Af Joakim Q-Refn, forfatter, foredragsholder, skipper og filosof
Tag en håndfuld mennesker, sæt dem på et skib og skub det fra kaj – så har du en højskole! Fællesskabsfølelsen er uundgåelig, læringen er livsnødvendig, og nysgerrigheden strømmer ned fra den klare nattehimmel. Men skal der ikke mere til?
Jeg har aldrig selv gået på højskole. I min ungdom havde jeg altid for travlt med andre projekter, som voksen havde jeg for mange børn og for lidt tid – troede jeg.
Men som skipper på jordomsejling en nat langt ude på Stillehavet blev jeg indhentet. Det var en stjerneklar nat med kurs mod en tropeø og med en varm passatvind i ryggen. Dér gik det op for mig, hvad der skete omkring mig. Og det gik op for mig, at højskole ikke bare er en skole, man går på – det er en praksis, der rækker langt videre.
LÆS OGSÅ: Velkommen på forsiden
Jeg havde allerede sejlet den halve jord rundt. Jeg havde haft næsten 50 forskellige mennesker med. Vi havde delt opvasken, vagterne, arbejdet, maden, oplevelserne, erfaringerne, møderne og naturen. Og hver dag blev alt, hvad vi delte, lettere, større og stærkere. Og sådan følte vi os også selv.
Højskoleaftenerne var det mest tydelige. De opstod mere eller mindre af sig selv. På et skib er alle i samme båd, særligt på en oceanpassage, der kan vare 14-20 dage på det åbne hav. Der er intet internet, og der er ingen konkurrence. Man deler det, der er, og jo mere, man giver, jo mere er der at dele.
Man kan slet ikke lade være med at fortælle om det, man ved noget om, og som man brænder for. Vi arrangerede højskoleaftener, hvor vi delte vores forskellighed og fortalte om blodets kredsløb, surdejens liv, de globale vejrsystemer, åbningsspillet i skak og meget meget mere.
At praktisere højskole er ikke bare noget dansk eller skandinavisk. Det er et almenmenneskeligt anlæg, en praksis, som vi kan vise og dele med enhver
Joakim Q-Refn
Hver gang, vi delte noget med hinanden, flyttede det samtalerne. De kunne pludselig begynde et helt andet sted, tage udgangspunkt i et nyt niveau af fælles viden, og spørgsmålene blev mere interessante og udfordrende. Det flyttede ikke bare vores viden, det flyttede os selv.
Men højskolen kom ikke bare af sig selv. Det er en praksis, en måde at være i verden på og en måde at være i tiden på, som særligt strømmede fra dem, der kendte den.
Rigtig mange af dem, der var med, havde været på Rødding, Grundtvigs, Testrup og Krogerup Højskole, og de var aldrig rigtig gået ud af højskolen. Det kunne jeg mærke, for der var tændt et bål. Læring var en lyst, ansvar var en selvfølge, og omsorg en drift – og det spredte sig.
Jeg har som sagt aldrig selv gået på højskole. Men jeg kommer ud af en grundtvig-koldsk friskole, så i mig fandt højskolelivet meget let genklang. Og det var ikke bare mig. De franskmænd, amerikanere, svenskere og hollændere, der var med ombord, fandt også hurtigt melodien.
At praktisere højskole er ikke bare noget dansk eller skandinavisk. Det er et almenmenneskeligt anlæg, en praksis, som vi kan vise og dele med enhver, og som man ikke slipper så let, når først man har lært den.
Et helt særligt vilkår for højskolen på et sejlende skib er tiden. Et skib er altid levende, når det sejler. Der er altid vagt ved ror og udkig. Opdelingen mellem nat og dag opløses, ligesom ankomst og afslutning er ukendt, når man er overgivet til naturens kræfter. Tidens opløsning og ubestemmelighed fjerner den som et pres og får den til at føles som rigelig og nærmest uendelig.
LÆS OGSÅ Simon Kvamm: ”Jeg vil blive ved med at gå ind i nye rum og tage noget med derind, som ikke plejer at være der”
Tidens rigelighed tænder nysgerrigheden og den spontane lyst til at lære. Vi skiftedes til at dele den viden og kunnen, vi besad, og dialektikken mellem at lære og at lære fra sig blev meget tydelig.
Denne gensidighed oplevede vi til tider som hyper kreativ, og det blev til digtning og dagbog, sang og musik, refleksion og sømandskab, sejlhåndtering og madlavning, fiskeri og højtlæsning og meget mere. I tidens rigelighed opstod totalhøjskolen igen og igen.
Højskolen som praksis er et skib i sig selv. En måde at leve på, en måde at klare sig på i al slags vejr. En måde at rejse hvorhen man vil – i verden og i livet. Hvis man har ånden med sig, kan samle en flok, lære af hinanden uden konkurrence, men med sigte på sammen at vokse og søge inspiration, deling og forståelse.
Så har man en praksis og et fællesskab, der kan løfte enhver og måske give det mod, der skal til, for at finde de nye veje, som vi så desperat mangler i den aktuelle verden.