Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Vi ved det godt. Sansede erfaringer har en særlig evne til at overrule de forsvarsværker, vores logik sætter:
Duften af nybagt brød åbner vores sind for idéer om, hvad der kunne være vores hjem til boligfremvisningen. Følelsen af en tung, varm dyne på kroppen i mormors hus reducerer på et sekund vores alder med flere generationer. Og lyden af fællessang fra Højskolesangbogen skaber et musikalsk fællesskab, vi kan lade os rive med af.
På højskolerne har de fysiske rammer, den hjemlige mad, sangene, som sniger sig ind på én, ritualerne, forudsigeligheden, arbejdsfællesskabet i relation til opvask, gulvvask og gulerodsskrælning altid været en værdifuld og skattet del.
LÆS OGSÅ: Redaktøren takker af
Men i dag er maden ikke bare hjemlig og designet til at holde os mætte. Maden flytter vores forestilling om, hvordan ingredienser kan smage.
Den forstyrrer det, vi tror, vi ved om vores appetitlige præferencer, den udvider vores viden om de valg, maden vi spiser, repræsenterer – og den forfører vores smagsløg, så de ganske enkelt forandres og hjælper os med at træffe mindre klimabelastende valg.
På mange højskoler gør gartnere deres indtog i den pædagogiske dagligdag. For vi har brug for viden om jorden for at kunne dyrke den og samtidig passe på den.
Det er samtidig pedellerne, der går i front, når højskolernes forbrugsaftryk skal reguleres, når vi vælger energiforsyning, når vi bygger, og når vi designer genbrugssystemer.
Men det er også pedellerne, som ser det hybris, vi ville ønske ikke var de grønne ambitioners følgesvend, fra affaldshåndteringens første parket.
I dag er maden ikke bare hjemlig og designet til at holde os mætte. Maden flytter vores forestilling om, hvordan ingredienser kan smage.
Lisbeth Trinskjær
Det er kontorernes ansatte, der håndterer de mange pakker, som elever og kursister får sendt til højskolerne, mens de går der.
Det er de kontoransatte, der har den faglige indsigt til at håndtere den etiske kvalitet af skolens økonomiske investeringer.
Og det er oldfruerne, der lærer nye generationer, hvordan man gør rent, ligesom det er dem, der vælger, hvad de remedier, vi gør rent med, koster på biodiversitetskontoen.
Det er alt sammen beslutninger, der påvirker det dannelsesrum, vi tilbyder som højskoler.
LÆS OGSÅ: Mads Rykind-Eriksen: Højskolemanifest 2024
Lærernes monopol på højskolernes pædagogik er brudt. Måske skete skiftet for længe siden? Måske har det i virkeligheden altid været sådan?
Uanset hvad fylder det forsvindende lidt i vores fælles samtale om det pædagogiske arbejde, hvilken rolle køkkenledere, pedeller, kontoransatte og oldfruer spiller.
Måske er det nu, vi skal erkende, at højskoleeleverne dannes af alle, der har deres virke i højskolen. Måske er det nu, vi skal give alle højskoleansatte plads i samtalen om den højskolepædagogik, vi bedriver sammen?