Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Det kan være svært at følge med, når identitetsmarkører forandres. Når jeg som københavnerbarn besøgte mine to hold bedsteforældre i henholdsvis jyske Grejsdalen og Jelling, talte de voksne om de andre pensionister, der boede i byen, som tilhørende fx ”malerens” eller ”købmandens”. En slags hemmelige koder, der ingen mening gav for barnet fra Brønshøj.
Hver familie, som min egen familie talte om, var defineret ud fra det erhverv, familieoverhovedet – læs: faderen – havde haft. Min fars familie kaldte de andre velsagtens for ”sognefogedens” for at minde om den autoritet, min farfar engang havde haft i lokalområdet.
Der var nu ikke meget sognefoged over ham længere i stuen, hvor tiden stod stille, og pladespilleren spillede Lille Bos ”Jeg har set en rigtig …” Hans autoritet havde ingen værdi dér, hvor hans børnebørn kom fra, og han var alt for uvant med at skulle optjene respekt, til at han kunne vinde vores.
LÆS OGSÅ: Vi bliver dummere, når de radikale dele af identitetspolitikken slår rod i klasselokalerne
Mine egne forældre brød med det klassiske kønsrollemønster og delte familielivets praktiske opgaver mellem sig. Min mor var den i familien, der tjente flest penge, og hun lærte alle sine børn uanset køn, at frihed havde økonomisk uafhængighed som forudsætning. Ja, og så et kørekort åbenbart.
Ingen drømte længere om at samle familiens identitet i vores forældres beskæftigelse, sådan som mine bedsteforældre havde levet. Vi var en familie på fem individer med hver vores identitetsmarkører. Interesser, alder, køn, talent osv.
På højskolerne er dét at gå på opdagelse i egen identitet en del af opholdet. Hvad brænder jeg for? Hvad er mine talenter og positioner? Her spiller kønsidentitet og seksualitet også ind. En del af dem, der definerer sig som drenge, eksperimenterer med neglelak, nederdele og krammer hinanden uden samme frygt for homofobiske kommentarer, som dengang jeg var ung.
Og dem, der definerer sig som piger, vælger fag på højskolerne, som vi for to år siden ville definere som ”drengefag” – og de fnyser fuldkommen berettiget, når en lærer fx efterlyser ”stærke drenge” til at flytte borde eller til at hente noget tungt.
På højskolerne er dét at gå på opdagelse i egen identitet en del af opholdet. Hvad brænder jeg for? Hvad er mine talenter og positioner? Her spiller kønsidentitet og seksualitet også ind.
Lisbeth Trinskjær
Non-binære elever lærer os tålmodigt at sige ”de”, når vi omtaler dem, og de skærper vores opmærksomhed i forhold til at opdyrke en mere sensitiv nysgerrighed for respekt og præferencer. Og højskoleelever i kønstransition tvinger os til at gentænke hele idéen med pige- og drengeværelser.
Den tid, hvor autoriteterne følger naturligt med titlerne, er forbi. Alligevel findes det, som Bjørn Bredal fra Johan Borups Højskole kalder for ”mindretallets uro”, forsat.
I det sidste nummer af Højskolebladet kastede en tidligere højskoleelev lys på den diskrimination, som højskoleelever med minoritetsetnisk baggrund har oplevet på deres ophold. Og vi kan som majoritetsetniske mennesker let forledes til at relativisere deres oplever, for heldigvis er oplevelserne ofte enestående og med rod i ubetænksomhed. Men det er her, at mindretallets uro har rod. I ubetænksomheden.
LÆS OGSÅ: Dennis Nørmark og Vincent F. Hendricks: Her er et sæt spilleregler til brug i woke-debatten
Jeg tænker ofte på, hvad min strenge farfar ville have sagt til den opmærksomhed, tiden nu kræver af os alle, og jeg kan nærmest ikke forestille mig, at jeg kan tvinge mine døtre til at dele et måltid med ham.
Men det er jo det, vi skal. Skabe fællesskaber, hvor mindretal kan sænke paraderne, så de ikke skal defineres af deres minoritetsmarkør alene. Hvor de, der har forældede rutiner, får dem udfordret snarere end fordømt. Hvor ingen udskammes for holdninger, der ikke er flertallets. Og hvor vi sammen kan finde en rummelighed elastisk nok til på én gang at tage hensyn og give plads.