”Musik er ikke underholdning – musik er eksistentiel vejledning”

Af Thorbjørn Krogshede, komponist og lærer på Testrup Højskole

Jeg må indrømme, at jeg er i tvivl om det meste. På den måde taler jeg ikke fra noget særligt privilegeret sted. Min smag er stagneret. Mit indre jazzpoliti har sat mig i spjældet. Pludselig er det gået op for mig, at jeg indtil videre ikke har hørt musik, men kun teknisk kunnen og overfladen af en musikalsk drøm. 

Jeg har ledt overalt efter den gode smag, men den har svigtet mig. Jeg kan ikke længere på overbevisende måde sige, at jeg er til eksperimenterende indie. Min identitet er krakeleret. Mit selvreflekterende spejl er gået itu. Mit forsøg på at være lidt cool har fået verden til at lyde på en bestemt måde. Jeg har opbygget et filter, der farver verden, så den passer ind i historien om mig selv. Jeg har hørt mig selv i musikken. Ikke musikken i sig selv.

Den kommende tekst er et ydmygt forsøg på at skrive mig ud af fængslet og lytte til grundtonerne i mit kald som højskolelærer. Og for at foregribe tekstens hovedpointe: Der er eksistentielle muligheder i at løsne den subjektive sfære, åbne sig for noget objektivt. Lade større perspektiver gennemtrænge vores eksistens.

Vi identificerer os med en rolle, et job, en identitet, et syn på os selv. Alt hænger sammen, og med tiden opdager vi måske, at synet på os selv muligvis ikke er skabt af os selv. Den viden, vi identificerer os med, er nok slet ikke vores. Omgivelserne ikke bare spiller ind på, men er medskabere af eller simpelthen ophavsmænd til vores selvforståelse. 

Når vi arbejder med synet på os selv og andre, arbejder vi også med de blikke, der ligger indlejret i nære og fjerne omgivelser: familie, venner, samfund og tradition.

Snævre perspektiver

Højskolelærergerningen består i høj grad i at facilitere en bliknuancering. Det kan være et udfordrende arbejde, fordi de mest livsbefordrende blikke ikke nødvendigvis kommer fra os gamle vanemennesker, men fra eleverne. Det skal vi være åbne for. Alligevel er det os, der skal facilitere og kræve bliknuancering. Simpelthen fordi det er i nuanceringen og kategorinedbrydningen, at mennesker mødes og livet findes: Det, vi beskæftiger os med. 

Med andre ord har vi ikke som lærere et ophøjet blik, en bedre viden. Det kan godt være svært at vænne sig til den tanke, men det er det, den levende vekselvirkning består i. Dialogen skal pege begge veje for at blive til en samtalende livsopløftning. 

Blikket er så fortidsfarvet, at vores perspektiver (både lærere og elevers) altid er unødvendigt snævre. Det må være muligt at sprænge kategorierne og lade tiden vise, hvad der er holdbart i længden. Noget mere fundamentalt. En bevægelse væk fra begrebernes/tonernes overflade i retning af deres udspring.

LÆS OGSÅ Martin Brygmann: ”Man skal ikke jagte et hit – man skal bare skrive så god musik som muligt, og det har jeg gjort hele mit liv”

Kønsroller er ikke længere givet på forhånd. Herligt. Så kan vi beskæftige os med noget mere fundamentalt: et menneskes evne til at være sig selv og dette selvs evne til at elske.
Det er dog ikke sikkert, at opstillingen af nye sproglige/mentale 

kategorier endsige identiteter hjælper i den henseende. Der sker noget livgivende i nedbrydningen af gamle kategorier, ikke nødvendigvis i opbygningen af nye.

Kvinde og mand – dur og mol. Verden er større end det. Jeg synes, det er synd for kirketonearterne og mennesker, der kun kan elske stereotyper. Hvorfor kan vi kun forholde os til det, vi er vant til? Hvorfor udfordrer vi ikke os selv? Hvorfor findes P3? 

Den selvophævende grænse 

Jeg ynder at invitere mine elever ind i et rum fyldt med instrumenter og stemning. Jeg opfordrer til frihed fra genrer, frihed fra show off, frihed fra tonearter og taktarter. Frihed fra forestillingen om musik. Bare lav noget lyd (eller lad være).

Af en eller grund opstår der næsten altid elementer af magi. Nogle gange kan man blot mærke, at rummet er på grænsen til noget virkelig værdifuldt. Andre gange ophæver grænsen pludselig sig selv. Alt giver mening, og stemningen fortættes i en helt urealistisk himmelflugt. Man vader i værdi. To ekstremt afgørende elementer i grænsens ophævelse af sig selv er åbenhed og tid. 

Åbenheden skal man kæmpe for. Det er helt oplagt at hive ting op af egohatten, som man ved virker: en fed akkordprogression, det superlækre funkbeat. Men det er en misforståelse af situationen. Det har ikke noget med rummets nu at gøre. Det kan kortvarigt dæmpe angsten for at være til stede, men det slukker musikken. Åbenheden er det afgørende og den er svær at fastholde. 

Mit ønskescenarie er, når musikken udvikler sig som en tonal lavine. En force majeure, som tvinger musikerne til at handle spontant.

Thorbjørn Krogshede

Lyt til de andre. Giv plads. Lad være med at spille skuespil. Lad dig forvandle med de andre og vis dit sande ansigt. Spil stemningen i rummet. Overgiv dig til det, tidsrummet vil. Det kommer aldrig igen. Prøv at rette din tillid mod de andre. Der findes folk i rummet, som har brug for at blive hørt. De har måske en knude i fortiden, som skal løsnes, før troen på åbenheden kan indfinde sig. Eller nogen har måske bildt dem ind, at man kun har ret til at være her, hvis man er dygtig. Endnu en fordom. 

Der er altså hele tiden en bevidstløs selvtillidsmagtkamp i gang. Ret jeres tillid mod hinandens selv. Løsn de andres knuder. Slip egne illusioner. Grænsen, hvis selvophævelse vi håber på, er lavet af selvindbildning og frygt. Lyt udad. Lad “jeg” og “du” blive til “vi”. Lad musikken være det væsentlige. 

Mit ønskescenarie er, når musikken udvikler sig som en tonal lavine. En force majeure, som tvinger musikerne til at handle spontant. Nogle griber deres mobiltelefon og løber skræmte væk. Andre bliver og opdager toner, de aldrig havde hørt komme. Pointen er, at man ikke kan vide, hvad der kommer ud på den anden side af kontrollen. Du ved ikke, hvad du selv indeholder. 

Fare for gentagelsens indtørring 

Det er til dels rigtigt, at man har brug for en form for viden for at kunne skabe musik. Problemet er, at skellet mellem viden og kunnen opstår med det samme. Viden er intet andet end kunnens hjælper, og den overfladiske viden kan være lige så blokerende som hjælpende. Derfor gælder det om at bevæge sig fra overfladeviden til en dybere enklere viden. Den kommer ud af et dialektisk udviklingsforhold mellem viden og kunnen over tid. 

Den dybeste viden kan du ikke overtage fra andre. Den må du lade komme til dig på andre måder. Det hjælper ikke ”at papegøje” det, de andre siger. Tænkning er kunnen – på samme måde som frembringelse af kunst er kunnen. Det hjælper ikke at vide meget, hvis ikke din tænkning er levende. Tværtimod blokerer det. Vores vigtigste job med højskolen er at få eleverne til at tænke selv. Gøre ordene levende. Derfor er det ikke lige meget, hvordan man underviser i fx sangskrivning. 

LÆS OGSÅ: Ind i musikken

Kunsten er at starte så åbent som muligt, når man gerne vil lade en levende form opstå: en sætning eller en melodi. Allerede anden gang man forsøger, er der en overlagt fare for gentagelsens indtørring. Fortidens indskrænkende forventning af det mulige. 

Gentagelsen kan kun lade sig gøre ved en kompromisløs insisteren på fremtidens fundamentale nyhed. En ny sang opstår i det åbne, mens den/man opfinder en ny grammatik (teori), der egentlig allerede er forældet, efter at sangen er slut.

Brugbar viden er noget, der opstår i et forsøg på at holde den kreative kildes udspring åbent. Vi har brug for noget til at fastholde åbenheden.

Tillidens kraft

En metode er improvisationen: Det er muligt at overlade alt ansvar til kroppen. Lade fingre, stemme og stemning overtage magten, mens hovedet reduceres til tomhed. Det er ubegribeligt, hvor den kropsgenererede musik/tanke kommer fra. Man må blot konstatere, at en krop, der er sat fri, kan meget mere, end man forestiller sig. 

Jo mere tillid man har til kroppen, jo mere præsterer den. Det er ikke bare ord. Tillid er en muskel, der skal trænes, og som potentielt kan forvandle hele bevægeapparatet til en magimaskine. Tilliden sætter fri, og vi stoler på, at musikken opstår af sig selv. Og det gør den.

Ingen ved hvorfor, men en mulig teori er, at den frie krop udfolder sin eksistens et halvt sekund før bevidstheden (hvilket er videnskabeligt bevist af den amerikanske hjerneforsker Benjamin Libet). Bevidstheden er en langsom instans, som kan virke kreativt hæmmende.

Jo mere tillid man har til kroppen, jo mere præsterer den. Det er ikke bare ord. Tillid er en muskel, der skal trænes

Thorbjørn Krogshede

Hvis du arbejder med en sang, er det sundt at give op: Gå en tur og lyt indad. Det er dybt fascinerende at mærke, hvordan sangen arbejder videre et eller andet sted. Du kan lade bevidstheden ligge på lur, men lad den for alt i verden ikke blande sig. Sangen undfanger sig selv i en eller anden drømmetilstand, som forsvinder, hvis bevidstheden rører på sig. 

Kunsten er at balancere på kanten af drømmetilstanden. Den lille bitte tidsforskel mellem kropslig/drømmeagtig intelligens og bevidsthed er improvisationens og nyhedens mulighed. Du skal komme bag på dig selv. 

Det betyder ikke, at meningsfulde sætninger ikke kan skrives ned, eller at melodier ikke kan blive til nedskrevne sange. De skal bare undfanges af den himmelflugt, som åbnes i spontanitetens lys. Spontanitet er naturligvis ikke automatisk meningsfuld. Men når meningsfylden banker på, er døren, der går op, lavet af spontanitet. Lyset, der strømmer ind, er fortættede tidskvanter med hver deres lille pakke inspiration. Den er et tilstedevær i én bevægelse uden bagtanker.

Med andre ord kan levende ord og melodier ikke regnes ud. Kalkule og spontanitet udelukker hinanden. Her har vi en form for brugbar viden: Levende melodier og ord opstår af den tid, der bliver sat fri i tillid. 

Matematikken og musikken 

Matematik er ikke følelseskold kalkule. Tallene rummer forskellige kvaliteter. De vil forskellige ting med vores kroppe (hjernen inkluderet). Du tror, at du er grundlæggende fri, men du har en spændetrøje på, som er hårdt hæklet af historien. 

For eksempel kan du forsøgsvist kaste dig over tallet 5. Det tager tid at få kroppen til at fatte 5, fordi vi ingen tradition har for 5. Så må vi låne fra inderne: ”Ta din gi nah tom”. 1, 2, 3, 4, 5. 

Eller vi kan kaste os over polyrytmen 6 mod 4. Straks er vi hensat til et sted i Sahara. Vi begynder at danse vildt til uvisheden mellem 6 og 4. Det er sært for en gumpe-
tung dansker. Men tallenes kvaliteter bliver meget konkrete gennem disse kropslige forøvelser. 

Jeg ser dem dog ikke som andet end forøvelser. Inderne har ikke patent på 5, og afrikanerne har ikke patent på 6 mod 4. Tallene tilhører først og fremmest musikken, og musikken skal optimalt set komponeres fremadskuende, ikke bagudskuende. Derfor gælder det om at løsne den historiske spændetrøje og begynde at lege med tallenes kvaliteter på en ny måde. 

LÆS OGSÅ: "Musik er et godt afbræk i en fysisk krævende hverdag"

Nu har vi en anden form for viden: Tallenes kvaliteter har et potentiale, som gennem dyb kropslig tilegnelse og historisk frisættelse kan åbne for en kreativ kraft i sangskrivningen.
Ord har godt af den samme behandling: De levende ord undfanges først, når begreberne skal krakelere. Når vi ikke længere kun hører os selv i ordene, men det, der bliver sagt. Når samtalen løfter de samtalende ud af fastgroede perspektiver og over i et levende perspektiv, der har suget læring af samtalen. 

Vores tankevirksomhed er som udgangspunkt lavet af et fast blik på virkeligheden – en inkarneret forventning, vi kan 

klynge os til. Når vi løsner den, slipper vi i samme bevægelse det, vi identificerer os overfladisk med. Ordene sprækker. Betydningen nuanceres. Dybden kalder. Hverken tal eller ord trives i spændetrøjer. Tværtimod skal vi vikle dem op og inderliggøre deres kvaliteter. Få øje på den levende vekselvirkning mellem logik og poesi. Mellem algebra og musik. 

Tilegnelse af verdens strukturer 

Alt kan vendes og drejes. Ord, sætninger og tonale mønstre. Forfra, bagfra, på hovedet, spejlvendes. Forkortes, forlænges. Strukturer klippes i stykker og sættes sammen på ny. Det er en måde at udvikle uendeligt materiale fra det samme grundstof. En måde at forbigå forudsigeligheden. En måde at trænge ind i det kvantitative og suge kvaliteter ud. Et genfortryllelsesstøv, man kan drysse ud over ukrakelérbare overflader. En galskabspose, man kan ryste. En sjov leg, så længe det ikke ender i akademisk analysehalløj. 

Hvis vi er heldige, udvikler det en følsomhed i forståelsen af strukturer, lyd og betydning. Ud af følsomheden vokser forhåbentlig prægnante idéer, som via deres inspirationsmagnetisme kan trække værker ud af intetheden.

Princippet er enkelt: Der findes noget frigivende i disciplin. Der findes noget frigivende i at tilsidesætte ens umiddelbare subjektive tilbøjeligheder. 

Et eksempel: Man finder på en dejlig melodi, som virkelig er smækfyldt med ens personlige følelser. Prøv da at spille den baglæns eller spejlvendt. Det er hårdt kropsligt og mentalt arbejde, og der foregår et eller andet fald i melodiens meningsindhold. Men det forunderlige er, at der er en sammenhæng med udgangspunktet. Den samme verden er blevet større. 

Man må gerne kæmpe lidt for det. Man må gerne udfordre det umiddelbart givne. Det tager også livet af den indre smagsdommer

Thorbjørn Krogshede

Man bevæger sig stille og roligt over i musikkens egne strukturer: noget mere objektivt. Man kan også halvere melodiens tempo eller lignende. Kroppen bliver nødt til at bevæge sig på en anden måde. Det piller ved automatikken. Gør hele skabelsesapparatet mere bevægeligt på lang sigt. At træne tilsidesættelsen af det subjektive til fordel for noget andet er sundt, simpelthen. 

Man må gerne kæmpe lidt for det. Man må gerne udfordre det umiddelbart givne. Det tager også livet af den indre smagsdommer, som for alt i verden ikke må være til stede i undfangelsen af noget kreativt. Dommeren kan komme på banen langt senere i processen.

Tag dig sammen

Dannelse handler om fremelskelse af forskellige egenskaber i karakteren. Tålmodighed og viljen til fastholdelse ud over det umiddelbart givne: Viljen til at se igennem overfladens quickfix er dyder, som er ved at blive glemt. At lege med det objektive kan give os dem tilbage. Man skal nok ikke forvente, at der pludselig opstår en hitsang i spejlvendingen af en melodi. 

Til gengæld kan der opstå muligheder for at trænge ind i nogle mere ukendte musikalske verdener. Verden trænger til undergravelse af skabeloner og forudsigelighed. 

Vi trænger til længere musikalske forløb med mere alsidigt meningsindhold. Vi har brug for en vilje, der kan fastholde os i legen med musikkens grundstrukturer i længere tid. At trænge ned under overfladen tager tid. Måske vi bliver ramt af epifanien: Musik er ikke underholdning. Musik er eksistentiel vejledning. 

LÆS OGSÅ Marianne Søgaard: "Det er en livsdrøm, der er gået i opfyldelse"

I den disciplinerede leg har vi mulighed for at lære os selv og eleverne princippet i “at tage sig sammen”. Det er ligegyldigt, hvordan du har det. Nu skal du bare spejlvende den melodi. Hold fast i din idé og arbejd den igennem.

Det er også ligegyldigt, hvad du føler, hvis du ikke kan placere dig naturligt i forhold til en grundpuls. Det kan være en skoles grundpuls eller en sangs grundpuls. Tag dig sammen.

Du bliver nødt til at slippe dig selv løs i den overordnede puls – ellers svinger det ikke. Meningen udebliver. Til gengæld opstår der en mening, som er større end dig selv, når det svinger. 

Spontaniteten har med andre ord brug for noget, den kan udfolde sig indenfor og i forhold til. Der findes meget konkrete eksistentielle erkendelser i at finde friheden i sammenspillet mellem din egen puls og en større puls.

Her har vi også en slags viden: Dannelse er egenskaber i karakteren, evner til at gøre noget og reagere på en god måde. Fænomener som vilje/disciplin og tillid/åbenhed skal trænes. Dannelse er ikke øregangsviden, men gå-op-ad-hinanden-forvandlings-viden formidlet gennem kroppe og levende ord i vekselvirkning. 

Sangskrivning og eksistens 

Musikken er et spejl, du kan kaste din tilværelse ind i og høre råt for usødet. Spejlet er en erkendelsesgenerator, der på magisk vis går på tværs af universets indre og ydre. Gennemsigtig og reflekterende på samme tid. Skriget og tallene. Lyden og strukturen. Dyret og guden. Hvem ved, hvor erkendelsen findes? Er det i afstanden? Er det i samhørigheden?

Vi stiller spørgsmålene, og musikken sætter et svar i svingninger et eller andet ubegribeligt sted. I musikken er der ikke noget udelukkende tredje. Ingen logik. Der er bare vores menneskelige eksistens. 

Menneske først og kristen så. Logisk i et historisk perspektiv. Eksistentielt er det mere kompliceret. 

Vi skal ikke være elevernes rollemodeller, men deres rolleundergravere. Vi skal sparke dem hårdt over skinnebenet, hver gang de begynder at kigge sig selv dybt i navlen eller begynder at fedte for opmærksomheden.

Thorbjørn Krogshede

Det er ikke et selvrealiseringsprojekt, der går gennem navlen. Tværtimod gælder det om at vende blikket derhen, hvor livet udfolder sig. I dette tilfælde musikken. Bevægelsen går fra en identifikation med musikerrollen i sig selv mod et blik for musikken som et livsåbnende fænomen. Dobbeltbevægelsen består i, at rollen i ens egen afvikling får et indhold.

Med fare for at blive brændt på bålet vil jeg gerne henlede opmærksomheden på den tyske teolog og mystiker Meister Eckeharts gelassenheitsbegreb: Tilegnelse gennem frisættelse.

I stedet for at øse mere bred almen viden ind i de stakkels elevers ører bør vi frisætte dem til deres egen skabertrang og erkendelsesevner. De spirer i tillid og god tid. Eleverne kan gennem tilliden opdage sig selv som mennesker og i den bevægelse: musikken.

Vi skal ikke være elevernes rollemodeller, men deres rolleundergravere. Vi skal sparke dem hårdt over skinnebenet, hver gang de begynder at kigge sig selv dybt i navlen eller begynder at fedte for opmærksomheden. Peg på musikken og fællesskabet og sig: vis dit sande ansigt. At stryge eleverne med hårene for ikke at spolere højskolehyggen er bjørnetjenestetillid.

Højskolen som guldtårefabrik

Mangen en sangskriver har stolet blindt på det personlige følelsesregister i en formodning om, at det er det unikke indre, der kommer ud. Det viser sig imidlertid, at vi er hårdt bundet af tid og sted, historie og tradition. Dit indre er slet ikke indre og slet ikke dit. Det er inkarneret fortid. Drømmen om fornyelse bygger på noget gammelt, som skal gøres levende: ”thi fornyes kan som flyes kun, hvad gammelt end er til” (HS nr. 85).

Historien er ikke bare tid, der er gået. Den er på spil i alt, hvad vi gør, som det, vi er lavet af. Ikke som noget vi nødvendigvis behøver læse om i tykke bøger for at forstå, men som noget, vi husker på en helt anden måde. En dyb fornemmelse af og længsel efter noget, der går ud over os selv: ”Ingen har guldtårer fældet, som ej glimt af guldet så.”

LÆS OGSÅ: Anne Linnet har fået fire sange med i Højskolesangbogen: “Hvad med ‘Tusind stykker’ – den er der ikke?”

Vi lader altså ikke eleverne i stikken, når vi beder dem om at finde svaret selv. Højskolen er ikke en bred almen vidensfabrik. Snarere er vi en guldtårefabrik, der beder eleverne om at komme guldet i hu. Vi vil gerne græde sammen med dem.

Hvis tårerne skal blive til guld, må man overgive sig til levendegørelsen af noget, der rækker ud over en selv. Noget ældgammelt strømmende ud af mulighedernes rige. Forståelsen af det er allerede frigivende i sig selv. Erkendelsen af egen middelmådighed er frigivende. Fornemmelsen af den store sammenhæng og tidens endelighed er frigivende. At indse, at man er mere end det billede, man eller andre har af en selv, er frigivende. 

Det er erkendelser, der opstår, ikke fordi man får dem at vide, læser om dem eller fordi en lærer siger det. Det er erkendelser, der opstår i de til tider smertefulde frigørelsesprocesser. Det er erkendelser, der opstår i det åbnende møde med fællesskabet og musikken.