"Som musiker finder jeg kontinuerlig inspiration ved også at være højskolelærer"

Publiceret 12-12-2024

NAVNE Musiker og sangskriver Steffen Westmark blev nærmest ved et tilfælde ansat som musiklærer på Oure Højskole. Han fortæller, hvordan jobbet spiller hans musikkarriere bedre og vice versa.

Af Nicolai Foldgast, journalist

Jeg ser min musikkarriere og jobbet som højskolelærer som en forlængelse af hinanden. De er begge ekstremt passionsbårne, hvilket jeg sætter stor pris på. For mig handler musik i høj grad om menneskelige relationer og at komme ud med mine budskaber.

Det er præcis de samme følelser, der bliver aktiveret, når jeg arbejder med de unge elever i mit virke som højskolelærer. I begge jobs bruger jeg mit kreative jeg, står foran mange folk og formidler et større budskab.

Som musiker finder jeg kontinuerlig inspiration ved også at være højskolelærer og se menneskelige skæbner udfolde sig i det daglige. Jeg føler, at jeg er en flue på væggen til de unges liv: deres sejre, hvad der ligger dem på sinde, hvilken musik de lytter til, og hvilke drømme de har.

Jeg har taget udgangspunkt i samtaler med mine elever, deres følelser, og hvad der var op og ned i deres liv. Uden at planke begivenhederne én til én har jeg fundet stor inspiration i disse samtaler.

- Steffen Westmark

Jeg føler uden tvivl, at jeg er blevet en bedre og mere inspireret musiker, siden jeg er startet som højskolelærer.

Jeg kommer egentlig ikke fra en decideret højskolefamilie, men min mor har gået på højskole, og i min barndom blev værdier som fællesskab, og at vi hæfter kollektivt, talt op. Ved årtusindeskiftet tog jeg selv på et højskoleophold – nærmere bestemt Uldum Højskole – og det var ret definerende for mig.

Drømmen om et fremtidigt job som højskolelærer kom på min ønskeliste, enten som bibeskæftigelse ved siden af musikken, eller hvis jeg nu ikke kunne leve af musikken, men jeg troede egentlig ikke på, at det ville lykkes. Dengang var jeg overbevist om, at man skulle være uddannet lærer for at blive højskolelærer.

Da jeg flyttede fra København til Sydfyn i december 2018, skrev jeg til alle i min omgangskreds om muligheden for et job, der kunne spæde til min økonomi. Jeg har – ligesom mange andre i branchen – altid haft et job ved siden af musikken.

Det har været alt lige fra afholdelse af workshops til mindre musikalske skriveopgaver.

LÆS OGSÅ: Brevkassen: Kan mine højskoleværdier gå hånd i hånd med uddannelsesforberedende undervisning?

Via mit netværk fik jeg i januar 2019 tilfældigvis en samtale med forstanderen på Oure Højskole i hus. Det viste sig, at musiklæreren dagen forinden havde sagt op, så de spurgte, om jeg kunne se mig selv som musiklærer, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til.

Det var meget surrealistisk. I en efterfølgende telefonsamtale med min kone sagde jeg bare: ”Jeg tror lige, at jeg er blevet højskolelærer.”

Mit nye soloalbum har rod i de unges liv på højskolen. Jeg har taget udgangspunkt i samtaler med mine elever, deres følelser, og hvad der var op og ned i deres liv. Uden at planke begivenhederne én til én har jeg fundet stor inspiration i disse samtaler.

Især sangen When you’re 22 har en speciel plads i mig. Det er et virkelig smukt nummer, hvor jeg prøver at sætte mig ind i en 22-årig piges følelser og frustrationer forbundet til en kærlighed, der er usikker og potentielt set kan være farlig. Men hun tør stadig springe ud i den.

Der er vigtig menneskelig læring i dét nummer, da det kræver stort mod at sætte sig selv på spil og kaste sig ud i en usikker kærlighed, velvidende at det kan gå galt. Hvis det dog går galt, er der livserfaring at hente. Dét taler til mit autodidakte jeg.

Blå bog

Steffen Westmark

Født i 1981.

Musiklærer på Oure Højskole siden 2019 og autodidakt musiker og sangskriver.

Er en del af rockbandet The Blue Van, men har netop udgivet et soloalbum, Melody Maker, under aliaset Peppermint B.

Elsker at rode med gamle biler og andre handyman-projekter.

Gift og far til en datter.