Nyt afsnit af podcasten "Giv os i dag vort daglige bøvl" stiller skarpt på højskolelitteratur

Publiceret 07-06-2023

NYHED Sæson 2 af højskolepodcasten ”Giv os i dag vort daglige bøvl” er på gaden i dag, og her undersøger podcastens to værter, Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer, fænomenet højskolelitteratur – blandt andet i samtale med digteren Mads Mygind. Desuden gæster Højskolebladets nye brevkasseredaktør Katrine Friis programmet med et pædagogisk dilemma fra sin hverdag som højskolelærer.

Digteren Mads Mygind er gæst i det nye afsnit af "Giv os i dag vort daglige bøvl". Foto: Jens Hartmann

Af redaktionen

Halvandet år er gået, siden Højskolebladets redaktør, Sofie Buch Hoyer, og pædagogisk konsulent i Højskolernes Hus, Jonas Møller, sidst var i studiet for at optage højskolepodcasten ”Giv os i dag vort daglige bøvl”.

I dag lanceres den nye sæson, hvor fænomenet ”højskolelitteratur” bliver vendt og drejet. Værterne interviewer digter og højskolelærer Mads Mygind om hans nye digtsamling I min hule hånd, der handler om højskolelæreren Mads og hans forsøg på at navigere i mødet med kollegerne, eleverne og de uskrevne regler, der kan være på en højskole.

I det nye podcast-afsnit fortæller Katrine Friis, der er lærer på Oure Højskole og redaktør på Højskolebladets nye brevkasseformat VENTILEN, hvordan det er at blive valgt fra som højskolelærer af ens elever. 

Og så introducerer podcastværterne sammen med producer Mikkel Poulsen som altid en af de nye sange i den 19. udgave af Højskolesangbogen – denne gang Frihedens lysdøgn, der er skrevet til fejringen af 75-året for Danmarks befrielse, og som vandt Alsang 2020's store sangskriverkonkurrence.

Det nye afsnit af ”Giv os i dag vort daglige bøvl” kan streames på Spotify, iTunes m.fl. – eller høres direkte ved at klikke på lydboksen øverst i denne artikel.

Bag om podcasten 

“Giv os i dag vort daglige bøvl” er en podcast fra Højskolebladet og Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD), som tager lytterne med på opdagelse i højskolebevægelsens idé, opgave og praksis. Den henvender sig til landets højskolelærerværelser og lyttere med interesse for dannelse og pædagogik. 

I første sæson af ”Giv os i dag vort daglige bøvl” jagtede Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer, der selv er tidligere højskolelærere, de sidste fyrtårne i højskolebevægelsen. De bragte også højskolekvindernes historie frem i lyset, ligesom de undersøgte, hvordan højskolens magt kommer til udtryk.

Podcastens allerførste afsnit om de sidste fyrtårne kan høres her.

Andet afsnit om højskolekvindernes historie kan høres her.

Tredje afsnit om højskolens magt kan høres her.

God lytning!