Fortalt til Nicolai Foldgast, journalist
Min vej ind i højskolebevægelsen var lidt tilfældig. Jeg gik selv på Idrætshøjskolen Aarhus engang, og efter min bacheloruddannelse arbejdede jeg på Club La Santa Sport. Her mødte jeg en god kollega, som jeg flyttede sammen med, da vi kom tilbage til Danmark. Hun blev ansat på højskolen, hvorefter jeg kom i kontakt med højskolen igen.
Jeg hjalp skolen med nogle friluftsture, men søgte egentlig et job på Vejle Idrætshøjskole. Jeg fik det ikke, men da forstanderen på Idrætshøjskolen Aarhus skrev min anbefaling, kom han i tanke om, at han egentlig godt kunne bruge mig.
LÆS OGSÅ: Ny podcastsæson bladrer løs i bogen ”Højskoletekster”
Jeg værdsætter muligheden for at formidle mine personlige interesser videre til elever, som deler den samme interesse for idræt. Der er en fin pingpong, hvor eleverne giver daglig feedback og stiller spørgsmål.
Det er også dejligt at være med til at se eleverne udvikle sig. Deres tanker om store skridt i livet er med at sætte mit eget liv i perspektiv. Det får mig til at reflektere over mine tidligere valg og de næste af slagsen.
Jeg bor på højskolen. Eleverne kan gå til mig hele tiden, og jeg er en del af deres liv. For mig er det ikke svært at skelne livet på højskolen fra mit privatliv, men man skal være bevidst om det, så højskolejobbet ikke kommer til at fylde for meget.
Jeg ser frem til at perspektivere sommerens store sportsbegivenheder i min undervisning, fordi de lægger op til mange gode samtaler. Vi har et fag på højskolen ved navn Omklædningsrummet, hvor store politiske spørgsmål i sportens verden diskuteres. Faget, som en af mine kolleger står for, bliver meget relevant på bagkant af OL og de politiske debatter, der er opstået dér.
Vi skal ikke negligere egne udfordringer eller store samfundsudfordringer som krig og klimakrise, men idrætten kan skabe et fristed
Søren Kiilerich
Idrætten giver os et ståsted, når verden brænder. Vi skal ikke negligere egne udfordringer eller store samfundsudfordringer som krig og klimakrise, men idrætten kan skabe et fristed, hvor vi bare kan være til stede og glade.
I min optik er der ikke andre ting end sport og musik, som kan samle en nation. Koncerter og store sportsbegivenheder er med til at samle folk om et fælles tredje.
Atleternes præstationer kan også give os perspektiv og inspiration i vores dagligdag. Når vi ser, at de har kæmpet og lagt så meget tid og energi i det, kan de være med til at inspirere os til at jagte vores egne mål.
Jeg kan se mig selv arbejde på højskolen mange år ud i fremtiden. Jeg har dog også en lille drøm om at blive professionel fodboldtræner. Jeg har tidligere været inde over AGF’s elitehold, og for tiden er jeg cheftræner for ASA i kvindernes 1. division.