Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør på Højskolebladet
Fællessang hitter heftigt i disse år, og det måtte jo ske, at Højskolebladet besluttede sig for at dedikere en hel udgivelse til den sangbølge, der ruller rundt omkring – ikke blot på højskoler, men i det ganske land på biblioteker, caféer, uddannelsesinstitutioner, festivaler, i kulturhuse og mange andre steder.
Det er uden tvivl fantastisk, at så mange mennesker i Danmark finder værdi og mening i at synge sammen.
Fællessang får os til at trække vejret i takt og føle os forbundne til hinanden i et øjebliks nærvær, som ingen mobiltelefoner eller Teams-møder kan hamle op med.
Som Bjørnstjerne Bjørnson blandt andet skrev i Sangen har lysning – en af de forbavsende få højskolesange, der handler om fænomenet at synge: ”Sangen har evighed, derfor den skyder / fortid og fremtid i hob for dit syn / tænder uendelig attrå og flyder / bort i et lyshav af længsler og lyn.”
LÆS OGSÅ: Sangskriverduo bag ny grundlovssang: ”Historien kan blive tavs, hvis ikke vi taler og synger om den”
Hva’beha’r! Finere formuleringer om sangens forunderlige væsen finder man i min optik ikke. Og så kunne vi jo slutte bladet her og lade Bjørnsons tekst fra 1872 – skrevet blot to måneder efter Grundtvigs død – sige det hele.
Heldigvis har fællessangen i Danmark gennemgået en langvarig, folkelig forvandling, og for nylig kårede en jury en helt ny fællessang, der skal markere 175-året for grundlovens tilblivelse.
Sangen Dér hvor du har hjemme er skrevet af forfatter Dy Plambeck og musiker og højskolelærer Marianne Søgaard, og i et stort interview sætter makkerparret ord på, hvad dét at synge sammen og bruge vores stemmer sammen betyder for vores demokrati.
Et andet sted i bladet fortæller pianist og komponist Rasmus Skov Borring, hvordan fællessangens succes har tvunget ham til at være endnu mere på tæerne som sangvært, mens sociolog Anette Prehn i en kronik argumenterer for, at højskolerne burde udgive en særlig sangbog med fællessange skabt af kvinder.
Og så fortæller fællessangsforsker Lea Wierød Borčak i en artikel, at selv om det er populært at synge sammen, findes der stadig en gruppe af danskere, der ikke bryder sig om det, og som synes, de synger dårligt. Dem er vi nødt til at forholde os til, når diskursen om fællessangens lyksaligheder buldrer derudad, pointerer hun.
I er hermed alle sammen inviteret til at læse og tale med om fællessangens væsen og lyshav af længsler og lyn!
Sofie Buch Hoyer
Fair nok, fællessang er måske ikke for alle. Men I er hermed alle sammen inviteret til at læse og tale med om fællessangens væsen og lyshav af længsler og lyn!
God sommer!