Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
”Man kan ikke høre Grundtvig, når du taler!” Det skudsmål fik jeg fra en talerstol for nogle år siden af en kollega, som jeg sætter meget pris på. Jeg er ret sikker på, at det ikke var ment som en ros. Mere usikker er jeg på, om det er et mål for mig, at andre kan høre Grundtvig i mine ord.
For mig har det grundtvigske altid været både ”fluffy” og værdifuldt. ”Fluffy” fordi det kan være svært at indfange præcist. Værdifuldt fordi idéen om, at man skal se på de hoveder, man vil skabe højskole for, før man skaber den, er noget af det mest moderne og meningsfulde, jeg har mødt som definition på, hvad der er vigtigt i anliggendet mellem myndige mennesker. Men gør det mig til grundtvigsk?
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Instrumentaliseringen koster unge dyrt
For nylig deltog jeg i konferencen ”Grundtvig og skolen” på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Dagen startede med et guddommeligt frigørende citat til diskussionen om, hvornår man er grundtvigsk:
”Hvad de såkaldte ”grundtvigianere” kan have gjort, vedkommer mig så meget mindre, som de er mig aldeles ubekendte. Til at stifte partier har jeg nemlig aldrig duet, men jeg har heller aldrig prøvet derpå… og ville man derfor, som jeg, gøre sig den umage at se lidt nærmere til, da skulle man snart finde at af de såkaldte ”grundtvigianere” vil den ene rose min prædiken eller kirkesang, men laste min mythologiskhed, historiskhed og pæredanskhed, eller dog i det mindste min blindhed for de gudelige forsamlinger og missionsselskabernes ypperlighed, medens den anden vil gøre omvendt. Så om jeg også havde to halve partier, blev der dog aldrig et helt af dem” (Grundtvig i Dansk Kirketidende, oktober 1847)
Jeg kunne altså trøste mig med, at ikke engang Grundtvig selv mente, at han var en rigtig grundtvigianer. Med syndsforladelse fra den gamle satte jeg derfor tvivlen til side og lyttede mig frem til, hvordan Grundtvigs tanker har trukket et værdifuldt spor gennem skoleniveauerne i Danmark i dag.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Vil kulturministeren tale diversitet med kommunerne?
Er højskolerne i dag grundtvigske? Det var et spørgsmål, der – skoleformens størrelse taget i betragtning – fyldte overraskende meget på konferencen i forhold til gymnasieskolen, folkeskolen, friskolen, læreruddannelserne og erhvervsskolerne. Hos ph.d. og lektor på UC Syd Hans Henrik Hjermitslev hentede jeg følgende fire kendetegn, som vi højskoler kan måle vores grundtvigskhed på:
1. Hvordan er vores selvforståelse? Hvordan definerer vi som højskole selv vores afsæt?
2. Hvad er de nøglebegreber, vi bruger i højskolens hverdag? Bruger vi ord som livsoplysning, historisk-poetisk dannelse og den levende vekselvirkning?
3. Hvordan ser højskolens hverdagspraksis ud? Har vi foredrag og fællessang? Skaber vi på højskolen en slags hjem? Er relationerne nære?
4. Hvordan placerer højskolens forstander og lærere sig? Forholder vi os som individer til udviklingen og fællesskabet i Folkehøjskolernes Forening (FFD)?
Jeg vil afholde mig fra at konkludere på noget, og jeg vil slet ikke dømme nogen. Men jeg vil trøste mig med Grundtvigs egen beskrivelse af en idé, der voksede sig større og mere kompleks end noget, han selv kunne leve op til.
Jeg vil sætte min lid til ambitionen om myndige menneskers dannelse, den levende vekselvirkning, fællessangen, det nære højskoleliv og det, vi vil hinanden.
Og så vil jeg opfordre til, at vi som skoleform ranker ryggen – grundtvigianere eller ej. Lad os holde hjertet varmt som de folkeoplysere, vi er, i mødet med de mange nye hoveder, som vores højskoler er befolket af. Hoveder, som skal virke i det mest komplekse samfund nogensinde.