Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Der findes ikke en højskoleelev i Danmark, der ikke kender Jens Rosendal og hans sange. Måske ikke dem alle, for Jens var indtil sin død den 30. december den nulevende forfatter med flest sange i Højskolesangbogen.
Men de fleste danskere kan uanset alder synge med på Du kom med alt det der var dig eller Forelskelsessang, som Jens selv navngav den. Med den 19. udgave af Højskolesangbogen mødte vi hans ord allerede på sangbogens første blad: ”Synger om hvad livet vil, hver dag vi er tilstede” som en slags indgangsbøn til den enkelte.
LÆS OGSÅ: Nyt afsnit af højskolepædagogisk podcast kredser om seksuel dannelse
Dagen efter Jens Rosendals bisættelse i Ballum overdrog en værdig og klog monark hele kongeriget til næste generation, imens hun stolt og bevæget kunne se sin søn, Danmarks nye konge, løfte det hverv, hun har forberedt ham til hele hans liv. Og selvom vi måske ikke alle hylder monarkiet, tror jeg, at selv den mest hardcore republikaner fik en enkelt tåre i øjenkrogen, da den abdicerende dronning satte sin underskrift på beslutningen med en simpel grøn plastickuglepen.
Kan Hans Majestæt Kong Frederik X blive en lige så værdig og klog konge, som hans mor var det? Og hvem skal nogensinde fylde de poetiske sko ud, som Jens Rosendal efterlader sig?
Forleden stødte jeg på en topleder fra en af Danmarks stærkeste og vigtigste civilsamfundsorganisationer. Vi var begge landet i lufthavnen i Kastrup efter tjenesterejser og ventede nu på hver vores kuffert.
Der findes ikke en højskoleelev i Danmark, der ikke kender Jens Rosendal og hans sange.
Lisbeth Trinskjær
Jeg kender ham godt og benyttede lejligheden til at takke ham for den store, utrættelige og vigtige humanitære indsats, som han og hans organisation gør netop nu i Gaza. Det er en af den slags poster, som der hviler et tungt ansvar på, men som også altid er genstand for kritik, også politisk.
”Du gør det virkelig godt,” sagde jeg til ham. ”Jeg har også øvet mig længe,” svarede han med et skævt smil, og både vores abdicerede monark og marskens digter fra Ballum dukkede op for mit indre blik. De havde også øvet sig længe.
Da Jens Rosendal underviste som højskolelærer, havde han næppe forestillet sig, at de fleste danske politikere ville vælge en af hans sange som deres ynglingssang fra Højskolesangbogen, og at statsministeren ved hans død offentligt ville ære hans minde.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Hvad er vores ambition for seniorernes demokratiske dannelse?
Da Hendes Majestæt Dronning Margrethe overtog tronen efter sin far i dyb sorg i 1972, var forestillingen om, at hun som monark ville resonere med sit folk i endnu højere grad end ham nok den fjerneste tanke, hun kunne forestille sig.
Digteren digter ikke for at blive folkeeje, digteren digter fordi han må. Kongen løfter ikke sit hverv med Dronningens 52 års erfaring og musikalitet – han gør det med afsæt i sine egne erfaringer. Ligesom toplederen har haft tid til at øve sig.
Vi gror ind i det virke, vi har, og ingen ved, hvad talentet rækker til. Den fortælling håber jeg, at vi gør os umage med at dele med de unge spirende talenter, vi møder på vores vej, og for hvem de tungeste poster virker uindtagelige.