Af David Molin, elev på Silkeborg Højskole
Vil du køre i en bil uden sikkerhedssele? Eller uden trafiklys og fartgrænse? Sandsynligvis ikke.
Men når det kommer til vores digitale trafik, accepterer vi gladeligt den totale mangel på sikkerhedsforanstaltninger og regulering af tech-industrien. Dette på trods af en stigende dokumentation for de voldsomme konsekvenser, det har for menneskers fysiske og mentale helbred. Dette håber jeg ændrer sig i 2023.
Min generation – Generation Z – kan med rette blive kaldt ”generation prøvekaniner”. Vi er som den første generation vokset op i en verden, hvor man ikke kan adskille det digitale og det fysiske liv.
Vi er vant til at acceptere, at diverse apps ser, lytter og følger med i alt, hvad vi foretager os. Den digitale udvikling kan ikke rulles tilbage – og heldigvis for det. Teknologien har nemlig også givet min generation helt nye muligheder for at tilegne sig viden, interagere med mennesker på hele kloden og mange andre værdifulde ting.
LÆS OGSÅ: Højskolebladet lancerer kronikkonkurrence: Hvad er samfundets mest oversete problem?
Inden jeg tog på højskole, havde jeg et fantastisk halvandet år som lærervikar på en folkeskole. Her benyttede jeg flittigt alle de muligheder, som skærmene giver – lige fra online quiz-spil til at vise eleverne spændende billeder af alt fra mammutter til mikroskopiske celler.
Men jeg var også chokeret over, hvor meget der havde ændret sig, siden jeg selv gik ud af folkeskolen for en håndfuld år siden.
Mobilerne var nu allestedsnærværende både i timerne og frikvartererne. Computerne blev oftere misbrugt til spil og Google Translate, end de blev brugt til relevant informationssøgning og ordbøger. Jeg var særligt overrasket over, hvor stærkt mange elever reagerede, når jeg ville tage deres telefon fra dem, efter de havde overtrådt mobilreglerne. Det var som at prøve at tage flasken fra en alkoholiker.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan vi helt ukritisk har ladet det nå så vidt. De seneste par måneder har det væltet ud i medierne med historier om de negative konsekvenser af teknologien: Sociale medier underminerer demokratiet, når de flyder over med misinformation. Studier viser, at et højt skærmforbrug ændrer udviklingen af børns hjerner. Andre studier kæder mange timer foran en skærm og ADHD sammen.
Personligt behøvede jeg efter halvandet år som lærervikar ikke nogen studier for at konkludere, at telefonerne spillede en væsentlig rolle i, at en god del af eleverne havde sovet alt for lidt og havde ringe koncentrationsevne.
Det store spørgsmål er: Hvorfor er der ikke blevet grebet ind noget før?
Selvom det er et hyperkomplekst emne, må vi insistere på, at virksomheder og politikere begynder at tage deres ansvar alvorligt. Ellers ender vi med at stå med en klimalignende situation
David Molin
En del af grunden er utvivlsomt, at hele tech-debatten lider under de samme udfordringer som den tidlige klimadebat: Der er ikke nok klippefast forskning til at adskille årsag og virkning. Det gør, at det i høj grad er blevet en teknisk diskussion, hvor det er alt for nemt at afskrive enhver, der sætter spørgsmålstegn ved skærmenes indtog, som overdreven teknologiskeptiker.
Jeg er ikke teknologiskeptiker, men jeg mener, at vi som samfund har været overdrevent teknologipositive og ukritiske over for udviklingen. De seneste par år er kurverne for mistrivsel og ADHD-diagnoser steget markant, og selvfølgelig bliver vi nødt til at kigge på skærmenes rolle i den sammenhæng.
I 2020 offentliggjorde Undervisningsministeriet en nyhed om, at danske teenagere er indehavere af Europarekorden i skærmtid. I gennemsnit bruger en dansk teenager seks timer om dagen foran en skærm! Dette er en kolossal ændring i måden, vi mennesker er sammen med hinanden på. Kan der mon ske så store forandringer på samfundsplan, uden at det påvirker folkesundheden?
Selvom det er et hyperkomplekst emne, må vi insistere på, at virksomheder og politikere begynder at tage deres ansvar alvorligt. Ellers ender vi med at stå med en klimalignende situation, hvor vi i alt for mange år negligerede legitime bekymringer og nu står med et unødigt stort problem. Det er på høje tid, at vi får implementeret sikkerhedsseler og airbags i den digitale trafik.
Man kunne begynde med at hæve alderen for, hvornår man kan oprette en profil på sociale medier og sikre sig, at det bliver overholdt. For mange lyder det måske radikalt, men i mine øjne er det virkeligt radikale, at vi rent faktisk tillader børn at bruge mange timer på noget, der er lige så afhængighedsskabende som cigaretter.
LÆS OGSÅ: Vi former demokratiet som varm stearin
Derudover hilser jeg undervisningsminister Mattias Tesfayes ambition om mindre skærm og mere papir i undervisningen velkommen. Jeg vil opfordre til at turde gå hele vejen og indføre et totalforbud mod mobiltelefoner i skoletiden. Nogle vil indvende, at en vigtig del af den digitale dannelse er at lære at administrere sin telefon. Det er også helt korrekt, men det er for meget ansvar at lægge over på børn.
Et lige så vigtigt aspekt af digital dannelse må være at lære IKKE at bruge sin telefon.
Når det kommer til de helt store diskussioner – truslen fra fake news mod vores demokrati eller den gigantiske udemokratiske magt, som tech-firmaer har – kan vi i Danmark ikke stå alene. I stil med klimaområdet har vi brug for internationalt samarbejde og lovgivning.
Man kan håbe på, at skærpet lovgivning vil igangsætte en større og kritisk diskussion i familier og på nationalt og globalt plan. Vi har i for lang tid ukritisk taget teknologien til os. Nu er der brug for, at vi stopper op og reflekterer over, hvilke dele af den teknologiske udvikling der gavner os, og hvad vi bør begrænse.
Jeg håber, at de mange børn, som jeg underviste som lærervikar, snart må få en sikkerhedssele og nogle trafikregler i deres digitale liv.
David Molin
For 100 år siden, da de første biler blev lanceret, var der ingen regler på området. Folk kørte så godt, som de kunne, der var ikke nogen lyskryds, og designerne var mere optaget af æstetik end af sikkerhed. Det døde folk af, og derfor er sikkerhedsseler, airbags og sikkerhedstests blevet lovpligtigt.
I dag står vi i en lignende situation med teknologien. Den giver os en masse fantastiske muligheder. Samtidig ser vi tydelige konsekvenser for os selv, vores børn og demokratiet.
Jeg håber, at vi i 2023 vil gå fra at diskutere problemer til at diskutere løsninger.
Jeg håber, at de mange børn, som jeg underviste som lærervikar, snart må få en sikkerhedssele og nogle trafikregler i deres digitale liv. Det har vi alle sammen brug for.