Af Anja Kjølby, lærer på Løgumkloster Højskole
En råkold novemberdag for en del år siden fik jeg ovenstående spørgsmål, hvilket siden hen skiftevis har inspireret mig og givet mig mareridt. Jeg skulle i gang med en workshop i collage. Jeg havde gjort undervisningslokalet klar, fundet sakse, limstifter og papir samt masser af gamle magasiner frem. Ind kommer kursisterne.
De skal være på skolen i fire uger, det er et kulturprogram, men kunst, litteratur og musik bliver mest formidlet gennem foredrag, ekskursioner, koncert og museumsbesøg. Workshoppen er altså en særlig mulighed for at prøve kræfter med kreativ udfoldelse.
Jeg starter med at introducere forløbet, forklarer lidt om collage set i kunsthistorisk perspektiv og taler herefter om det, som jeg synes er potentialet ved at arbejde med collage som udtryksform, nemlig muligheden for ”destruktion” af det gamle – altså det givne materiale – og ”rekonstruktion” – altså skabelse af nye billeder.
Her kræves ikke kunstnerisk talent i forhold til at være god til at tegne eller male. Det er kreativiteten, der stimuleres her. Evnen til at tænke nyt, opfinde, fantasere og sætte sammen. Det er ikke svært. Det er sjovt!
Meningen med det formålsløse
Kursisterne kaster sig over opgaven. De bladrer, de klipper, de lægger bunker af udklip til side, og det summer af intensitet, imens går jeg en runde for at hjælpe dem i gang.
Da jeg kommer forbi en kursist – som jeg kender fra andre af højskolens kurser – så er jeg nysgerrig og spændt på, hvorfor denne ældre, karakterfaste kvinde har meldt sig til workshoppen, og jeg er også en smule beæret, da den fåmælte kvinde ikke tidligere har begunstiget mig med sin tilstedeværelse, men udelukkende holdt sig til en ældre kollega.
Hun bladrer i et magasin. Jeg spørger, om det er svært at komme i gang. Hun bladrer tavst videre, så jeg vælger at give hende lidt tid. Da jeg vender tilbage, er hun endnu ikke kommet i gang. Jeg sætter mig for at hjælpe og snakke, og så kommer det, spørgsmålet: ”Hvad er formålet med dette?”.
"Selv efter mange år som højskolelærer, hvor jeg både har undervist i den praktiske side af sagen og formidlet kunstforståelse og -historie, kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt kunsten har sin berettigelse. Hvorfor skal vi dyrke det skønne og det æstetiske?"
- Anja Kjølby
Jeg må blankt indrømme, at jeg kom til kort i mine vage formuleringer og forklaringer om kreativitet, fantasi og forestillingsevne. Det havde ingen resonans hos en kvinde, der har passet sin familie og levet et nøjsomt liv, som hun helt sikkert mener, er tildelt hende fra oven.
For at understrege alvoren gentager hun spørgsmålet. Jeg ender desperat med at sige, at ikke alt behøver andet formål end at glæde os, mens vi gør det. Kvinden rejser sig herefter resolut og proklamerer, at hun mener, at hun vil få mere ud af at sætte sig ud og læse i en bog.
Blot få uger senere opfordrede H.M. Dronning Margrethe os alle til at gøre “noget, der ikke er nødvendigt, noget, der ikke er behov for, noget unyttigt”. Jeg ved ikke, om kursisten genkalder sig episoden fra højskoleopholdet og ærgrer sig over, at hun ikke gav det ”formålsløse” en chance.
Dannelsens kunst
Hvad er så formålet med kunsten? Hvad er egentlig meningen med kunstnerisk udfoldelse og det at være et skabende menneske? Er det nytteløst tidsfordriv? Har vi kunsten for ikke at dø af sandheden, som filosoffen Friedrich Nietzsche formulerede det?
Hvilken plads har undervisningen i kunst, kreativitet, kunstforståelse og skabende processer i dag, hvor højskolernes keramikovne brænder døgnet rundt, og skulpturer bliver til i støvet fra gips og ler? Hvor blyanter spidses, til de er væk, pensler dyppes i litervis af maling, kvadratmeter efter kvadratmeter af linoleum sværtes til og grafikpressens hjul drejes.
Hvor gamle skjorter får nyt liv, og strikkepindene gløder og klæder højskoleelev efter højskoleelev i Lærke Bagger-inspirerede sweatre og formummer deres overtænkende hoveder i en balaclava af plantefarvet garn. Hvilke dannelsespotentialer gemmer sig der?
At tegne er at være, at tænke, at undersøge, at have sprog – godt nok uden ord, men med mindst lige så mange nuancer, udtryk og formuleringer. At frembringe et værk med sine hænder, hvad enten det er maleri, keramik, håndarbejde, skulptur eller en anden kunstnerisk form, er en livsbekræftende handling. Det er en ytring, hvad enten den bare er til for sin egen skyld, eller den reflekterer over verden og har samfundsmæssig relevans.
LÆS OGSÅ: Kunstig intelligens rykker ind på højskolerne
Jeg har altid tegnet. Der var altid adgang til blyanter, tuscher og papir i mit barndomshjem. Min mor malede porcelæn, hun syede kjoler, og hun havde under sin uddannelse som omsorgsassistent i slutningen af 1960’erne været på skole i København.
Den undervisning, hun var gladest for, var kunsttimerne med billedkunstner Niels Macholm, der var lidt af en ener i dansk kunst. Han malede hverdagslivet, enkelt, næsten naivt, og var mest optaget af at fortælle en historie, helst med humor og mest med kærlighed.
Min mors begejstring for ham og hendes egen lyst til kreativ udfoldelse var med til at åbne min verden til et sted, hvor jeg kunne være. At min far, der var landmand, så også kom fra en helt ualmindeligt kulturel husmandsfamilie, tilføjede kun positive ting til min kulturelle udvikling i et hjem, der hverken havde klaver, bogsamling eller andet, der signalerede klassisk dannelse.
Så hvad ved jeg egentlig om kunst? Selv efter mange år som højskolelærer, hvor jeg både har undervist i den praktiske side af sagen og formidlet kunstforståelse og -historie, kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt kunsten har sin berettigelse.
Hvorfor skal vi dyrke det skønne og det æstetiske? Hvorfor bruge tid på noget, der i bedste fald vil blive brugt som udsmykning af en væg, en slags dekoration? Hvad i himlens navn er formålet med dette?
At skabe mørket bort
Når vi overgiver os til det skabende, hver gang vi skaber levende form, så overvinder vi ”natsiden” i vores natur, som digteren Poul la Cour formulerede det.
”I Formglæde holder Mennesket ud som Menneske,” skriver han.
Det er måske derfor, at kunstfag ikke er til at drive ud af højskolen. Fordi det er fag, der glæder, løfter og beriger os, så vi kan holde os selv og hinanden ud. Nok kan man blive fortørnet over et billede, der ikke makker ret, arrig på en klump ler, der ikke vil centrere, og gips, der størkner for hurtigt.
Man kan forbande en vrangmaske i retstrikningen eller blive nedtrykt af en forkert tone. Det er alt sammen blot præstationsangst, forfængelighed eller misundelse. Glæde er, når eleven glædes over sit eget værk. Sand glæde er, når elever glædes over det, andre har skabt. Når vi mødes i det ordløse kunstneriske felt, kan vi se og være uden en egentlig forklaring.
En elev med brug for støtte er ved at drive sin lærer til vanvid i en uendelig strøm af ord:
”Jeg kan ikke male. Jeg ved ikke noget om billeder. Jeg ved ikke noget om farver. Jeg kan ikke. Jeg vil hellere skrive en sang. Jeg er bedre til ord, til musik. Jeg vil ikke male.”
Men pludselig får eleven en idé, hjulpet godt på vej af en oprivende oplevelse af påtvunget fællesskab. Eleven maler et ”afmagts-billede”, der på alle måder svinger.
"Kunstundervisning giver mening, fordi vi bliver bedre til at se, og vi bliver måske mere observante, mere nysgerrige, og fremfor alt så opøver vi vores forestillingskraft.”
- Anja Kjølby
Det bliver til i afmagt, men selve frustrationen over en bestemt hændelse forsvinder i processen, og eleven fordyber sig, udvider sin horisont, overgiver sig, beslutter sig for, hvor billedet skal hænge, og inviterer alle frustrerede til at komme forbi, når de har brug for det.
Her drives natsiden ud. Der er noget håbefuldt på færde, når eleverne opdager, at de finder glæde ved at skabe. Der er håb, når de tvivler på deres billeder i værkstedet, men tør at sige det højt. Der er håb, når jeg som underviser ikke formår at forklare eller vise den rigtige teknik, og eleven selv må finde en løsning.
Der er i den grad mening med kunstundervisning på højskolerne, når samtalen åbner sig, hvad enten den flyder, fordi vi sidder med hvert vores, eller den har udspring i de tanker og den verden, der findes i kunstværket.
Kunst giver retning i virkelighedens virvar
Håbet og drømmene får plads og retning, når vi i kunsten generobrer den fysiske verden, væk fra skærme, tastatur, væk fra kun at modtage og interagere skriftligt eller mundtligt, fordi vi føler os presset til at være på, være med, blive set, blive hørt. Når vi beskæftiger os med de udfordringer, vi har som mennesker, og som vi nok kan tænke over, men som vi indimellem overtænker.
Vi generobrer vores handlekraft. Vi finder formål i det formålsløse, når virkeligheden bliver for virkelig i en verden, der ofte lammer os. Når den kommer til os med klimakatastrofer, krig, nød, sult, død, andres pine og plage, omkranset af et bombardement af ligegyldigheder, som vi godt ved, at vi fodrer os selv med.
Vores tanker bliver anderledes med en blyant, en pensel, en modellerpind eller en nål i hånden. De bliver også anderledes, når vi har set på et hav af naturskildringer i kunstens store billedkatalog og derefter tager på en tur rundt i landskabet.
Når et foredrag åbner for, at kunsten ikke er forbeholdt de få, de indviede, de intellektuelle, de kulturelt oplyste, så betyder det, at der er noget vigtigt på færde. At kunstformidling ofte er præget af et vokabularium, der er svært tilgængeligt og gør, at nogen afskriver sig evnen til at se, nyde, opleve og lade sig berige – og provokere – er noget af det sørgeligste, jeg ved.
LÆS OGSÅ: ”Musik er ikke underholdning – musik er eksistentiel vejledning”
I dette efterår fik nogle af eleverne på Løgumkloster Højskole mulighed for at møde forfatter Søren Ulrik Thomsen. Vi læste digtsamlingen Hjemfalden og så Jørgen Leths sort-hvide portrætfilm Jeg er levende fra 1999, der skildrer en selvbevidst forfatter, som måske nok tager sig selv meget seriøst, men hvis smilerynker indikerer, at smilet, latteren og humoren er på hans side, og at den selvbevidste vinkel måske er Jørgen Leths idé.
I en kort sekvens i filmen lægger jeg mærke til to billeder på væggen i Søren Ulrik Thomsens arbejdsværelse. Et af den impressionistiske maler Claude Monet med stort skæg, kæmpe hat, knæbukser, løs skjorte og stok. Han står midt i sin vidunderlige have i Giverny.
Lige ved siden af hænger et ikonisk billede af psykoanalysens fader, Sigmund Freud, med trimmet skæg, vest, slips, hvid skjorte, jakkesæt, et ur i kæde og en cigar i hånden. Ved foredraget spørger jeg Søren Ulrik Thomsen om billederne: Hænger de der endnu? Og hvad betyder de?
Digteren svarer: ”Monet står i drømmen. Freud kigger ind i drømmen.”
Monet brugte sit liv på at skabe den drøm, han havde. Forestillingskraften gjorde haven og kunsten virkelig. Freud analyserede folks liv udefra. Han stod og kiggede på drømmene, han analyserede, formulerede og hævede sig over dem. Men forestillingskraften var nok også det, der drev ham. Det ene udelukker ikke det andet.
Kunstundervisning giver mening, fordi vi bliver bedre til at se, og vi bliver måske mere observante, mere nysgerrige, og fremfor alt så opøver vi vores forestillingskraft. Ikke for at opbygge illusioner, som vi kan leve i, fordi livet ikke er til at holde ud, som Nietzsche udlagde det.
Men uden forestillingskraft og fantasi kan vi heller ikke forestille os forandringer. Vi kan ikke se en bedre verden for os, vi kan ikke komme på idéer, der kan hjælpe os, og vi kan ikke realisere vores drømme.
Det logisk ulogiske
En af mine mange yndlingskunstnere er maleren Poul Anker Bech, der er kendt for sine værker, som bevæger sig mellem realisme og surrealisme. Han skildrer med sikker pensel sit barndoms land – Vendsyssel – og enhver, der er vokset op deroppe, genkender stederne, udsigterne og naturskildringerne i malerierne.
Jeg kan dufte foråret i Vendsyssel, en blanding af frisk brise fra Vesterhavet og så gylle. Jeg ved præcis, hvilken trøje jeg skal kaste over skulderen for at tilbringe en midsommeraften omkring et bål i selskab med en grønthøster, en trailer, en sort affaldssæk og en gammel vaskemaskine. En svag måne på himlen og dis, der stiger op fra eng og mose.
Og når en frustreret mandsperson trasker ud over en snedækket pløjemark med et jagtgevær over skulderen, slæbende på en plæneklipper, så ved jeg godt, hvad det handler om. Jeg kan bare ikke forklare det.
(Artiklen fortsætter under billedet)
(Maleri af Poul Anker Beck. Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix)
Billederne beskriver scenarier, der er logisk ulogiske. Poul Anker Bechs billeder går til kanten. Helt bogstaveligt ender mange scener med en afgrund. Himlen er dramatisk. Deroppe er der liv. Hernede er det mystisk. Og midt i kulisserne og sætstykkerne, livets teater, hvor objekter flytter rundt fra billede til billede, som om der var sparsomme midler til scenografi, så dukker der indimellem noget op på lærredet, som man skal anstrenge sig for at se, hvad forestiller.
Det er vilde penselstrøg, det er klatter, det er sløret og uskarpt. Det har form, men er formløst. Poul Anker Bech har navngivet dette fænomen. En “irritator”, kalder han det. Altså noget, der skal irritere os godt og grundigt. Det skal være forkert, malplaceret, umuligt at få hånd om og begribe.
"At frembringe et værk med sine hænder, hvad enten det er maleri, keramik, håndarbejde, skulptur eller en anden kunstnerisk form, er en livsbekræftende handling."
- Anja Kjølby
For når man irriteret er gået videre til næste værk, så spøger det, der ikke kunne forstås, stadig, og man vender tilbage, for det må da kunne lade sig gøre at se, at forstå og at finde både mening og forklaring.
Poul Anker Bech havde to agendaer i forhold til ”irritatorerne”. For det første at få beskueren til at blive så længe som muligt på en udstilling, hvilket er enhver kunstners ønske. For det andet – og måske den vigtigste grund – havde han en mission med sit værk:
Hvis vi blot ville tage erfaringen fra værket med ud i livet og have samme tilgang til alt derude, som kunne irritere os, forundre os, forvirre os, forurolige os og gøre os utrygge, så ville vi måske blive bedre til at se bag om tingene, blive nysgerrige og udvide vores horisont. Forestillingskraften udlevet.
Det kan også være, at Poul Anker Bech bare blev utrolig træt af at svare på spørgsmålet: Hvad er formålet med dette?