtidig den mest magtfulde vælgergruppe overhovedet.
Jeg er overbevist om, at forbrug uden omtanke er en luksus, som Danmarks bedsteforældre hellere end gerne vil gøre op med, hvis de til gengæld kan få oldebørn og børnebørn, der trives og genvinder troen på verden som et trygt og ansvarligt sted
Lisbeth Trinskjær
Så hvad er vores ambition for seniorernes demokratiske dannelse? For deres tilgang til at leve en bæredygtig tilværelse? For deres deltagelse i demokratiet og deres bidrag til den demokratiske samtale?
Tænker vi som højskoler, at man er dannet færdig, når man er fyldt 50, eller kunne vores tillid til seniorernes ansvarlighed tåle en opgradering?
Min tiltro til de kræfter, vi kan forløse hos den 50+-generation, vi møder på højskolerne, er enorm. For jeg er overbevist om, at forbrug uden omtanke er en luksus, som Danmarks bedsteforældre hellere end gerne vil gøre op med, hvis de til gengæld kan få oldebørn og børnebørn, der trives og genvinder troen på verden som et trygt og ansvarligt sted.
Måske starter den ”politiske efterspørgsel” lige netop dér?