Fortalt til Nicolai Foldgast, journalist
I mine 35 år som pedel på Vallekilde Højskole har jeg oplevet lidt af hvert. Der har været mange varierende arbejdsopgaver, og eleverne og personalet er løbende blevet skiftet ud. Derudover har jeg arbejdet under ledelse af syv forskellige forstandere.
Jeg har især bidt mærke i, at eleverne nu til dags er dårligere til at rydde op efter sig selv end tidligere generationer, og at de medbringer flere personlige ejendele end før.
Noget af det sjoveste ved pedelarbejdet er at gå rundt og snakke med folk – for eksempel under opsætning eller nedtagning af stole, borde og lignende før og efter arrangementer.
LÆS OGSÅ: ”Højskolearbejdet har været lønnen i sig selv”
Jeg er ikke længere fuldtidsansat, men jeg kommer dog stadig nogle timer om ugen for at slå lidt græs, rydde op eller hjælpe til med dét, der nu engang kræves hjælp til. I vinterperioden er der ikke det store at hjælpe til med, men i sommerhalvåret kan det snildt blive til 10-12 timer om ugen.
Selvfølgelig har det ikke altid været lige fedt at rydde op efter elevernes fester, men jeg har taget det sure med det søde. I bund og grund handler mit arbejde om at hjælpe eleverne – enten ved at reparere og fixe ting eller hygge om dem.
De mange sjove episoder i min tid på Vallekilde Højskole er alle knyttet op på gode bekendtskaber, søde mennesker og sjove fester. Jeg kan dog huske en lidt makaber oplevelse, hvor nogle elever morede sig ved at stille sig op på vores balkon og smide et afskåret hestehoved ned i gården. Heldigvis ryddede de op efter sig selv, men det var meget mærkeligt at være vidne til. Den pågældende elevgruppe lavede en masse af sådanne drengestreger og happenings, så der var rigeligt at se til.
Selv på de dage, hvor jeg ikke har noget arbejde at give mig til, kan jeg sagtens finde på at køre hen til skolen for at snakke med folk og få lidt menneskeligt samvær.
Christen Christensen, pedel på Vallekilde Højskole
Jeg har ikke kun arbejdet som pedel, men også undervist. For seks år siden oprettede jeg et fag, der hed ”Fix det selv”. Det er desværre blevet nedlagt, men da jeg havde faget, hjalp jeg eleverne med små hverdagsreparationer, så de med tiden selv kunne lære det. Det kunne for eksempel være at sætte stik på en ledning, og derudover var der tid til at reparere og bygge reoler, stole og borde og lignende. Faget var generelt meget populært.
Jeg har løbende trappet ned i mit timetal på højskolen, og jeg ved ikke, hvor længe jeg fortsætter. Jeg tror, jeg vil blive ved, indtil jeg ikke kan mere. Selv på de dage, hvor jeg ikke har noget arbejde at give mig til, kan jeg sagtens finde på at køre hen til skolen for at snakke med folk og få lidt menneskeligt samvær.
Fællesskabet, højskolestemningen og dét at komme hinanden ved er uden tvivl nogle af årsagerne til, at jeg har arbejdet så mange år på Vallekilde Højskole – og at jeg fortsat kommer her.