Af Dennis Nørmark og Vincent F. Hendricks
I de seneste 5-10 år har vi været vidne til en brat opvågnen – wokeness! En opvågnen eller vækkelse over for systemisk forskelsbehandling i lyset af køn, race, nationalitet, religion, social klasse og andre identitetspolitiske akser. En øget opmærksomhed på alt fra privilegieblindhed, sprogbrug, praksisser og symboler over kulturel appropriation til græsrodsbevægelser som #blacklivesmatter og #metoo.
Wokeness er lige så væsentligt, som det kan være svært at navigere i for alle parter, der er involveret, hvad enten det er på arbejdspladsen, i hjemmet, på højere uddannelsesinstitutioner – eller på højskoler. Hvordan skal oplysnings- og dannelsesidealet forenes med ytringsfrihed, inklusion, respekt og ansvar for temaer, der vedrører identitet, som vi alle har, og som vi – i egenskab af mennesker og samfundsborgere – typisk har ganske stålfaste meninger om, gode argumenter for, men ligeledes stærke følelser investeret i?
Vi sætter hegnspæle for det oplyste samvær op. Det er de hegnspæle, der står til at blive genbesøgt i nogle af de debatter, vi har med hinanden på vores højskoler
Dennis Nørmark og Vincent F. Hendricks
Vi taler fra både et nysgerrigt og bekymret udgangspunkt. Vi har begge hørt historier om højskoler, hvor ambitionen om at tolerere mere ender med, at man tolererer mindre. Hvor elever oplever et tyranni fra de tilsyneladende rigtige holdninger. Hvor debatter ikke bliver ført frit, men på æggeskaller af angst for, at man ender med social fordømmelse, blot fordi man mener noget andet, end hvad der synes at være det herskende standpunkt. Særligt når det gælder højpotente emner som køn, hudfarve, etnicitet og seksualitet.
Men højskolerne har til alle dage været de danske fæstninger for meningsudveksling og åndsfrihed, så det er bekymrende, hvis ikke vi allesammen hjælper med at udøve ånds- og tankefrihed – også i omgangen med hinanden.
Den oplyste debat har et humanistisk sigte
Frihed i oplysningstraditionens forstand er ikke laissez faire eller anarki. Den er givet ved at opstille nogle principper for, hvordan vi kan have et frit og oplyst samfund, uden at det falder tilbage i sindelagspoliti eller decideret undertrykkelse. Det klassiske eksempel er, at man skal tolerere intolerance. Det skal man for så vidt, at den, som er intolerant, ikke decideret prøver at forhindre andre i at være dem, de er, eller forhindrer dem i at mene, hvad de vil. Den intolerantes holdninger må kunne tåles.
Det er således alene, hvis den intolerante gør alvor af at knægte det, som den britiske filosof og økonom John Stuart Mill ville betegne som den frie markedsplads for meninger – og faktisk forhindrer andre i at udtrykke modsatrettede holdninger eller på anden måde være dem, de er – at indgriben er i udsigt.
LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund advarer mod et holdnings- og sprogpoliti på højskolerne: ”I mit hoved er højskole det modsatte”
Det er her, vi sætter hegnspæle for det oplyste samvær op. Det er de hegnspæle, der står til at blive genbesøgt i nogle af de debatter, vi har med hinanden på vores højskoler. For hvis der ingen regler er, vil dem med størst magt som oftest overtage diskursen.
Så bliver det ikke en fri meningsudveksling, men risikerer at henfalde til et meningstyranni eller sindelagsregime, hvor dem med de ”rigtige” meninger dominerer. Hvad der er ”rigtigt” bliver en funktion af, hvad et givent fællesskab har defineret som det korrekte; om det så er anti-racistisk, racistisk, feministisk, anti-feministisk, privilegeret eller pauvert, kulturradikalt eller kristen-konservativt.
For at sikre den frie og oplyste samtale på den frie markedsplads for idéer kræves et sæt spilleregler, der kan forhindre eventuelle meningsmonopoler. Som kan gardere, at meninger kan flyde frit og vinde tilslutning efter bekomst. Og som kan sikre, at ingen kan dominere andre og dømme deres holdninger ude på forhånd. Et sæt spilleregler, som ikke skal begrænse vores frihed, men tværtimod sikre, at alle har lige adgang til denne frihed. At meninger ikke censureres, blot fordi de vækker ubehag. Nedenfor har vi forsøgt at indkredse disse spilleregler:
1. Et synspunkts rigtighed eller urigtighed er uafhængigt af, hvem der har det – køn, etnicitet, hudfarve, seksualitet giver ikke dig en særlig ret til ikke at blive anfægtet på dine holdninger
Efter det ulykkelige drab på den sorte amerikaner George Floyd i 2020 blev der også i Danmark igangsat demonstrationer for at øge opmærksomheden på systemisk racisme. Mere kontroversielt var det, at det i den danske demonstration fra arrangørernes side blev foreslået, at hvide og brune skulle adskilles under demonstrationen. De hvide måtte gå bagerst, eftersom de ikke med rette kunne siges af have ”the black experience” og således manglede denne autenticitetsmarkør og legitimitet.
Dette blev berettiget kritiseret; to gange uret gør ikke nogen ret – man ophæver ikke en uretfærdighed ved at indføre en anden, man føjer blot til summen af uretfærdighed. At foreslå en diskriminerende praksis bliver ikke mere retfærdig, fordi det er brune, der stiller forslaget.
En effektuering af forslaget ville de facto betyde, at det ville være brune, der diskriminerede hvide under demonstrationen. Men det er en logisk følge af den oplyste idé om ligeværd og borgerlighed, at uanset din placering i et nok så reelt og uretfærdigt hierarki af forskelle, så er du bundet af de samme moralske regler som alle andre. Vi er som borgere alle borgerlige – altså lige som borgere. Dette princip udgør første hegnspæl.
2. Du må være fordomsfri nysgerrig på intentionen i ytringer, du bliver såret af
Vi sårer alle sammen hinanden undertiden. Er man i en særlig sårbar eller udsat minoritet, er det meget forståeligt, at man hyppigere end hos majoriteten oplever, at andres ytringer sårer eller udgrænser. Men fordi alle menneskers grænser er forskellige, kan det være aldeles svært for andre at vide præcis, hvornår ens personlige grænser er overskredet.
Begrebet mikroaggressioner er blevet brugt til at dække over bemærkninger, som er stigmatiserende og sårende, og som reproducerer fordomme om andre. Som når en kvinde med tørklæde får spørgsmålet om, hvor mange børn hun har, fordi det er underforstået, at ”sådan nogle som hende” får mange børn.
Vi skal smide krænkelsesnarrativet på porten, for det er ikke befordrende for den oplyste samtale, den gensidige respekt og fællesskabets virke uafhængigt af enighed eller uenighed.
Dennis Nørmark og Vincent F. Hendricks
Problemet med mikroaggressioner er, at de ofte kan være et udtryk for tankeløshed eller generationsforskelle frem for nødvendigvis racisme, misogyni eller andet. Men hvis ens sårede følelser er den seismograf, der tages i anvendelse for at bekræfte den andens onde intentioner, kan det ende med en følelsesbetinget fejlslutning.
I stedet for at tro, at folk mestendels har onde intentioner, når man bliver ked af andres tankeløshed, skal man indlede med at afdække, hvad de egentlig mener. Det kræver imidlertid et samarbejde med dem, man er uenige med – et samarbejde for, at samtalen er oplysende for begge parter.
Der skal udveksles idéer, synspunkter og argumenter, og man bør ikke lade følelser blive stopklodsen, der endegyldigt forhindrer os i at blive klogere på hinanden uafhængig af, om man ender med at blive enige med hinanden.
3. Du er forpligtet på at prøve at forstå, hvad din modstander mener – ikke på at være enig
Oplysningstanken bygger på universalisme og humanisme. Det er i sagens natur svært foreneligt med, at et bestemt ”gruppetilhørsforhold” giver særlige privilegier, der implicerer, at medlemmer af meningsfællesskabet må gøre noget, som andre igen ikke må.
Ved at hegne hinanden ind i særlige ”reservater” for moral og erfaring umuliggøres det, at vi kan åbne hinandens verdener op og se åbent, nysgerrigt, men ligeledes kritisk på dem. Det vil betyde, at vi kollektivt bliver mere uvidende om hinanden, hvis der umærkeligt insisteres på en usammenlignelighed – altså, at de forskellige verdener af princip ikke kan forstå hinanden.
Det kan være ganske kontraproduktivt, fordi vi på den måde nægter hinanden vores medmenneskelighed. Denne artikels to forfattere kommer aldrig til at bilde nogen ind, at vi kan føle præcis, som en kvinde føler, fordi vi er mænd. Men ingen har ret til at sige, at vi ikke må gøre forsøget. At vores køn er en uoverstigelig barriere, der for altid lukker enhver mulighed for identifikation med – eller empatisk forståelse for – kvinder. Det vil heller aldrig være befordrende for ligestillingen.
LÆS OGSÅ Henrik Marstal: ”Ingen kan længere gemme sig på højskole – ingen er neutrale”
Tilsvarende er der mangt og meget i den øvrige erfaring og stillingtagen, som denne artikels to forfattere ikke deler i udgangspunktet, når det hidrører andre identitetspolitiske akser. At den ene er brun og den anden hvid skal ikke betyde, at vi ikke kan være fordomsfri nysgerrige og besøge den andens livsverden med henblik på at blive mere oplyste.
Forudsætningen er imidlertid præcis tid, samarbejde, en venden-og-drejen af argumenter fra præmisser til konklusion og ind imellem ligeledes et opgør med egne fejlopfattelser og fordomme – hvor generende for ens selvforståelse og verdensbillede det end kan fremstå.
4. Hvis dine følelser bliver såret af det, de andre mener, er det dig, der skal forlade samtalen, hvis den skal forlades – og ikke dem, der har såret dig
I slutningen af marts løb årets Oscar-uddeling af stablen i Los Angeles. En begivenhed, der blev overskygget af, at skuespilleren Will Smith udøvede vold mod en komiker, han følte havde udvist mangel på pli, og som havde såret ham og hans kone med sine udtalelser fra scenen.
I sit første forsøg på en kvart undskyldning forklarede Smith sig med, at han var i sine følelsers vold. Men det kan aldrig være en undskyldning for vold mod et andet menneske. Det kan heller ikke være en undskyldning for at udelukke den anden fra deltagelse. Smith kunne ikke have bedt komikeren Chris Rock om at forlade salen; hans følelser er ikke et vetokort, man bare kan løfte og dømme andre ude med. Det er det ikke for nogen.
Man har al mulig ret til at give udtryk for, at man er såret. Vi vil gå så langt som til at sige, at andre også har pligt til at høre på det, hvis de har såret en. Men man kan ikke udøve hverken fysisk, mental eller social vold på dem ved at sende dem uden for døren. Det er ens egne følelser og dermed individet, der har problemet, og derfor en selv, der må gå, hvis man ikke er i stand til at dele rum eller samtale med den anden.
Hvis man ikke holder fast i princippet om, at ingen synspunkter kan udelukkes fra fællesskabet på meningernes i øvrigt frie markedsplads, er der næsten ingen grænser for, hvor lille det tilladte rum for meningsudveksling kan gå hen og blive.
Dennis Nørmark og Vincent F. Hendricks
Ens følelser kan ikke udgøre grænserne for andre menneskers frihed. For gør de det, åbner man døren til et sted, hvor private følelser pludselig kan tages i brug for at udøve magt over for andre, man ikke kan lide, eller som står i vejen for én, eller som man af forskellige årsager synes står for noget uønsket. Det er ikke et sindelagspoliti, men et følelsespoliti – og når det op på gruppeniveau, kaldes det affektiv polarisering.
”Det er ikke din mening, jeg nødvendigvis er stærkt uenig med – jeg kan bare ikke lide dig.” Man kan således begynde at forvise alle, man møder i det lokale supermarked, i bussen eller på arbejde, hvis blot deres fremtræden, holdning eller andet påvirker én emotionelt. Men det er urimeligt, da det er ens egne følelser – og de kan være meget svære for andre mennesker at have det samme indgående kendskab til, som man selv har.
Der er tale om en ekstremt ulige situation, hvor man får en privilegeret ret til at bestemme, hvor andre mennesker skal være, og hvad de skal mene. Det har man ikke ret til i en verden med frie individer, og det er den forudsætning, vi lægger til grund for et oplyst samfund – at vi alle er frie og igen borgerlige.
5. De andres følelser skal stadig anerkendes
”Krænkelseskultur,” ”krænkelsesparathed” og ”politisk korrekthed” er stærkt politiske, følelsesladede og polariserende narrativer, i hvilke man reducerer sin modstanders politiske analyser og kritik til tyndhudethed, skrøbelighed og individuelle følelser i stedet for at se på substansen.
Hvis man nægter overhovedet at lade den anden have følelser og være krænket i en debat, har man også lukket ned for samtalen. Der kan ofte være en politisk baggrund for ”de krænkedes” holdninger. Dem kan man være enig eller uenig i, og de leveres ikke altid lige elegant. Men at reducere det til ”krænkelseskultur” er et polariserende narrativ, der ikke gavner debatten, men som tværtimod hindrer vigtige diskussioner om ulighed og marginalisering. Vi skal derfor smide krænkelsesnarrativet på porten, for det er ikke befordrende for den oplyste samtale, den gensidige respekt og fællesskabets virke uafhængigt af enighed eller uenighed.
6. Man må ikke udelukke synspunkter fra fællesskabet
Dette leder til den generelle og vigtige hegnspæl, at ingen synspunkter kan udelukkes fra fællesskabet. Dette gælder også synspunkter, hvor man ikke selv er følelsesmæssigt investeret, men snarere ønsker at udelukke nogle, fordi man er forarget på andres vegne. Mennesker, der måske ikke engang er til stede.
Forargelse på andres vegne kan være besnærende, men isolerende. Det gør nemlig rummet for vores samtale endnu mindre, når man ikke blot lader det definere af, hvad man selv kunne blive ked af at høre eller er uenig i, men også hvad man forestiller sig, at andre eventuelt kunne blive sårede af.
Hvis man ikke holder fast i princippet om, at ingen synspunkter kan udelukkes fra fællesskabet på meningernes i øvrigt frie markedsplads, er der næsten ingen grænser for, hvor lille det tilladte rum for meningsudveksling kan gå hen og blive.
LÆS OGSÅ Taleskriver og tidligere højskoleelev: ”Som højskolebevægelse skal vi huske på, at eleverne gerne må blive en lille smule krænket. Det er sundt at blive lidt stødt”
Det er i så fald et udtryk for en problematisk og selvmodsigende idé om, at man har en særlig indsigt i, hvad eksempelvis alle sorte, transkønnede, veganere eller for den sags skyld hvide heteroseksuelle kvinder eller mænd måtte føle og reagere på her i verden. Den indsigt har man ikke, så det giver ingen mening at blive forarget på vegne af nogen, man ikke engang har konsulteret på deres følelser eller argumenter.
Derfor kan synspunkter ikke bortvises fra en samtale eller fra en skole, blot fordi nogle er uenige i dem. Uanset om uenigheden er reel eller hypotetisk. Man kan ikke nødvendigvis antage, at en homoseksuel uvilkårligt vil blive stødt over en ”homo-joke”, eller at en brun nødvendigvis tager på vej over en diskussion om sprogbrug, festpraksis eller kultursymbol. Man har ikke denne privilegerede indsigt. Man ved ikke, om personen med mellemøstlig baggrund på skolen grundlæggende godt kan forstå holdninger hos Nye Borgerlige – uden dog nødvendigvis at være tilhænger af partiet.
At forstå betyder at kunne se præmisserne for holdningen, uden at man nødvendigvis er enig i konklusionen, endsige tager følelsesmæssig stilling hertil. Derfor må der være plads til alle holdninger, som vil blive afprøvet og diskuteret frit. Man kan altid henholde sig til privilegieblindhed, intentionsforvrængning eller motivspekulation, men dette kan ofte være underbestemt af, hvad der foreligger af evidens, og det giver ikke nødvendigvis en tilfredsstillende forklaring til den, man er imod – eller med.
7. Det kræver samarbejde at være uenige om noget
Det er let at indgå en kontrakt om en given mening, når man er enige, men det kræver faktisk også en samarbejdskontrakt, hvis man forpligter sig på den oplysende uenighed. Hvis uenighed blot betyder, at ”så kan vi ikke tale sammen mere”, efterlades vi i føromtalte usammenlignelighed – ”du mener dit, jeg mener dat, sådan er det, og du er i øvrigt et fjols, for du hverken kan eller vil forstå mig”.
Usammenligneligheden efterlader os som udgangspunkt alene med vores særligheder og skaber identitetsmæssige barrierer. Den gør forskel til det vigtigste, hvor det burde være det fælles, som har forrang. Fordi det er igennem anerkendelsen af det fælles, at vi opnår empati, dybere forståelse og ser den anden som én – et individ først og fremmest, der lige så godt kunne have været dig under de samme omstændigheder.
LÆS OGSÅ Emma Holten: "Der ER folk, hvis højskoleminder er dybt, dybt traumatiske. Som slår sig på højskolen. Det, der er udfordringen nu, er – hvordan bevarer vi alt det magiske i højskolen, uden at Grundtvig er død?"
Det betyder, at når vi er uenige med hinanden, skal vi gøre os umage med at forstå, hvorfor dette menneske mener, hvad det gør. Det interessante er ikke, hvorvidt vi er enige eller uenige, det interessante er ikke, at jeg mener A, mens du mener ikke-A.
Det interessante er, hvorfor du mener det ene, mens jeg det andet. Det kræver forståelse for hverandres argumenter og præmisser, der leder til vores forskellige konklusioner. Denne proces bliver man klog af under alle omstændigheder, ligegyldig om vi ender med at blive enige om at være uenige eller vælger at forsætte samtalen til begges bedste.
Når man diskuterer med en mere eller mindre defineret position som eksempelvis antiracisme eller feminisme, så bør man lægge arm med den stærkeste formulering af denne position fremfor eksempelvis en til lejligheden opdigtet stråmand. Det kræver selvsagt, at man sætter sig ind i positionen. Det betyder at afsætte såvel tid som arbejde, men det gavner både ens eget argument og diskussionen som sådan.
Det værste, der kan ske, er, at man bliver klogere – også selv hvis man ender med uenighed. Den oplysende uenighed er uenighedens samarbejde.