Af Christian Shepherd Guldsø Nielsen, lærer på Oure Højskole
FN’s klimaråd har for nylig udgivet endnu en sammenfattende rapport, der viser, hvor vi står i forhold den globale opvarmning – og hvad der skal til, for at vi holder os under den temperaturstigning på halvanden grad, der betragtes som en rød linje, og som – hvis den overskrides – vil have ufatteligt langtrækkende og i vid udstrækning komplet uforudsigelige katastrofale konsekvenser.
Rapporten er skræmmende, og den peger på, at hvis vi fortsætter den stigning, vi nu ser over alle sektorer i stort set alle samfund, vil temperaturen risikere at stige med op til 3 grader ved udgangen af dette århundrede – og dette, selv hvis vi alle lever op til Paris-aftalen.
Løsningen på denne mildest talt hårrejsende situation er en global og kollektiv handling, hvis lige aldrig før er set.
Når vi er bedst som højskoler, er vi i min optik åbne eksperimentarier for nye tanker, der kan frisætte kreativiteten – og når vi er værst, har vi dogmatiske idéer om rigtigt og forkert.
Christian Shepherd Guldsø Nielsen
Der er ingen tvivl om, at vi på højskolerne er bevidste om de globale udfordringer, vi står overfor. Det kan en simpel Google-søgning afsløre, men den afslører også noget andet – nemlig at det er en enormt individualiseret og lokaliseret tilgang, vi praktiserer. Det er med hin enkelte, at det hele starter.
Højskoleelever lærer at lave kornotto, bygge insekthoteller, spise vegansk og slukke lyset efter sig. Jeg er overbevist om, at tilgangen er valgt for at give eleverne en følelse af agens og eventuelt et sted at starte deres aktivistiske løbebane. Jeg er dog ikke sikker på, at det er det eneste, der sker.
Hvis man ikke er utrolig forsigtig med sin kommunikation, kan dette fokus på den enkeltes ansvar ende med at internalisere og personliggøre noget, som er eksternt og kollektivt. Dette sker også med katastrofale, men knap så synlige konsekvenser. Skylden og skammen flytter ind, hvor vreden burde bo.
LÆS OGSÅ: Højskolerne følger samfundets grønne omstilling – med samme typer medvind og modstand
Der er ingen tvivl om, at man kan fylde et helt liv ud med at slå sig selv i hovedet over, at man ikke lever op til de idealer, man føler, man burde leve op til. Spørgsmålet er bare, om det skaber en reel forandring.
Filosoffen, kulturteoretikeren og forfatteren Mark Fisher påpegede det selvsamme omkring mental sygdom, inden han selv blev offer for det. Hvis man underkender sindssygens sociale årsagssammenhæng, frarøver man sig selv muligheden for at politisere den. Det samme gælder utvivlsomt for bæredygtighedsproblematikken.
Hvis dette internaliserende fænomen ikke fandtes, ville danske psykologer næppe have en sektion om klimaangst på deres hjemmeside. Dette vidner om en helt absurd situation, hvor en ansvarsfølelse for nogle unge er slået over i en angsttilstand, og jeg frygter, at vi på højskolerne er en medvirkende faktor.
Højskolerne har altid bygget, lavet håndværk og undervist i praktiske kundskaber, og nu har vi så fået muligheden for at gøre det med en ny følelse af nødvendighed, når vi gør det under banneret “bæredygtighed”, der jo om noget kan anvendes på alt. Problemet med det er, at vi i mange tilfælde gør disse aktiviteter til noget, som de ikke er.
Jeg har hørt det omtalt, som at vi er med til at ”redde verden” – og det er måske at strække den lidt. Jeg synes faktisk ikke, vi skal lyve om, hvad der reelt foregår.
Der er ingen tvivl om, at man kan fylde et helt liv ud med at slå sig selv i hovedet over, at man ikke lever op til de idealer, man føler, man burde leve op til. Spørgsmålet er bare, om det skaber en reel forandring.
Christian Shepherd Guldsø Nielsen
Når vi retningsanviser og underviser på denne måde, kan det vel næppe komme som en overraskelse, at der ikke kommer mange nye svar ud af det. I vores tilgang til bæredygtigheden skylder vi stadig ungdomsoprøret en hel masse, og mange af tankerne til, hvordan man bevæger sig ud af den økologiske krise, er født dengang.
Så det, som bliver fremført som progressivt og i øjenhøjde med tidsånden, er nok mest bare reaktionære idéer om grænser for vækst på nye flasker.
Jeg tror, der er en grund til, at den mest markante klimaaktivist stadigvæk er teenager, fordi aktivisme netop indgyder håb om en ny vej ud af vores problemer – det er et tiltrængt friskt pust, da det ikke er alt genbrug, der er lige godt.
Jeg så gerne, at vi på højskolerne tacklede problematikken mere nysgerrigt. Jeg ved godt, at eleverne i nogle tilfælde kommer til os for at få svar på spørgsmål, og det er selvfølgelig altid pinligt som underviser ikke at have svaret. Det åbner muligheden for, at der kan komme nye og innovative tilgange til, hvordan vi flytter os kollektivt og globalt.
Når vi er bedst som højskoler, er vi i min optik åbne eksperimentarier for nye tanker, der kan frisætte kreativiteten – og når vi er værst, har vi dogmatiske idéer om rigtigt og forkert.
LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: "Vi har behov for at komme tilbage til de åndelige værdier"
Eleverne skal frisættes til at leve deres liv, og jeg har tiltro til, at deres idéer kommer til at være vores overlegne. De skal bygge, fordi det er sjovt, og de skal spise nye ting, fordi det er spændende – ikke fordi en tusindårsbølge vil ramme dem, hvis ikke de gør det.
Jeg synes sagtens, at vi som højskoler kan spille en meningsfuld rolle i forhold til klimaudfordringerne, men det meningsfulde er aldrig kommet fra dogmer.
Skal vi aldrig flyve igen, eller kan det måske give mening at møde nogle af de folk, der står over for snarlig udryddelse grundet stigningerne i vandstanden? Det er der nok ikke et entydigt svar på, så måske vi skulle lade være med at give et, bare fordi vi gerne vil give et indtryk af, at vi ved, hvad vi gør.