Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Når andelen af højskoleelever, der vælger at tage på højskole for at afklare deres uddannelsesvalg, er halveret på 10 år, og når kun 25 % har uddannelsesafklaring som motivation, er det ikke, fordi højskolerne har forandret sig, men fordi samfundet har.
Når lysten til at møde nye mennesker derimod nu er blevet højskoleelevernes stærkeste motivationsfaktor, og når lysten til at møde mennesker, der brænder for det samme som dem selv, samtidigt er faldet, er der sket en fundamental forandring.
Ungdomsforskningen peger ret vedholdende på, at den generation af unge, der befolker højskolerne netop nu, ikke bare er alvorligt udfordrede på deres trivsel.
De er samtidig paradoksalt nok enormt bevidste om deres privilegier. Og de har stærke idealer om lighed.
LÆS OGSÅ: Kulturministeren vil have højskolerne til at tage et større socialt ansvar gennem økonomiske incitamenter
Næsten dobbelt så mange højskoleelever som for 10 år siden nævner pause fra ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og arbejdsmarkedet som motivation til at søge højskolens frirum.
Aldrig har vi set dem fordybe sig i keramik, strikketøj, recycling og broderi som nu. Alt det nære og konkrete. I en tid, hvor krisernes alvor overvælder os alle.
Måske er strikke- og byggetrangen en slags selvmedicinering mod afmagtens kvælende favntag?
Måske er fællesskabet – også med dem, der tænker noget helt andet end en selv – præcis hvad der skal til for at kunne rumme tilværelsen?
Da jeg var helt ung, arbejdede jeg i Zambia, hvor AIDS-epidemien tog livet af mange. På læreruddannelsen, som skulle give uddannelsesniveauet i hele nationen et tiltrængt løft, døde halvdelen af de studerende, inden deres lærergerning var begyndt.
Dengang lærte jeg, at der er noget forsonende over at stå over for afmagten.
Måske er strikke- og byggetrangen en slags selvmedicinering mod afmagtens kvælende favntag?
Lisbeth Trinskjær
For mig og De grønne pigespejdere, som jeg dengang arbejdede for, resulterede håbløsheden i et uddannelsesprogram for piger, som AIDS havde gjort forældreløse. Lokale zambiske pigespejderledere spottede én pige ad gangen.
Derefter lagde de et budget for hendes fremtid, og sammen med Folkekirkens Nødhjælp og alle pigespejderlederne i Danmark indsamlede vi midler og finansierede hendes uddannelsesforløb.
Vi vidste, at vi ikke kunne redde verden. Men vi kunne redde fremtiden. Én pige ad gangen. Verden brændte, og ingen havde magten til at slukke hele ilden.
Måske er det præcis der, hvor højskoleelevernes mindset er lige nu?
Vores nye kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, spørger i dette nummer ind til højskoleelevernes manglende diversitet. Ikke fordi han sætter spørgsmålstegn ved relevansen af det højskolearbejde, vi laver, eller dem, vi holder højskole for, men fordi han interesserer sig for de unge, som højskolen endnu kun favner ganske lidt.
LÆS OGSÅ: Ny mand i ministeriet
Han foreslår økonomiske incitamenter. Jeg deler uforbeholdent hans ambition om en øget diversitet, men det er hverken de nuværende højskoleelever eller højskolerne selv, der lægger hindringer i vejen.
Hvis vi for alvor skal styrke højskoleelevernes diversitet, og hvis vi for alvor skal kunne bidrage til at inspirere og løfte de 45.000 danske unge, som hverken er i job eller uddannelse, skal vi ændre på det faktum, at danske kommuner de seneste år er holdt helt op med at hjælpe unge på højskole.
De økonomiske incitamenter, der er behov for at adressere, er ikke højskolernes, men kommunernes.
Med kulturminister Jakob Engel-Schmidts plads i regeringens magtfulde koordinationsudvalg er der måske håb for, at den dør kunne åbnes? Bare én ung ad gangen?