Martin Brygmann: ”Man skal ikke jagte et hit – man skal bare skrive så god musik som muligt, og det har jeg gjort hele mit liv”

Af Sofie Buch Hoyer og Kasper Palsnov (foto)

INTRO:

Jagten på det gode hit

”Du-du-du du-du duuu,” nynner Martin Brygmann, mens han skæver over sine to stykker smørrebrød på frokostrestauranten Aamanns i Carlsberg Byen i København.

Anslaget til nummeret En kort en lang, som var at finde i den 18. udgave af Højskolesangbogen, er et varsel om et velklingende omkvæd, der kommer senere.

”Det er helt afgørende at lave en god start på en sang. Man tirrer lige folk – bare rolig, der kommer et godt omkvæd lige om lidt – men vi tager lige et vers først,” fortæller Martin Brygmann, der fylder 60 år til januar, og som gennem sit voksne liv har leveret en lang række ”nynbare” sange på både dansk og engelsk. 

Blandt andet komponerede han popmusik til Lex & Klatten og Det Brune Punktums satireunivers i 1990’erne og 00’erne – to grupper, han selv var en del af. Han har også skrevet soundtracks til TV2-julekalenderne Jesus & Josefine og Jul i Valhal, hvor han spillede henholdsvis Jesus’ papfar Josef og superskurken Loke. Og så leverede han sange til Hella Joofs debutfilm En kort en lang, herunder titelmelodien, som Martin Brygmann anser for at være det bedste nummer, han nogensinde har skrevet.

”Rent musikalsk er det en meget hel sang. Vers, bro og omkvæd passer sindssygt godt sammen. Det var en meget heldig dag, da jeg skrev den. Stjernerne stod godt på himlen,” siger Martin Brygmann.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet har fået fire sange med i Højskolesangbogen: “Hvad med ‘Tusind stykker’ – den er der ikke?”

I anledning af sin runde fødselsdag er han over for Højskolebladet gået med til at løfte sløret for nogle af de tricks og overvejelser, han gør sig, når han snedkererer pophits. Med andre ord: Nu skal der nørdes musik!

Men som Brygmann siger, da vi går ombord i smørrebrødet:

”Opskriften på et hit er ikke at skrive et hit. Man skal ikke jagte et hit. Det kommer af sig selv, hvis det altså kommer. Man skal bare skrive så god musik som muligt, og det har jeg gjort hele mit liv.”

VERS 1:

Den autodidakte regelbryder

Da Martin Brygmann var ni år gammel, besluttede han sig for at blive trommeslager. Han gik i 3. klasse på Bernadotteskolen i Hellerup og dannede sammen med tre klassekammerater et lille orkester, hvis repertoire bestod af rock’n roll-klassikere. I de større klasser blev det til moderne jazz og fusionsmusik. 

Efter at have færdiggjort folkeskolen tog Martin Brygmann på Det Frie Gymnasium, men han droppede ud og begyndte i stedet på en erhvervsskole for at uddanne sig til VVS-installatør. Det gik dog heller ikke, og inden han fik set sig om, spillede han trommer for det britpop-inspirerede band Naïve samt Love Shop og Lars H.U.G.

(Interviewet fortsætter under billedet)

Baggrunden som trommeslager betyder, at Martin Brygmann først og fremmest fornemmer, hvilken feeling et nummer skal have, når han kaster sig over en ny sang. 

”Hvis jeg komponerer et helt album, er jeg meget bevidst om, at ikke alt for mange af sangene går i det samme tempo eller har den samme taktart. Så snart jeg har bestemt mig for feelingen i et nummer, går jeg i gang med det spændende arbejde med harmonierne og akkorderne, og til sidst skriver jeg melodien,” forklarer han.

Opskriften på et hit er ikke at skrive et hit. Man skal ikke jagte et hit. Det kommer af sig selv, hvis det altså kommer

Martin Brygmann

Martin Brygmann var i 20’erne, da han første gang skrev et nummer til Søs Fengers album ”Et kys herfra” – og omkring de 30, da han komponerede Lex & Klattens kæmpehit ”For kendt”, der på finurlig vis skifter toneart i hvert vers. Men fordi Martin Brygmann efter eget udsagn er noget af det mindst uddannede, man kan være, er det nemt at bryde alle de regler, han ikke kender til.

”Jeg kan ingenting musikteoretisk – jeg synes bare, det skal lyde godt. Derfor er jeg heller ikke klar over, når jeg transponerer (flytter en melodi til en anden toneart end den oprindelige, red.). Jeg har en god ven, der er ekstremt dygtig teoretisk, og som nogle gange spørger mig: ’Var det lige en transponering, du lavede midt i et vers? Det må man altså ikke!’ Så siger jeg: Jamen, det lyder godt, ikke? ’Jo, det gør det!’ siger han. Så må man også godt,” siger Martin Brygmann med et lumsk smil.

Når han sidder med en guitar eller ved sit klaver, som han aldrig rigtig har lært at spille på, bevæger han sig ofte steder hen, hvor det er ”en lille smule blåt”.

”Jeg kan godt lide, at musikken er lidt sørgelig, og at der så er en glad tekst, så man får nogle spænd og modsætninger. Det er det, Paul McCartney er verdensmester i: At synge noget, som umiddelbart lyder som en glad popsang, men som man alligevel bliver trist af indvendig. Den stemning har jeg altid været enormt inspireret af og forsøgt at spejle i mine egne sange,” siger han. 

OMKVÆD:

Den musikalske klippekant 

Bedst som vi tror, vi har fået greb om Martin Brygmanns måde at balancere den glade tekst og den blå melodi på, bliver vi overrasket i omkvædet. Med ét rykker sangen et nyt sted hen, fordi Brygmann endnu en gang skifter toneart. 

Nogle gange går hans sange en halv tone ned i omkvædet – et trick, han har lært af kollegaen Stig Kreutzfeldt, og som blandt andet kan høres i omkvædet til En kort en lang.

”Det er en sjov effekt, fordi det virker, som om man får et lille skub. Ligesom hvis man kører i tog – BANG – og pludselig får et ryk til siden, som hvis toget skifter spor,” siger Martin Brygmann.

Ifølge Brygmann skal omkvædet føles som at springe ud fra en klippekant.

”Turen derhen må gerne være bøvlet og snørklet, men lige så snart du rammer omkvædet, må du aldrig været i tvivl om, at det er et omkvæd. Det gør jeg faktisk ikke for at jagte hittet, men jeg bliver så trist, når jeg ikke kan høre, hvor omkvædet er i en sang,” siger han.

LÆS OGSÅ: Tag med Margrethe Vestager til eksamen i hendes egen nye højskolesang

Martin Brygmann indrømmer, at hans musik ikke egner sig specielt godt til fællessang. I 2006 fik han tre melodier optaget i Højskolesangbogen: En kort en lang, en musikalsk fortolkning af Tove Ditlevsen-digtet Forårsnat og en udgave af Grundtvigs klassiker Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Kun den sidste melodi er at finde i den nyeste udgave af Højskolesangbogen. 

(Interviewet fortsætter under billedet)

”Skidt med det,” bemærker Brygmann, da han tager en bid af sin lune leverpostejmad.

”Som jeg også sagde dengang: Det er ingen kunst at komme i Højskolesangbogen – det er en kunst at blive der! Jeg har tidligere prøvet at skrive fællessange, men jeg er ikke særlig god til det. Jeg er ikke Kim Larsen, og jeg kommer til at kede mig, hvis musikken bliver for enkel og holder den samme toneart. Forårsnat var jo sindssygt mærkeligt skrevet og helt umulig at synge. Jeg kan godt forstå, den røg ud,” griner han. 

Martin Brygmann understreger, at han var glad for at blive optaget i Højskolesangbogen, mens begge hans forældre stadig levede.

Jeg har en god ven, der er ekstremt dygtig teoretisk, og som nogle gange spørger mig: ’Var det lige en transponering, du lavede midt i et vers? Det må man altså ikke!’

Martin Brygmann

”Mine forældre er højskolemennesker. De er uddannede fritidspædagoger, og min mor kom fra en lærerfamilie, som synger rigtig meget fra Højskolesangbogen. Så det gav point i Jylland, at jeg fik tre sange med dengang. Derfor syntes jeg også, det var blæret at komme med, fordi det vist betød noget for dem,” fortæller Martin Brygmann.

Han ærgrer sig gul og grøn over aldrig selv at have gået på højskole.

”Det ville have været så fedt at være sammen med en masse mennesker over en længere periode. Jeg elsker at lave film, og det er lidt det samme: Man er med i en familie i et stykke tid. Eller i en musical, hvis man tager på turné. Det er noget af det bedste, jeg ved. Jeg kan heldigvis stadig nå at tage på seniorhøjskole,” siger han.

VERS 2:

Sange om angst og aldring

I løbet af sin karriere har Martin Brygmann vekslet mellem at være komponist, sanger, skuespiller, entertainer, konferencier – og meget andet. Det er en ekstremt privilegeret tilværelse at have som multitalent, medgiver Brygmann. 

Det betyder også, at dét at komponere musik kommer og går. Det sker udelukkende, når han får en musikalsk bestillingsopgave – eller beslutter sig for at skrive et soloalbum på engelsk, som det var tilfældet med Bates Delight fra 2017.

”Jeg skriver kun sange, når jeg får at vide, jeg skal. Af andre eller mig selv. Fordi jeg elsker at lave andre ting også. Det er vigtigt for mig at leve livet, så jeg ikke sidder og laver musik hele tiden,” siger han.

LÆS OGSÅ: Marianne Søgaard: "Det er en livsdrøm, der er gået i opfyldelse"

På den føromtalte soloplade skrev han blandt andet nummeret Falling, der handler om den panikangst, han mærkede op til premieren på sit onemanshow De fleste ulykker sker med lemmet på Bellevue Teatret i 2011. 

”Jeg bliver klogere, jo ældre jeg bliver. Når jeg hører unges musik, har de ikke så forfærdelig meget at skrive om, og det tror da fa’en – de har jo ikke levet særlig længe. Men jeg fylder 60 til januar og har helt naturligt været igennem nogle rutsjeture, som giver mig en større pose at dykke ned i rent sprogligt,” siger Martin Brygmann. 

En anden fordel ved at komponere musik i perioder er, at Martin Brygmann ofte har glemt, hvad han gjorde, sidst han satte sig til klaveret eller greb ud efter en guitar. Hvis han laver for mange sange i streg, dræner det hans kreativitet.

”Når jeg skriver musik, skal det gerne være som et blankt stykke A4-papir. Jeg starter ofte forfra, og på den måde mindsker jeg risikoen for at gentage mig selv.” 

OMKVÆD:

Tilbage til soul- og funkmusikken

Når nu Martin Brygmann er kendt for at gå en halv tone ned i omkvædet, er han med årene blevet mere varsom med at gøre det. 

”Det med omkvædet er blevet en signatur for mig. Så nu vil jeg overraske folk ved ikke at modulere ned. Wuhu, vi bliver i tonearten! Nu tænker jeg nogle gange: Hvad med at gå en halv tone op? Eller en hel tone op? Det bliver selvfølgelig lidt grand prix-agtigt, men det kan også noget,” forklarer han.

På Bates Delight-albummet gav han ligefrem sig selv ”omkvædsforbud” for at udfordre den gængse hitskabelon. En inspiration, han har fået fra Beatles’ sangunivers, hvor et nummer som Yesterday for eksempel ikke rummer noget egentligt omkvæd.

(Interviewet fortsætter under billedet)

”På mit soloalbum kom der alligevel nogle omkvæd en gang imellem og tiggede og bad om at komme med. Det gav jeg så de bedste af dem lov til,” fortæller Martin Brygmann.

Efter i lang tid at have søgt den perfekte popsang med afsæt i Paul McCartneys singersongwriter-tradition, er Martin Brygmann for nylig vendt tilbage til den afroamerikanske funk- og soulmusik fra slut-80’erne og start-90’erne. 

Som barn lyttede han tit til Earth, Wind & Fire, Michael Jackson og Stevie Wonder, og i bandet Martin, Poul & Peter er han sammen med keyboardspilleren Poul Reimann og reklamemand og percussionist Peter Stenbæk begyndt at skrive groovy musik til ”dem, der vil smile og danse”. 

De to singler Jeg kan sagtens tage det og Julen er er allerede ude, og til næste år udkommer trioens første album Kystbanefunk.

Jeg har tidligere prøvet at skrive fællessange, men jeg er ikke særlig god til det. Jeg er ikke Kim Larsen

Martin Brygmann

”Det er fantastisk at vende hjem til min ungdoms musik og være tilbage i et band efter så mange år som solist. Poul og Peter sidder bare og fodrer mig med tracks, som lyder røvgodt, og som jeg skriver melodier og danske tekster til. Det er en musikalsk legeplads, jeg længe har drømt om,” siger Martin Brygmann og indrømmer, at han godt kan være besværlig at arbejde sammen med nogle gange. Fordi han elsker djævlen i detaljen. 

Han tøver ikke med at kalde sig superperfektionist, og nogle gange kan den musik, han laver, måske lyde poleret og overproduceret.

”Men jeg vil hellere have, at min musik er overproduceret, så den lyder perfekt! Jeg er ikke så meget til den skramlede, jamede lyd – dér, hvor tingene ligger og sejler lidt. Så hellere et lidt mere sterilt udtryk,” lyder det fra Martin Brygmann.

C-STYKKE:

Overraskelserne ligger på lur

Smørrebrødskrummerne er ved at være slikket af tallerkenerne, og det brusende vand drukket op. Interviewet med Martin Brygmann nærmer sig sin afslutning. Musikalsk mangler vi dog et lille sidespring: C-stykket. Eller som Brygmann formulerer det: ”Skylleskålen, hvor vi holder en pause, så vi er klar til de sidste omkvæd og outro’en i en sang.”

Også her gør Martin Brygmann sig umage for at overraske folks ører.

”Jeg plejer at joke med, at jeg er formand for C-stykkernes Befrielsesfront. Fordi jeg hader, når folk laver et breakdown og bare tager omkvædet en sidste gang. Der er en grund til, at c-stykket er der, og jeg har altid syntes, at man skal kunne tage et c-stykke ud fra et nummer og så lave et helt nyt nummer ud af det. Det skal have en kæmpestor kvalitet, for det er ligesom et lille land i landet. Jo mere man kan lokke folk væk fra nummerets kerne med et c-stykke, jo sjovere er det at komme tilbage i sangen,” forklarer han.

LÆS OGSÅ: Den største blåstempling

Og så elsker han at give de musikere, der spiller hans numre, en solo i ny og næ. 

”Der var soli i al den musik, jeg hørte som barn. Det er det lækreste sted! Vi skal kunne høre, hvor dygtige musikerne er. De skal ikke bare sidde og være slaver og spille de akkorder, jeg bestiller hos dem. Og normalt tænker man måske, at hér skal være en guitarsolo. Men jeg kan godt lide at overveje: Hvad nu hvis det var en trækbasun eller en kontrabas eller en mundharmonika? Jeg lægger helt bevidst nogle overraskelser ind i mine sange, som folks ører skal vænne sig til. Overraskelserne kommer, når man mindst venter dem,” siger Martin Brygmann. 

OMKVÆD / OUTRO:

Musik som eftermæle

Martin Brygmann har sjældent en fornemmelse af, om et nummer bliver til et hit i radioen, når det er færdigskrevet og produceret. Og han er ligeglad med, om hans musik rent faktisk sælger.

”Det er ikke engang noget, jeg siger for sjov. Musik er primært noget, jeg laver for min egen skyld. Det kaster ikke særlig mange penge af sig længere at være komponist. Men jeg skal sådan gøre det, for jeg bliver et gladere menneske af det. Desuden er musik mit eftermæle: Modsat film, tv og komik kan sangene blive ved med at stå i alle mulige udgaver,” siger han.

I øvrigt leverer Martin Brygmann som regel en gennemtænkt afslutning på sine sange. Alt andet er sløset. Og hvis en sang fader, skal det være et bevidst valg, at den gør det.

”Mange numre slutter lige inden et-slaget. Men det er ren dovenskab. Tag jer sammen! Hvor fedt er det for eksempel lige, at Vent på mig slutter med blæserne, der siger ’dap, dap, ba-dap’?!” lyder det fra Brygmann.

Det var i øvrigt en slutning, sangens producer Nikolaj Steen fandt på.

”Se, dét er en rigtig outro med et break. Det betyder også, at radiostationerne som regel spiller sangen til ende. Fordi de ved, at der kommer en slutning.” d

Tak til Pianoteket i BORG Sound København for at have lagt lokaler til fotograferingen af Martin Brygmann.