Fortalt til Nicolai Foldgast, journalist
Det var noget af et tilfælde, at jeg kom ind i højskoleverdenen. Selv om min far var præst, var der i min familie ikke nogen tradition for at gå på højskole, så jeg var aldrig selv afsted.
Min mand, Aage Damgaard, inspirerede mig til at engagere mig i højskolebevægelsen, da jeg kunne se, hvor optaget han var af højskoletanken efter sine ophold på Ry Højskole i 1939 og Askov Højskole i 1946. Han udviklede sig meget som person, og vi fik en del gode venner fra højskolebevægelsen.
Sammen med min gode veninde Meta Hareskov stiftede jeg Højskolen Skærgården i 1972. Den startede som en regulær familiehøjskole, fordi vi mente, at der manglede et sted, hvor familier kunne mødes og dele deres tanker med andre. Meta var alenemor til tre, og hun manglede et sted at dele sine tanker om livet med ligesindede. Det var sådan, idéen opstod.
LÆS OGSÅ: "Kostskoleformens største udfordring er nok de moderne familiemønstre og den øgede mobilitet, men også hele lønmodtagerkulturen"
Sidenhen har Højskolen Skærgården udviklet sig med en del op- og nedture, hvor det især har været udfordrende at skaffe ressourcer og ansætte kompetente folk.
Den største udfordring gennem de 50 år, højskolen har eksisteret, har uden tvivl været at holde den økonomisk på benene. Det har været en stor kamp at indhente penge til at drive højskolen, og vi har løbende afsøgt alle mulige måder for at skaffe kapital.
Heldigvis går det bedre rent økonomisk, efter vi i 2010 fik Vibeke Lundbo som forstander. Lige inden hun kom til, så det meget kritisk ud. Men hun har vendt skuden – hun har et stort netværk, og hun er rigtig god til at tale højskolens sag, så nu kan skolen blomstre.
Det har virkelig været interessant at arbejde i højskolebevægelsen, og jeg har ikke set det som et decideret arbejde, men snarere som en livsstil. Det har udviklet mig som person – blandt andet ved at give mig et større perspektiv på tilværelsen og samfundsudviklingen.
Jeg ved ikke, om man bliver et bedre menneske af at gå på højskole, men de fleste begynder i hvert fald at interessere sig mere for samfundet og demokratiet.
Bitten Damgaard
Højskolearbejdet har sådan set været lønnen i sig selv. Derudover har jeg truffet en masse gode mennesker og skabt nære venskaber gennem 50 år – blandt andre Louise og Jørgen Bøgh, Jens Therkelsen samt J. Th. Arnfred. De har været store inspirationskilder for mig.
Tanken om højskolen er rigtig god. Jeg tror, det er sundt for alle mennesker mindst én gang i deres liv at tage en pause fra tilværelsen og tage på et højskoleophold. Man udvikler sig som menneske, får udvidet sin horisont, og ens tolerancetærskel bliver også påvirket positivt.
Jeg ved ikke, om man bliver et bedre menneske af at gå på højskole, men de fleste begynder i hvert fald at interessere sig mere for samfundet og demokratiet.
Jeg tror, at Højskolen Skærgården er levedygtig og vil fortsætte langt ud i fremtiden. Forhåbentlig kan den blive ved med at tiltrække elever og være med til at præge dem med højskolens idealer.