Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør på Højskolebladet
Måske undrer du dig, kære læser, over, hvad blikfanget på det nye nummer af bladet går ud på. Kan det virkelig passe – gjorde vi lige det?!
Mig bekendt har klitoris aldrig været portrætteret på forsiden af Højskolebladet. Men én gang skal jo være den første, og jeg tror ikke, at vi som kollektiv tager skade af at få smækket det kvindelige nydelsesorgan lige i smasken. Tværtimod.
For vi har brug for at blive klogere. Både på kvindekroppen og på klitoris, der først blev opdaget i sin helhed i 1998. Men så sandelig også på seksualitet, køn, krop, nydelse, pornoens betydning – og meget mere. Og vi har brug for at forholde os til disse ”kinderblussende” og for nogle tabuiserede emner gennem samtalen og en fælles nysgerrighed.
Uge 6 er traditionelt temauge for seksualundervisning i grundskolen, men her på Højskolebladet vil vi også være med! Derfor hægter vi os på ugen med afsæt i højskolens oplysningssigte og dannelsesidealer.
I det nye nummer kan du læse om, hvordan samværspolitikker i stigende grad bliver formuleret på højskolerne i kølvandet på MeToo for at forebygge og håndtere grænseoverskridende adfærd.
Du kan også læse et interview med tegneseriekunstneren Kristine Tiedt, der har kreeret denne forside, og som har gjort det til sin mission at brede kendskabet til sex og seksualitet mere ud – ikke mindst på skoler, ungdomsuddannelser og højskoler.
LÆS OGSÅ: Som med al anden dannelse er seksuel dannelse bøvlet
En højskolelærer har skrevet et debatindlæg om, hvordan lærere skal blive bedre til at starte en samtale om sex, og så hjælper skuespiller Jesper Zuschlag med at svare en ung mandlig lærer, der har kontaktet brevkassen, fordi han mod sin vilje er blevet gjort til hovedrollen i en sexnovelle skrevet af eleverne.
Men vi er slet ikke færdige:
Udover at dykke ned i papirmagasinet kan du den 8. februar kl. 15-17 opleve Højskolebladet LIVE – et journalistisk sceneshow med skarpsindige gæster, der står klar til at formidle seksuel dannelse gennem musik, sang, interviews, oplæsning m.m. Mød blandt andre højskolelærer Mette Øyås, popmusiker Asbjørn og kønsforsker Christian Groes. Arrangementet er gratis og foregår i Højskolernes Hus i København.
Slutteligt kan alle dem, der nyder at lytte til journalistik og debatstof, hoppe ind på deres foretrukne podcast-platform og finde et splinternyt afsnit af podcasten Giv os i dag vort daglige bøvl med idéhistoriker Jonas Møller og undertegnede som værter.
Her spørger vi blandt andre højskolelærer Joachim Adrian, hvordan han arbejder pædagogisk med køn, krop og seksualitet – og hvordan man som højskolelærer kan bruge sig selv i historiefortælling.
LÆS OGSÅ: Nyt afsnit af højskolepædagogisk podcast kredser om seksuel dannelse
Rigtig god læsning og lytning!