Af Lauritz Korfix Schultz, lektor i dansk på Osaka Universitet
I fjor udkom bogen med titlen フォルケホイスコーレのすすめ, der på dansk kan oversættes til Bogen, der anbefaler folkehøjskoler. Bogens sigte er at introducere højskolekulturen for et japansk publikum. Idémageren bag antologien er Takumi Yano, en international orienteret japaner i midten af trediverne, der efter studier i Storbritannien har boet og arbejdet som arkitekt i Danmark i tre et halvt år.
I Danmark begyndte han at interessere sig for det danske uddannelsessystem. Det fik Yano til at føle et ansvar for at udbrede højskolens idéer og undervisningsform til japanske læsere. Der er brug for en bog på japansk, der introducerer den danske højskolebevægelse, og hvilken værdi højskoletanken har i det japanske samfund, mente han.
Men bogens ærinde er ikke kun at oplyse. Den forsøger at ændre det japanske uddannelsessystem indefra. Ønsket er, at bogen bliver en anvisning i, hvordan man kan tænke uddannelse anderledes i Japan. Hvis måden at tænke uddannelse på forandres, mener Yano, at det japanske samfund som helhed også vil forandre sig.
LÆS OGSÅ: Japans ungdom skriger på demokratisk selvtillid
I denne forandringsproces er højskoletanken et must med dens fokus på frihed, tillid, dialogbaseret undervisning, samvær, et fladt hierarki og gensidig respekt mellem elever og lærere, påpeger Yano. Han husker selv tydeligt, da han første gang mærkede kontrasten mellem dansk højskole og japansk klasserumskultur.
”Det var et kæmpe kulturchok for mig, da jeg første gang i Danmark oplevede, at læreren spurgte til elevernes holdninger. Lærerne i Danmark lytter til eleverne. Det sker sjældent i Japan, og derfor har vi i vores land brug for at gøre, som man gør på danske højskoler,” siger Yano.
Et samfund, der står stille
Uddannelsessystemet i Japan er præget af udenadslære, og at der kun er ét korrekt svar, som eleverne død og pine skal kunne, forklarer Yano. Der er ikke fokus på, at eleverne skal tænke kritisk og selvstændigt. På højskoler i Danmark er det snarere spørgsmålet i sig selv end svaret, der har værdi, mener Yano.
Han oplevede sjældent en lærer i Japan, der spurgte eleverne om deres egne meninger, ligesom han mener, at dialogbaseret undervisning nærmest ikke findes i
hans hjemland. Denne uddannelseskultur afspejles i det japanske samfund, siger Yano. Følger man ikke reglerne, hører man ikke til, og selvstændig tænkning får ingen jord at spire i. Yano pointerer, at det kræver overmenneskelige kræfter at træde udenfor normalen i Japan, fordi man bliver opfattet som en fejlagtig person, hvis ikke man følger reglerne.
Samfundet forandrer sig jo, men svarene bliver ved med at være de samme og har været det i mange år. Det japanske samfund har stået stille for længe
Takumi Yano
”Det japanske samfund udvikler sig ikke, hvis uddannelsessystemet ikke opdrager folk til at tænke selvstændigt. Samfundet forandrer sig jo, men svarene bliver ved med at være de samme og har været det i mange år. Det japanske samfund har stået stille for længe,” siger Yano.
Selv om han mener, at forandringer kan være svære, og traditioner og skikke betyder alt i Japan, peger han dog på tendenser til, at noget er ved at ændre sig i hans hjemland.
”Mit indtryk er, at mange japanere tænker på samme måde som mig – de vil bringe idéer fra højskolen i Danmark tilbage til Japan,” siger Yano.
I Bogen, der anbefaler folkehøjskoler kan man således læse om de skoler i Japan, der henter inspiration i højskolens idéer og værdier, ligesom Yano er tovholder på en årlig højskoledag i Japan, hvor der arbejdes med, hvordan man kan implementere højskolernes værdisæt i det japanske uddannelsessystem.
Det hårde arbejdsliv
I bogen kan man også få en forståelse for aldersforskellen mellem danske og japanske højskoleelever. For langt størstedelen af de danske højskoleelever gælder det, at de er mellem 20 og 24 år, hvorefter de starter på en videregående uddannelse. Men ser man på de japanere, der vælger at gå på højskole i Danmark, er det næsten halvdelen, der er mellem 23 og 32 år gamle, og mange af dem har været på arbejdsmarkedet i flere år, inden de starter på højskole.
Ganske vist tager mange japanere også på højskole, mens de studerer på universitetet og er i starten af tyverne, men det ændrer ikke på, at japanere i højere grad end danske unge bruger højskoler i Danmark som et pusterum fra det hårde japanske arbejdsliv, hvor arbejdsdage på over 12 timer er normalt.
LÆS OGSÅ: Kan vi lære noget af Latinamerikas take på Grundtvig?
Yano oplever, at de danske højskoler har reddet mange japanere og givet deres liv en retning og et nyt perspektiv.
”For unge japanere er sabbatår utænkeligt – de kommer direkte i job efter universitetet. Men som årene går, begynder mange at føle, at deres liv er tomt og formålsløst, og at arbejdet har taget styringen over deres liv. Derfor tager de på højskole i Danmark i jagten på en ny livsretning,” fortæller han.
En helt ny verden
30-årige Natsuki Okayasu, der har boet i Danmark i fem år, er en af de unge japanere, der kommer til orde i bogen. Hun var 25 år, da hun gik på højskole i Danmark, så hun passer på den statistik, bogen nævner.
Ifølge Okayasu er den eneste mulighed efter universitetet i Japan at starte arbejde i en virksomhed. Hun gjorde, som samfundet krævede: Knoklede på universitetet og arbejdede i en stor virksomhed i Tokyo i tre år, hvor det kun handlede om at opnå højere salgstal år efter år. Arbejdslivet i den japanske metropol var altomsluttende for Okayasu, fortæller hun.
”Jeg kunne mærke, at det ikke var det, jeg ville. Det eneste, det handlede om på arbejdspladsen, var at komme ud og drikke, efter arbejdsdagen sluttede ved 21-tiden. Jeg arbejdede alt for meget og følte ingen glæde. Og når jeg så på chefens trætte ansigt, tænkte jeg, at sådan ville jeg ikke ende.”
Selv på fridage var det forventet, at man brugte sin tid sammen med kollegaer og chefen. Okayasu begyndte at søge på internettet efter andre livsmuligheder, og Danmark blev ved med at dukke op, så hendes nysgerrighed blev vakt.
Mange japanere forventer, at læreren tager styringen, fordi sådan er kulturen i Japan. Så det er en stor omvendelsesproces selv at skulle tage initiativ og at opleve, at lærerne er fleksible
Natsuki Okayasu
Hun forsøgte at indrette sin bolig i Tokyo efter danske ”hyggeforskrifter” med tæpper og stearinlys, men der manglede fortsat noget, syntes hun. Okayasu måtte til Danmark – drømmesejlene var sat.
”Det var en helt ny verden at komme på højskole. Læreren afsatte i slutningen af timen tid til, at vi kunne evaluere undervisningen. Der var et mere lige forhold mellem lærer og elever, i Japan er det meget hierarkisk,” siger Okayasu.
Men højskolelivet kan også være præget af genvordigheder, når man kommer fra den japanske kultur. Hun peger således på, at det kan være svært at vænne sig til formen på højskolen som ung japaner.
”Mange japanere forventer, at læreren tager styringen, fordi sådan er kulturen i Japan. Så det er en stor omvendelsesproces selv at skulle tage initiativ og at opleve, at lærerne er fleksible, og at man hele tiden skal drøfte ting,” siger Okayasu.
Debatkulturen i Danmark
Det var ikke kun forholdet mellem lærer og elever, der overraskede Okayasu ved at gå på højskole i Danmark. Også forholdet højskoleeleverne imellem var svært at håndtere for hende. Japanere bliver sjældent opdraget til at sige deres mening, så det var en stor milepæl for Okayasu, da hun tog ordet i en time på højskolen, der handlede om vegetarisme. Hun blev straks sagt imod af en anden elev. Det føltes som et hårdt slag, og hun blev meget usikker.
Efter timen kom eleven, der havde argumenteret imod Okayasu, over og snakkede venskabeligt med hende. Det kom som et chok for Okayasu, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere.
”Jeg troede, at eleven angreb min person, fordi sådan tænker man i Japan. Men i Danmark kan man diskutere og være venner bagefter – det er højskolens styrke,” siger Okayasu.
En sådan diskussion mener Okayasu ikke ville være taget i Japan, fordi det ikke ligger i skoleopdragelsen, at elever skal diskutere med hinanden og dermed lære af hinanden. Det er kun læreren, man kan lære noget af, og diskussioner tager man ikke i plenum, men altid bagefter på tomandshånd.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Hvordan sikrer man, at højskolen ikke bare bliver en platform for underholdning?
Debatkulturen på de danske højskoler mener Okayasu forgrener sig ud på de danske arbejdspladser. ”Alles meninger er lige meget værd i Danmark, og det tror jeg skyldes højskolerne,” siger hun. Hun fortæller, at hendes højskoletid har været en gave, selvom det har været svært – uanset om hun ender med at blive i Danmark, hvor hun arbejder freelance, eller om hun tager tilbage til Japan på et senere tidspunkt.
”Højskolen har givet mig rum til at reflektere. Alle de initiativer, der er på en højskole, gjorde, at jeg blev konfronteret med, hvem jeg var. Mens jeg har boet i Japan, har alt handlet om at studere så meget som muligt, så jeg kunne få et godt job, og jeg tænkte hele tiden på, hvad andre tænkte om mig. På højskolen kunne jeg pludselig gøre, hvad jeg ville, uden at andre dømte mig. Jeg kunne diskutere politik og miljø. Det er ikke populære emner at tale om, når man er sammen med sine venner i Japan,” siger Okayasu.