Af Mikkel Poulsen, journalist
Tænk et øjeblik tilbage på din seneste samtale: Var der mon nogen, der forklarede sig eller argumenterede for noget ved at starte en sætning med “Jeg føler” i stedet for “Jeg mener”? Eller slet og ret bare konstaterede, at noget var på en bestemt måde?
I så fald har oplevelsessamfundet sneget sig ind på dig – og det er ikke bare en knotten bemærkning fra sprogpolitiet. Ifølge den toneangivende psykologiprofessor Svend Brinkmann, der de seneste ti år har hjulpet os til at sige nej, stå fast og tænke os om, er der vigtigere ting på spil.
“Det er ud fra gode intentioner, at vi har indført den måde at tale på. Men de gode intentioner risikerer at ramme os som en boomerang, fordi det kan føre til, at vi slet ikke kan nå hinanden længere. At vi bare sidder tilbage med hvert vores lille oplevelsesrum, hvor den ene oplever det ene, mens den anden oplever det andet. Og så stopper samtalen dér, fordi vi ligesom har vedtaget, at vi kun har oplevelser af verden og ikke længere en fælles verden,” siger Svend Brinkmann, der netop er udkommet med bogen Oplevelsessamfundet.
LÆS OGSÅ: Gå ikke glip af Svend Brinkmanns social-konservatisme
På en telefonforbindelse tværs over vores fælles verden må både professoren og denne journalist tage sig selv i at bruge oplevelseslingo: ”Jeg tænker, at du mener ...”, ”Min oplevelse er ...” og ”Jeg føler bare, at ...”
Dette kommer ifølge Svend Brinkmann af en erkendelsesmæssig fejltagelse, hvor de fleste af os tror, at det mest sande, man kan udtale sig om, er, hvordan man oplever noget. Men ganske radikalt for en professor i psykologi mener han slet ikke, at der findes oplevelser. Men hov, stop! Sådan oplever undertegnede det slet ikke.
Men hvad betyder det, at vi lever, taler og forstår ting i rammerne af et oplevelsessamfund? Og hvilke konsekvenser har dette for vores fælles liv, hvis vi for eksempel er uenige?
Målt og vejet som oplevelse
Oplevelsessamfundet handler om, at vigtige dele af vores fælles liv bliver gjort til oplevelser – eller forstået på den måde. Det vil sige, at det subjektive perspektiv får forrang. Det gælder i politik, i etik og endda i æstetik, argumenterer Svend Brinkmann. Målestokken for verden bliver individets opfattelse, og fordi den er flyttet inden for i selvet, er den blevet unik for os hver især. Og så kan vi ikke måle det fælles objektive, siger han.
“Det vigtige for mig er, at vi ikke taler om noget subjektivt, når vi taler om det normative i forhold til særligt etikken. Når man erkender det, altså at man ikke kan forstå det normative ud fra det subjektive – at der ellers ingen betydning, ingen mening, ingen værdi kan være – åbner det for en utrolig spændende og relevant diskussion: Hvor kommer det normative fra? Er det fællesskabernes historiske tumult og udvikling, er det Gud, er det universet?” spørger Svend Brinkmann.
En smule mere mystisk bliver det, når man forstår, at han med sin nye bogs argumentatoriske besværgelser vil genfortrylle verden. Det vil sige give den objektiv værdi på ny. For oplevelsessamfundets mantra er, at værdi er noget, vi oplever, og dermed findes det værdifulde altså kun inde i os.
Det er en konsekvens af det, sociologen Max Weber kaldte verdens “affortryllelse”, hvor verden er blevet tom for mening, formål og værdi, fordi der findes flere og flere videnskabelige forklaringer på, hvad man før kunne kalde det uforklarlige. Og fordi den slags har stor betydning for os, har vi puttet det ind i oplevelsesrummet, siger Svend Brinkmann. Og så ender vi med at granske os selv for at finde meningen med det hele.
Hvis vi reducerer politik til oplevelser, ophører det deliberative ved demokratiet – altså at vi kan undersøge hinandens argumenter, holdninger og værdier. Og selv blive klogere.
Svend Brinkmann
Men at normer og værdier har objektivitet betyder ikke, at de altid har været, som de er – eller at de ikke kan ændre sig. Psykologiprofessoren, der har en vis forkærlighed for filosofi, forklarer sit synspunkt med henvisning til teologen og filosoffen K.E. Løgstrups idé om, at etikken af sig selv kræver noget af os:
“Nogle af de normer, der fordrer os, er historisk og kulturelt specifikke. De forandrer sig, men det betyder ikke, at de ikke fordrer os. Men så er der nedenunder dem en etisk fordring om at bruge magten over den anden til den andens bedste, hvilket udspringer af den grundlæggende menneskelige gensidige afhængighed. Og hvis ikke der var den førkulturelle etiske fordring, kunne der slet ikke være socialt liv, som vi kender det,” siger Svend Brinkmann.
Der findes altså noget, der går forud for os og vores oplevelser og synsninger. Læseren kan jo forsøge at begrunde sin egen etik i personlige oplevelser og overveje, om det kan føre til noget, andre kan blive enige i?
Kan du lide denne artikel?
I sin bog lægger Svend Brinkmann for med et pudsigt eksempel, som de fleste sikkert vil genkende: Man kan komme ud for at blive bedt om at evaluere sin oplevelse med lufthavnens toilet. Eller med forsendelsen af en pakke eller med besøget på apoteket. Måske lidt irriterende, men harmløst, kunne man tænke. Og måske er det endda godt, at vi får offentliggjort nogle vurderinger af kvaliteten af forskellige produkter og serviceydelser, så vi kan træffe åbne, oplyste valg. Eller hvad?
“Jo, men når vi gør det, så reducerer vi det, der sker, til noget subjektivt. Og dér vil jeg sige, at det er bedre for demokratiet, at man begrunder, hvad man synes og mener. At man argumenterer for det ene og andet. Tag for eksempel den politiske diskussion om, hvordan vi skal indrette samfundet. Den reduceres til en stor meningsmåling: Hvem har du mest tillid til? Hvad kan du bedst lide? Her er det afgørende, at vi i Danmark har et ideal om demokrati som samtale. At man ikke bare standser ved det umiddelbare og stemmer på den, som taler mest til ens subjektive oplevelse. At man går ind i en samtale og er villig til at flytte sig, hvis en anden har bedre argumenter. Hvis vi reducerer politik til oplevelser, ophører det deliberative ved demokratiet – altså at vi kan undersøge hinandens argumenter, holdninger og værdier. Og selv blive klogere. Det er i politik, at jeg ser den største risiko ved oplevelsessamfundet,” siger Svend Brinkmann.
LÆS OGSÅ: Vi har brug for et nyt frihedsbegreb
I bogen er denne risiko personificeret ved den tidligere amerikanske præsident Donald Trump. Lige meget hvad fakta er, tror han på sin egen fortælling og gør alt, hvad han kan, for at verden følger den. Trumps subjektive oplevelse er for ham lov.
“Og hvis der så er uenighed om, hvordan noget skal forstås, bliver det den stærkeste, der får ret. For den stærkeste har ressourcerne til at gennemtvinge sin subjektive udlægning af virkeligheden,” uddyber Svend Brinkmann.
Hal Koch, den danske teolog og demokratitænker, ville sikkert sukke dybt, hvis han hørte demokratiske diskussioner ført med oplevelsessamfundets sprog. For hvordan når vi til enighed om noget, der ikke er delt imellem os? Din og min oplevelse er væsensforskellige, og så må ordet til sidst vige for sværdet, som Krogerup Højskoles første forstander udtrykte det. Så for at undersøge, hvad der sker imellem os, må man interessere sig for det, der er derude, siger Svend Brinkmann.
“Det er andres blikke, reaktioner, tonefald og handlinger, der er med til at sætte en stemning. Det er netop et menneskeligt vilkår, at vi kan have forskellige perspektiver på verden, men det er afgørende, at det er verden, vi har forskellige perspektiver på, og ikke bare vores egne subjektive oplevelser. Så jeg prøver at insistere på, at selv om det kan være utrolig svært, bliver vi nødt til at interessere os for, hvad der sker imellem os, og ikke kun fokusere på vores subjektive reaktion.”
Svend Brinkmann understreger i denne sammenhæng, at selvom han glæder sig over de mange undertrykte og marginaliserede stemmer, vi har set båret frem i offentligheden i de seneste år, særligt ført an af MeToo-bevægelsen, er den såkaldte krænkelsesdebat gennemsyret af oplevelsesargumenter. Det gælder begge sider i diskussionen om, hvad der udgør en krænkelse.
Det er det grundlæggende dannelsessyn, jeg abonnerer på. Og det er noget, der kunne være højskolens opgave: at dreje menneskets sjæl ud mod det fælles
Svend Brinkmann
Svend Brinkmann kalder de to positioner henholdsvis oplevelsesabsolutisme og -relativering. Den første position holder på, at noget uantasteligt har fundet sted, fordi det opleves sådan. Den anden affejer argumentet med, at det nu engang bare er nogens subjektive oplevelse, som andre ikke nødvendigvis deler.
Men hvad kommer denne tendens af? Det er blevet sagt længe, at vi lever i en hyperindividualiseret verden, og unge mennesker bliver jævnligt skudt i skoene, at de er en del af den navlepillende mig-generation. Knytter Svend Brinkmann den stigende fokus på oplevelser sammen med en egoistisk bevægelse?
“Vi er ikke pludselig blevet egoister. Det er, fordi vi har fået en menneskeopfattelse og en verdensforståelse, der gør det svært at nå ud over ego’et. Og dér hører jeg til dem, der – ligesom Platon – siger, at sjælen skal drejes væk fra ego’et og ud mod verden. Det er en dannelsesproces, hvor man netop overskrider det subjektive og når ud til en fælles virkelighed. Det er det grundlæggende dannelsessyn, jeg abonnerer på. Og det er noget, der kunne være højskolens opgave: at dreje menneskets sjæl ud mod det fælles,” siger han.
Højskolen som oplevelse
Svend Brinkmann gjorde sig for nogle år siden bemærket i Politiken ved at sige, at “udanske” politikere burde sendes på højskole og blive assimileret i forhold til grundlæggende danske værdier, efter de havde foreslået – i hans øjne – diskriminerende love, blandt andet obligatorisk svinekød i daginstitutioner.
Dannelsen har længe været en hjørnesten i hans tænkning, men efter en længere periode med målstyret og effektivitetsorienteret uddannelsespolitik har den dagsordensfrie undervisning fået trange kår, erkender han. Ifølge Svend Brinkmann står kun højskolen nu tilbage som den almene dannelses mulighedsrum.
LÆS OGSÅ: Her er Højskoledanmarks største inspirationskilder
Men højskolen går ikke fri af oplevelsessamfundets logik. For overhovedet at kunne få “kunder i butikken”, som Svend Brinkmann ironisk siger, er man nødt til at slå sig op på, at den enkelte subjektivt får noget ud af et ophold. Som der for eksempel står på Højskolernes egen hjemmeside, kan man på højskole få en “intens og uforglemmelig oplevelse med masser af nye venskaber”.
“Næsten alt bliver solgt som en god oplevelse. Det er svært at forestille sig, hvordan man skal lokke mennesker til at gå på en højskole, hvis ikke man fortæller dem, at de får en god oplevelse ud af det. Men samtidig vil jeg sige, at alt det, højskolen står for – som er uhyre værdifuldt for vores samfund – handler ikke primært om oplevelser. Det handler netop om folkelig oplysning, livsoplysning og demokratisk dannelse. Hvis man giver køb på dette og reducerer sig til et oplevelsestilbud, er man ikke længere noget særligt, for det er alt andet i samfundet blevet,” siger Svend Brinkmann og fortsætter:
“Den personlige udvikling på højskole skulle gerne ske gennem mødet med noget, hvad enten det er kultur, natur, kunst eller sprog. Og selvfølgelig inden for rammerne af et fællesskab. For hvis dannelse betyder noget, må det henvise til noget alment. Hvis der kun er tale om personlig udvikling, er det netop selvudvikling og ikke dannelse. Filosoffen Hans-Georg Gadamer skrev jo, at dannelse er højnelse til humanitet gennem kultur. Det er en proces, der realiserer nogle fællesmenneskelige potentialer: humanitetens potentialer. Så det handler ikke om, hvad jeg går og oplever i min lille udviklingsproces. Det handler om, hvad jeg kan blive til som menneske i fællesskab med andre,” siger han.
I fremtidens højskolekataloger kunne der passende stå, at man på højskole kan få intens og uforglemmelig erfaring med masser af nye venskaber
Svend Brinkmann
Og her lander vi ved det, Svend Brinkmann med op til flere filosoffer i ryggen kalder verdensvendthed: Et dannet højskolemenneske kigger udad, ikke indad. For det er ude i verden, det sker. Og med det har vi en forklaring på det umiddelbart paradoksale argument, at der ikke findes oplevelser. Svend Brinkmann bestrider ikke, at vi oplever verden – men oplevelsen har ikke selv en virkelighed, siger han.
Den sunde fornuft siger os ellers, at vi hele tiden har oplevelser?
“Jeg vil sige, at det er den usunde fornuft, der siger det. Og den sunde fornuft burde sige noget andet. Hvad nu hvis vi har et navneord – oplevelse – som faktisk ikke svarer til noget? Så tror jeg, vi kommer til at leve i en mere interessant og sandere verden.”
Oplevelser er for psykologiprofessoren nemlig kun indikationer på virkeligheden: De lader os erkende noget ved den, men man er ifølge Svend Brinkmann ikke i kontakt med en indre subjektiv verden af oplevelser, når man oplever. Man er i kontakt med verden selv. Derfor skal man tage et ekstra skridt for at række ud mod den. Og dér har højskolerne især én dannelsesopgave foran sig:
“Det må være dannelsens mål, at man får en mere sand oplevelse af verden. Men så vil jeg nok ikke kalde det en oplevelse længere. Så vil jeg kalde det en erfaring, fordi vi så på en måde har begrundet den og undersøgt den, så vi er blevet klogere. I fremtidens højskolekataloger kunne der passende stå, at man på højskole kan få intens og uforglemmelig erfaring med masser af nye venskaber,” afslutter Svend Brinkmann.