Af Mikkel Poulsen, journalist
Når man taler om historien, taler man enten om hele fortiden eller den del af den, som er overleveret til os i dag. Det hedder sig også, at magthaverne er dem, der får lov at fortælle historien. Ord er magt, og de danner grundlag for identitet og lov. Men sjældent taler man om den tavse historie. Historien, der ikke fortælles.
I Dy Plambeck og Marianne Søgaards nye grundlovssang, Dér hvor du har hjemme, der blev offentliggjort den 17. maj, får man fortalt, at historien er det, vi siger, når nogen spørger, eller nogen tier. Og at historien er både dig og os.
“En kerne i sangen er historien. Men historien bliver først spændende, når vi tolker den. Grundloven kom for 175 år siden – og hvad så? Vi er nødt til at spørge, hvad den folkelige bevægelse og det folkelige pres i Europa, der førte til den, betyder for os i dag. Hvad er historien? Den er det, vi får overleveret. Den viden kan blive tavs, hvis vi ikke taler og synger om det – og bringer det videre til nye generationer. Historien er også it-nedbrud og hadbeskeder. Vores sang peger ud i samfundet og vil engagere,” siger Marianne Søgaard med nogle sproglige billeder fra sangteksten, da Højskolebladet taler med hende og Dy Plambeck på en Google Meet-forbindelse om deres nye sang.
LÆS OGSÅ Marianne Søgaard: "Det er en livsdrøm, der er gået i opfyldelse"
Den blev vinderen af en konkurrence, som Sangens Hus, Danmarks Radio og Højskolerne udskrev tidligere på året i forbindelse med 175-års jubilæet for grundloven. I konkurrencen modtog juryen 99 bud på nye sange, der forholder sig til grundlovens værdier i det 21. århundrede, og ud af dem blev Dér hvor du har hjemme altså udråbt som den bedste.
Men hvordan skriver man lige en sang om en lov, der blandt mange andre ting slår fast, at Folketingets åbning sker hver den første tirsdag i oktober, at regeringsformen er såkaldt indskrænket-monarkisk, og at borgere har ret til at samle sig ubevæbnede uden forudgående tilladelse?
Det er det, Højskolebladet har bedt Dy Plambeck og Marianne Søgaard sætte ord på.
Ungdommelig grundlov
“Vi syntes begge, det var svært at kaste os ud i at skrive en grundlovssang. Grundloven har så mange aspekter. Det er den vigtigste lov i Danmark, og den er det, vores demokrati opstår ud fra. Det samfund, vi kender i dag, og som vi tager for givet, bygger på grundloven,” siger Dy Plambeck.
Hun fortæller, at hendes og Marianne Søgaards vindersang har en klar appel til de yngre generationer og derfor helst skulle klinge mere ungdommeligt. Ved siden af klassiske og historiske billeder som bøgen, jættestuer og en fortolkning af kong Frederik X’s valgsprog finder man eksempelvis ordet ”navlepiercing” i sangteksten.
Det var vigtigt for mig, at sangen også talte ind i det rebelske. At den også bliver en påmindelse om, at vi kan gøre oprør.
Dy Plambeck
Men den mere direkte besked til det unge publikum er, at de har et ansvar for at bruge deres demokratiske ret til at ytre sig.
“Stemmen er det bærende i teksten. Både den demokratiske stemme, som vi bruger til valg, og så hvert menneskes egen stemme. Jeg tror, det er fundamentalt vigtigt at have en stemme. Sådan bliver man synlig og får plads i verden. Ytringsfriheden er en vigtig del af grundloven, og den har jeg lagt særlig vægt på i sangen. I mange lande findes stadig en form for censur. Og i Danmark har vi lige nu mange samtaler om, hvem der må skrive hvad. Der bliver stillet en masse spørgsmål, og det synes jeg er sundt, men den grundlæggende ytringsfrihed i ikke at skulle tænke over, om man bliver hentet af politiet på grund af noget, man har skrevet, den har vi jo. Jeg tror på, at det er stemmen, der udvikler demokratiet,” siger Dy Plambeck.
Det vindende makkerpar er også kendt for sangene Skybrud og Hold håbet op, der begge blev optaget i Højskolesangbogens seneste udgave fra 2020.
Dy Plambeck og Marianne Søgaard beskriver deres kunstneriske samarbejde som noget særligt, fordi de ikke fordeler opgaven klassisk mellem forfatter og komponist.
“Der er noget i vores samarbejde, som gør, at melodi og tekst får en krop på en anden måde, fordi vi begge bidrager til begge dele,” siger Dy Plambeck.
“Processen er fuld af vekselvirkning. Vi er billedhuggere, der begge er inde og hugge råmaterialet af tekst og melodi til,” supplerer Marianne Søgaard.
LÆS OGSÅ: Tre gode grunde til at synge fællessang
Dy Plambeck: “For eksempel har vi i forbindelse med vores grundlovssang haft nogle meget lange samtaler om tekstlinjen Dét der styrtes ned, kan føre til frihed. Der
var ikke nogen revolution i Danmark, men der var nogle bevægelser i Europa, hvor en indførelse af demokrati ikke kom helt så fredeligt, som det gjorde her. Det var vigtigt for mig, at sangen også talte ind i det rebelske. At den også bliver en påmindelse om, at vi kan gøre oprør, og at det er muligt at ændre tingenes tilstand.”
Marianne Søgaard: “Måske er det præcis det privilegie, som er så vigtigt at holde fast i. Så kan vi bruge det eller ej. Vi kan også være tilfredse med tingenes tilstand, men vi har mulighed for – med folkets stemme – at styrte noget ned. Og så ved man ikke, om det fører til frihed eller kaos, men det kan føre til frihed. Det er det, der er afgørende.”
Lyden af forsamling
Frihedstanken har samtidig ført Marianne Søgaard på sporet af en melodi, der er ungdommelig og poppet, nærmest med et Disney-episk præg, og på samme tid historisk funderet i folkemusikken.
Som lærer på Silkeborg Højskole tager hun ofte sine elever med ud på Himmelbjerget omkring 5. juni, hvor de minder hinanden om, hvad der skete i årene fra ca. 1839 til 1844. Her blev nogle af de første folkelige møder med demokratiske undertoner holdt i Danmark, og her samledes almindelige borgere om taler, sang og folkedans.
“Historien fortæller, at folk også rullede sig ned ad bakkerne som en del af morskabslegene,” siger Marianne Søgaard og fortsætter:
“Når vi laver højskole i dag, hvad gør vi så? Vi bruger de samme ingredienser som dengang: det talte ord, fællessang og bevægelse. Så jeg forestiller mig, hvordan musikken har lydt dengang i det fri. For mig er der kæmpe inspiration i at skele til især nordisk folkemusik. Skalaerne, melodimaterialet og det lidt tra-la-la-agtige. Det har også noget at gøre med, at Carl Nielsen har skrevet alle de vidunderlige melodier, der er blevet en slags norm for den folkelige fællessang. Så hvor går man hen, når man vil skrive noget nyt? Jeg tror, der er en bølge i de her år, hvor flere af os har lyst til at trække på ressourcer fra folkemusikken. For mig har det også at gøre med, at folkemusikken har rødder langt tilbage i vores kultur, hvilket vi i en periode ikke har været så optaget af. Men der er en bevægelse i tiden, hvor musikere revitaliserer folkemusikken. Dér finder jeg en kæmpe inspiration, fordi det giver plads til det intuitivt enkle og det hjertelige,” siger hun.
Historien er os
Måske kan man endda sige, at Dér hvor du har hjemme sigter mod at gøre det historiske og demokratiske sindelag intuitivt. Efter devisen om, at hvis man mister bevidstheden om demokratiets historiske rødder, så mister man det tankemæssige grundlag for at leve frit, vil sangskriverduoen modarbejde den lurende historieløshed.
Oplysning om historien og de skuldre, den nutidige kultur står på, er som bekendt kernestof på højskolerne, og i den offentlige debat bruges udtrykket ”historieløs” ofte som skældsord. Historisk bevidsthed er således til diskussion i disse år, og den bølge vil Dy Plambeck og Marianne Søgaard gerne tappe ind i.
For mig er der kæmpe inspiration i at skele til især nordisk folkemusik. Skalaerne, melodimaterialet og det lidt tra-la-la-agtige.
Marianne Søgaard
Dy Plambeck: “Vi har en tendens til at glemme, at historien jo er os. Derfor sker der også det her skifte til sidst i vores sang. Teksten siger: Historien er dig, den er os. Den er det, vi siger, når nogen spørger eller nogen tier. Til sidst ændres det til: Vi er det, vi siger. Dér træder vi mennesker ind i historien, i stedet for at historien er noget, der foregår i en anden sfære. Historien er mennesker, der har gjort noget i forskellige tider, og den er en natur i evig forandring. Jeg ville gerne sætte mennesket ind i historien og dermed også give det ansvar for den. Både den lille hverdagslige historie med en travl morgen, den store samfundsmæssige historie, som er en vred demokratisk panelsamtale, og verdenshistorien, som er jættestuerne og istidssporene – alle de forskellige historier er til stede på én gang i sangen.”
Marianne Søgaard: “Man kan mærke, at Dy har haft unge mennesker i tankerne. Man kunne nemlig godt forestille sig en sang, der ville fortælle os historie 175 år tilbage. Men når man siger, at vi er historie nu og her, er det selvfølgelig ud fra en forudsætning om, at bevidstheden om dem, der var her før os, er levende og vågen. Den historiebevidsthed kommer med en opfordring til os alle sammen: Det, du gør lige nu – dine politiske handlinger i det nære liv og i den store sammenhæng – har betydning og kan skrive historie. Du er med til at skrive historien. Du er historisk!”
Dy Plambeck: “Og det er ikke lige meget, hvad der står i historiebøgerne. Det, som skrives ned, kommer til at være historien. Så der er også et medansvar i dét at være tavs. Du bidrager til historien ved at være tavs.”
Sværhedsgraden
Men kan kunsten så gøre os til bedre demokrater?
”Ja” lyder det klart og kontant fra de to vindende sangskrivere, der synkront smider hænderne i vejret og smiler stort og triumferende fra hver deres rude på skærmen.
Dy Plambeck: “Der er faktisk lavet en hel del undersøgelser, som viser, at folk, der læser meget, er mere empatiske og har bedre mulighed for at se tingene fra flere vinkler. Noget af det vidunderlige ved kunsten i modsætning til politik er, at den ikke skal give nogle svar. Kunsten kan undersøge, men den giver ikke svar på, hvad folk skal synes om grundloven. Eller hvordan man bliver en demokratisk borger.”
LÆS OGSÅ: "Hvor er min hammer, så jeg kan smadre et eller andet?"
Marianne Søgaard: “Jeg er heldigvis lærer et sted, hvor højskolesangene har virkelig høj værdi. De bliver diskuteret, og når vi synger, sætter det alle mulige samtaler i gang. Og grin og gråd. Sangene er liv og kunst, og de to ting er fuldstændig forbundne. Vi er på højskolerne repræsentanter for det historisk-poetiske sprog. I offentligheden er vi vant til det politiske og videnskabelige sprog, men vi har også brug for det eksistentielle – og for, at dét er en del af en offentlighedskultur. Sammen har vi brug for at blive klogere på vores følelser, relationer og historie, og det kan kunsten hjælpe os med.”
I den første modtagelse af jeres sang er den blevet kaldt lidt svær at gå til. Hvad tænker I om det, hvis den skal lykkes som et folkeoplysende projekt?
Dy Plambeck: “Jeg tror, man skal passe på med at undervurdere folk. De kan så meget mere – også mere end de selv tror. Da jeg sad i udvalget for den seneste udgave af Højskolesangbogen, var vi også betænkelige ved for eksempel Hvad tænker Ingrid på, som har enormt meget tekst og ord som ”barista” og ”kønsstereotypisk hønemor”, men den er blevet et stort fællessangshit. Folk kan sagtens både synge navlepiercing og it-nedbrud. Ord, som er nye og får lov at komme med i en fællessang, kommer vi jo også til at indoptage i sproget. Ligesom vi skal blive ved med at udvikle demokratiet, skal fællessang også udvikles. Ellers stagnerer det og dør.”
Marianne Søgaard: “Jeg er med på, at man lige skal bruge lidt tid på melodien. Men når man har højskoleelever over tid, kan det vise sig, at det er sjovt at vende tilbage til dér, hvor der er lidt udfordringer. Men det er klart, at ikke alle sangmiljøer er på den måde. Derfor håber jeg, at folk vil give sangen lidt tid. Og jeg har en idé om, at vi skal lære at danse til den. Jeg håber, det kan blive en ting.”
Dy Plambeck: “Det bliver en ny bevægelse, Marianne, at du ændrer grundlovsfejringen, så der også kommer en grundlovsdans.”
Lige inden vi når en-timesgrænsen på Google Meet, kigger de to sangskrivere hinanden digitalt i øjnene:
“Uh, det får os simpelthen op at køre, det her,” siger Marianne Søgaard. De griner og planlægger et fælles foto-shoot ude i fremtiden til deres kommende album, da vi vinker farvel.