Nyt podcast-afsnit spørger: Hvad skal højskolen bruge sin frihed til?

Publiceret 30-10-2023

NYHED Et nyt afsnit af højskolepodcasten ”Giv os i dag vort daglige bøvl” er på gaden i dag. Her kaster de to værter Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer sig over frihedsbegrebet: Hvordan kommer det til udtryk på højskolerne i dag? Og udnytter højskolefolk overhovedet den frihed, de bryster sig af at have? Højskolelærer Jacob Tybjerg og forstander Bjørn Bredal er udsendelsens gæster.

Foto: BeritK via iStock

Af redaktionen

Højskolerne ville ikke være noget uden frihed: Friheden til selv at bestemme deres værdigrundlag og udmønte det i praksis – og friheden fra pensum, eksaminer og karaktergivning.

Men hvordan kommer den praksisnære frihed til udtryk på højskolerne? Og hvad er det egentlig, højskolerne er sat fri til som skoleform?

Det undersøger det nye afsnit af højskolepodcasten "Giv os i dag vort daglige bøvl".

I udsendelsen får de to værter, Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer, besøg på telefon af Jacob Tybjerg, der er mangeårig lærer på Uldum Højskole. Han fortæller, hvornår han senest har stået i en pædagogisk bøvlet situation, hvor hans frihed som højskolelærer var på spil.

Senere i programmet dukker Bjørn Bredal, forstander på Johan Borups Højskole, op i studiet. Han har for nylig skrevet bogen Du er bestået – essays om unge og trivsel, og gennem nedslag fra bogen og anekdoter fra hans egen højskolehverdag forholder Bjørn Bredal sig til den delikate balance mellem friheden for den enkelte og friheden til det fælles bedste.

Til slut i programmet introducerer podcastens producer Mikkel Poulsen som vanligt en af de nyere numre i Højskolesangbogen – denne gang Suzanne Brøgger og Katrine Muff Enevoldsens Så, min sol, gå bare ned (HS nr. 598).

Bag om podcasten 

“Giv os i dag vort daglige bøvl” er en podcast fra Højskolebladet og Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD), som tager lytterne med på opdagelse i højskolebevægelsens idé, opgave og praksis. Den henvender sig til landets højskolelærerværelser og lyttere med interesse for dannelse og pædagogik. 

I første sæson af ”Giv os i dag vort daglige bøvl” jagtede Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer, der selv er tidligere højskolelærere, de sidste fyrtårne i højskolebevægelsen. De bragte også højskolekvindernes historie frem i lyset, ligesom de undersøgte, hvordan højskolens magt kommer til udtryk.

Det seneste afsnit om højskolelitteratur fra sæson 2 kan høres her.

God lytning!