Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Tårerne sad i øjenkrogen hos de fleste i årsmødesalen i Ollerup forleden fredag. På mine kinder trillede de med en hastighed, der gjorde det ganske umuligt at skjule. Heldigvis snøftede den, der sad ved siden af mig, så blottelsen var til at bære.
Søren Huss kaldte et tab frem, som mange kender, men få taler om. På den indre nethinde manifesterede han med sin sang det uigenkaldelige tab af ens egne ungers barndom. At tiden, hvor de var små, næsten umærkeligt fløj afsted, imens vi med John Lennons udødelige ord ”were busy making other plans”.
Ydmyg, varm, rørt og beæret var modtageren af Den folkelige sangs pris, som kvitterede med intensitet, skrøbelighed og autenticitet. Med en enkelt sang åbnede han for broen til den dybeste kærlighed, men også til tabet, håbet, sorgen og påmindelsen om at tage stilling til, hvad livets formål er.
På alle landets højskoler fylder musikken, håndværket, maleriet, formgivning, sangskrivning og alle de discipliner, mennesket kan udtrykke sig i. Ikke fordi det nødvendigvis skal blive levevejen for de fleste, men fordi kunsten og kulturen er betydningsfuld for alle os, der modtager og bruger den.
- Lisbeth Trinskjær
Søren Huss’ indtil videre eneste sang i Højskolesangbogen, Undertiden, kalder vi frem som afsæt for, at han så rigeligt fortjener Højskolernes pris. Undertiden er en konkret levet eksemplificering af Løgstrups etiske fordring.
Den minder os om, hvor dybe aftryk vi uforvarende eller på grund af egen utilstrækkelighed kan sætte i hinandens liv. Og hvor lidt vi slår til i vores ønske om at gøre det om.
”Hvis mine ord har bundet dine tanker. Mine tanker formørket din dag. Hvis mine tårer har stækket din begejstring, ta’r jeg dem tilbage.”
Ordene beder om præcis det, vi ikke kan: tage tårerne tilbage. Den enkelte har i sandhed aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Vi ser det hver dag på landets højskoler. De aftryk, vi selv sætter. De aftryk, andre har sat i os. Dem, vi kan bruge resten af livet på at balancere ud.
Og dem, vi lever på.
LÆS OGSÅ: Steffen Brandt hædret med Den Folkelige Sangs Pris
På alle landets højskoler fylder musikken, håndværket, maleriet, formgivning, sangskrivning og alle de discipliner, mennesket kan udtrykke sig i. Ikke fordi det nødvendigvis skal blive levevejen for de fleste, men fordi kunsten og kulturen er betydningsfuld for alle os, der modtager og bruger den.
Søren Huss mindede os forleden om det tab, vi mennesker står alene med. Eller kun kan dele med vores børns anden forælder. Men i salen på årsmødet i Ollerup blev erkendelsen på forunderlig vis til et slags fælles minde, om menneskelivets præmis.
Om at tilværelsens forunderlighed er noget af det mest grundlæggende, vi mennesker deler.