Af Mikkel Poulsen, journalist
Hvordan får man mennesker til at holde sig på dydens smalle sti? Man sørger for, at de hele tiden føler sig iagttaget.
Den engelske filosof Jeremy Bentham udtænkte i 1785 et ideelt fængsel, Panoptikon. Med en minimal indsats fra fængselsbetjenten ville fangerne opføre sig ordentligt hele tiden. Panoptikon skulle indrettes sådan, at samtlige celler var visuelt åbne i retningen af et centralt tårn, hvorfra betjenten kunne holde opsyn, men ikke selv blive set.
Alle indsatte ville opleve at være under konstant opsyn, selv når fængselsbetjenten ikke kiggede på dem, og lidt efter lidt ville de derfor holde opsyn med sig selv.
LÆS OGSÅ: Skammens 4 grundregler
Sådan virker skammen på os i dag, siger lærer på Silkeborg Højskole Christian Hjortkjær, der i maj udkommer med opfølgeren til sin anmelderroste bestseller Utilstrækkelig fra 2020.
Husker man den søde hund fra bogens forside med budskabet “Break the rules”, ser man nu på forsiden af 2’eren, Skamfuld, Fido i andre rammer: Indespærret, ængstelig og overvåget. Blikket på den er totalt og allestedsnærværende. Som sådan er skammen vendt tilbage.
“Kort sagt var den gamle skam en skammekrogs-skam. Den kom udefra fra en højere autoritet og talte ned til en: Skam dig! Men den nye skam er egentlig ens egen skam. Jeg oplever det som en skam, der kommer indefra: Mig, der ikke har tænkt mig nok om. Mig, der ikke har taget hensyn. Eller mig, der burde have vidst,” siger Christian Hjortkjær om skammen, som ifølge ham er gået fra at være offentlig og udefrakommende til personlig.
Hans nye bog Skamfuld går et skridt dybere med samme analyse som forgængeren: Følelsen af utilstrækkelighed kom af en påbudskultur, hvor man overalt blev mindet om, at lykken var lige om hjørnet, hvis bare man gjorde en indsats.
Skamfølelsen dukker så op hos dem, der aldrig når idealet. Og så må der jo være noget i vejen med én selv.
“Jeg er især blevet opmærksom på det i forhold til højskolen, fordi de unge på godt og ondt er blevet enormt hensynsfulde. Når de er i den store gruppe, skal der være plads til alle, og ingen må udelukkes. Så når vi laver en aktivitet, skal vi huske på, at vi har en kørestolsbruger, og så kan vi ikke lave det i svømmehallen. Det er jo alt sammen smukt og godt, at de tænker mere på hinanden og viser omsorg. Men jeg bliver også bekymret. For jeg er vokset op med, at initiativet vinder. Dér er skammen kommet ind på en ny måde, hvor den ikke kommer udefra, men sniger sig ind. Man bruger skammen som en sonar for at mærke efter, om alle er okay med noget,” siger Christian Hjortkjær.
Panoptikon er i dag de andre – fællesskabet – forstår man.
Visuel kultur
En mandag morgen, før eleverne på Silkeborg Højskole dykker ned i “det utilstrækkelige selv” på hans fag, dukker Christian Hjortkjær digitalt op til interview om sin nye bog.
Den er ligesom Utilstrækkelig fyldt med Søren Kierkegaard, men samtidig er den personligt udleverende, refererer både Disney og Pixar og henvender sig til et ”du”. Det er en højskolelærer, der taler, og – spoiler alert – til sidst sejrer kærligheden i form af fællesskabet.
Hvorfor har alle højskoleelever den indstilling, at der skal være plads til alle? Det er fordi, at hvis ikke man har den indstilling, så er der måske ikke plads til en selv.
Christian Hjortkjær
Men der er noget i vejen med fællesskabet i dag, siger Christian Hjortkjær. Det skal omstilles til en ny virkelighed, som er den personlige skams virkelighed. Og hvorfor står vi nu midt i den?
“Det er klart mest oplagt at pege på skærmene, men jeg vil gerne sige, at det som sådan ikke er din iPhone, der er problemet. Det er mere det, at vi i dag lever i en meget visuel kultur. Vi ser hele tiden os selv. Lige nu, mens jeg taler med dig, kan jeg se mig selv nede i hjørnet. Så jeg bliver hele tiden bevidst om mig selv. Vi er gået fra en langt mere skriftlig kultur til en visuel kultur, og skammen er visuel. Den handler om blikket – hvordan jeg ser mig selv, og hvordan andre ser mig udefra,” siger Christian Hjortkjær over Google Meet.
I samme ombæring nævner han, at unge i dag er gjort af et andet stof. Men inden nogle får tanken, at unge da også er både sarte, uduelige, dovne og selvoptagede, som de ifølge højskolelæreren alt for ofte og fejlagtigt får at høre, så stop en halv.
I Skamfuld kan man læse, at de unge lider under en tårnhøj moral og en grænseløs selvbebrejdelse. Så der er noget på spil i det psykiske, men det er ikke apati.
“Højskoleelever i dag er opdraget på en måde, hvor der har været mere plads til sårbare følelser, end da jeg var barn. Dengang lukkede man det ned og sagde: Du kan gå ind på dit værelse og komme tilbage, når du er blevet glad. Nutidens unge er blevet rummet på en anden måde, hvilket er godt, men det betyder også, at de er en mere sårbar generation. Jeg mener ikke, at de er mere skrøbelige, men mere sårbare, fordi der er blevet plads til det. Det ser jeg som et kæmpe fremskridt, men det medfører også, at vi i dag ser en stigning i diagnoser, fordi unge er mere i kontakt med deres følelser,” siger Christian Hjortkjær.
LÆS OGSÅ: Ungdommen nu til dags
Men højskoleeleverne er sandsynligvis også i kontakt med flere mennesker på én gang, end tidligere generationer har kunnet være. Det sker via internettet og sociale medier. Med en reference til den bibelske fortælling om “Livets Bog”, der er Guds optegnelse over alle menneskers liv og gerninger, forklarer Christian Hjortkjær det store onlinefællesskabs ulempe:
“Jeg er lidt konservativ i den forstand, at jeg tror, vi mennesker har det bedst med at dele skamfulde ting i tætte relationer og ikke overfor et stort publikum. Men tænk, at man i dag lægger det hele ud på nettet, når vi taler helt anderledes med hinanden derude, og at der er en forventning om, at vi også er autentiske, åbne og sårbare.”
Her slår tidens anerkendelsesværdige karaktertræk tilbage, fordi potentialet for skam simpelthen stiger med graden af åbenhed og sårbarhed.
På trods af at Christian Hjortkjær selv hylder den aftabuisering af eksistentiel og psykisk lidelse, der kommer med åbenheden, er det for ham at se bedst kun at dele stærkt personlige ting inden for det, han kalder sikre sociale bånd.
I Skamfuld kan man læse, at disse bånd mellem mennesker er kendetegnet ved en gensidig tillid, og at båndet hele tiden skal bekræftes og fornyes for at forblive intakt.
Desuden skal båndet balancere mellem at være for stramt og for slapt, for ellers får det enten en for stærkt tyngende effekt, eller også forpligter det ikke parterne over for hinanden. Hvor stærkt et bånd har man med sine perifere Facebook-venner?
Skammens balancegang
Undertitlen på Christian Hjortkjærs nye bog er “Hvorfor det er godt at have skam i livet, men fatalt at have for meget”, og derfor beskrives skammen som en balancegang.
For den 43-årige højskolelærer og ph.d. i Kierkegaards eksistenstænkning kan balancen enten tippe i retning af skamløshed eller skamfuldhed, men skamfrihed er ikke en mulighed og bør heller ikke være det, mener han. Skam lærer os nemlig at være gode mennesker. Tænk bare på dem, der ingen skam har i livet.
Men skamfuldheden hersker i dag blandt ungdommen. Den skamfulde vil være fejlfri, og derfor er der ifølge Christian Hjortkjær brug for at indføre lidt mere skamløshed og slække på idealerne.
Jeg er lidt konservativ i den forstand, at jeg tror, vi mennesker har det bedst med at dele skamfulde ting i tætte relationer og ikke i for et stort publikum.
Christian Hjortkjær
“Søren Kierkegaard siger, at efterhånden som ens fortvivlelse over ikke at kunne være sig selv stiger, og man bliver mere og mere frustreret, jo mere finder man ud af, at man ikke kan leve op til idealet. Den trodsige har indset noget, som jeg stadig ikke har indset, og som hænger sammen med Jesus’ pointe om, at mennesker ikke skal bruge deres liv på at ligne et ideal. Det er derfor, Jesus dør på korset. Hvis du vil være som Gud, så ender du på korset. Den trodsige kan se noget, jeg ikke selv kan: Min indbildning om, at jeg kan nå idealet, hvis bare jeg anstrenger mig nok.”
Hvad taber man ved at være skamfuld med en højnet etisk bevidsthed? Altså, hvad forhindrer skammen os i at gøre?
“Når skammen opstår i et menneske, mister man noget andet, nemlig umiddelbarheden. Barnet kan være til stede i verden på en måde, jeg ikke kan. Og det betyder, at vi voksne må finde andre veje for at komme tilbage til det umiddelbare, for eksempel ved at drikke os fulde. Men vi ved også godt, det er en kunstig form. Skammen er pr. definition det, der hæmmer én i at være fri og umiddelbar,” siger Christian Hjortkjær.
Små fællesskaber
Trods og skamløshed følges således ad i højskolelærerens forstand, og trods skal ses som en sund reaktion på at føle for meget skam, forklarer han.
Det har Søren Kierkegaards trodsige person indset, og det fører vedkommende “tættere på sandheden”, som filosoffen formulerer det. En pointe, Christian Hjortkjær kalder “pisse træls”.
Den er nemlig både sand og provokerende – og en sur medicin at synke for de skamfulde, som han selv tilhører hjemme hos. For trods og skamløshed kommer ikke let til stræbere og pleasere af alskens slags.
LÆS OGSÅ: "Gid jeg var en smule selvglad"
Netop derfor skal højskolerne blandt andet hjælpe de skamfulde unge til at slække mere på idealerne og simpelthen lære dem at turde at danne fællesskaber, som for nogle kan virke ekskluderende, siger han. Men samtidig beskriver han skammens grundlæggende form som følelsen af ikke at være værd at elske. Når man skammer sig, har man derfor en angst for gode ting som kærlighed og tilgivelse, fordi man ikke synes, man fortjener dem.
Dermed opstår et paradoks i højskolernes selvforståelse – for hvordan serverer man det store, imødekommende fællesskab for angstfulde unge, der har svært ved at tage imod alt det gode?
“Jeg kan ikke svare særlig klart, fordi det netop er et paradoks ved os mennesker, at vi er bange for det, der grundlæggende sætter os fri. Det er min trosbekendelse,” siger Christian Hjortkjær og fortsætter:
“Jeg tror, at vi som højskoler er blevet for ideelle i forhold til, hvad fællesskabet skal kunne. Vi skal til at veksle imellem at have et stort fællesskab og små fællesskaber. Vi kan godt gå eleverne lidt mere på klingen og sige, at de bliver nødt til at dyrke de små fællesskaber, hvis de gerne vil opleve at blive rummet og elsket for dem, de er.”
Som højskole kan man måske ikke rammesætte de små fællesskaber, men ifølge højskolelæreren skal de i langt højere grad tillades og ikke misforstås som negativt ekskluderende. De sikre sociale bånd, hvor skammen ikke løber løbsk, når man deler noget personligt og udfordrende, skal plejes, mener han.
“Vi skal tale med de unge om, at det er fuldstændig i orden at have grupper og kliker og at elske nogle højere end andre. For de kan ikke elske 130 elever. Det er simpelthen for meget at kræve af sig selv, at man skal være åbent og tillidsfuldt nærværende til stede med så mange. Det kan man ikke, men man skal respektere andre og vise tolerance,” siger Christian Hjortkjær.
LÆS OGSÅ: Ny højskole-podcast ude: “Giv os i dag vort daglige bøvl”
Som højskoler er det måske endda tid til at se kritisk på idealet om den personlige og sårbart selvudleverende fællessamling, hvor en elev – støttet af fællesskabet – endelig tager mod til sig og blotter sig, uddyber han. For det “troens spring”, som han kalder det, man skal turde på en højskole ved at blotte sig selv, er der for ham ingen formel for at nå frem til.
“Min erfaring er dog, at vi bliver nødt til at starte i de små fællesskaber. Jeg bliver mere og mere skeptisk over for, at vi hele tiden dyrker det store fællesskab,” siger han og reflekterer højt over, at et højskoleophold alligevel i sidste ende får produceret ét stort, eksklusivt fællesskab, som alle elsker og hylder:
“Hvorfor har alle højskoleelever den indstilling, at der skal være plads til alle? Det er fordi, at hvis ikke man har den indstilling, så er der måske ikke plads til en selv. Men når man nærmer sig slutningen af et ophold, er folk ikke progressive, inkluderende og åbne. Så slår man en ring om sig selv. Min profeti er, at når vi nærmer os juni, så har forårsholdet det anderledes: Nu er vi foråret ’24, og der er ikke plads til andre. Alle ophold starter med at være progressive og slutter med at være konservative. Det er fandeme interessant i sig selv.”