Af Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole
Menneskelivet er underligt,
langt mer, end vi kan beskrive;
dog lysner det op fra slægt til slægt,
hvor mennesket holdes i live.
Menneskeånden, det er et ord,
som ingen af os kan udgrunde,
menneskelivet er dens værk
med ordet i menneskemunde.
Grundtvig, Højskolesangbogen nr. 86
Idé
I en række skrifter i 1830’erne formulerede Grundtvig tankerne om en dansk folkehøjskole, hvis formål skrev sig direkte ind i samtiden.
I forlængelse af oplysningstidens tanker om, hvordan man skaber et moderne samfund, og set i lyset af nationalstatens fremvækst og det gryende demokrati, var idéen med højskolen at myndiggøre borgerne – danskerne – og desuden bevidstgøre dem om deres fælles sprog, kultur og historie, ligesom uddannelse skulle sikre vækst og velstand.
Men Grundtvig ville mere; for at skabe hele mennesker var det ikke nok at give dem uddannelse, de skulle også have dannelse. Grundtvig brugte dog ikke ordet dannelse i denne sammenhæng, men de to andre ord livsoplysning og folkeoplysning.
Som en direkte følge heraf står der i dag i højskoleloven, at højskolerne skal tilbyde ”undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.”
Hjemlighed
Hertil kommer praktikeren Christen Kolds betoning af hjemlighed manifesteret i, at forstandere og lærere fra højskolens start boede på skolen – et særkende, som rækker helt ind i nutidens lovgivning, hvor der i tilskudsbekendtgørelsen står, ”at hver højskole skal eje mindst to familieboliger til forstander og fastansatte lærere”. Således forklares ordet ”hjem” da også af sproget.dk som ”menneskets bosted, opholdssted og samlingssted.”
Det, vi i dag kalder bopælstilknytningen, var fødselshjælper for skabelsen af den særegne livsform, der kendetegner højskolen. Ved at forstander og lærere bor på skolen, skabes det særlige rum, som adskiller højskolen fra at være en institution.
LÆS OGSÅ: Redaktøren takker af
Her kommer man så tæt på hinanden, at det nærvær helt naturligt opstår, hvor man i fortrolighed deler glæder og sorger. Det kommer i disse år de mange unge til gode, som mistrives og lider af angst, depression og stress, og som mere end nogensinde har brug for andre, de kan tale med.
Lokal forankring
Når forstander, lærere og øvrigt personale bor og er virksomme i den egn, hvor højskolen ligger, er de tillige med til at sikre skolens lokale forankring.
Modsat risikerer højskolerne at blive lukkede satellitter, der kun af historiske grunde ligger det pågældende sted, men nu er afsondret fra det lokalsamfund, der ofte har rejst skolen.
Højskolen som en bevægelse
Grundtvigs tanker og Kolds praksis er højskolernes fælles afsæt og det, der gør, at man kan tale om en højskolebevægelse og ikke kun et lovfællesskab. Når det er sagt, ligger der i ordet ”bevægelse”, at det ikke er noget statisk, men derimod en dynamisk størrelse, som hele tiden forandrer sig – er i bevægelse. Derfor eksisterer der også i dag 73 forskellige højskoler med deres respektive værdigrundlag og måder at gøre tingene på.
Menneskesynet
Grundtvigs menneskesyn lå til grund for hans højskoletanker. Det kommer til udtryk i et af de mest citerede steder i hans forfatterskab, hvor han i Nordens Mytologi fra 1832 skriver:
”Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed.”
For Grundtvig betyder det, at mennesket er skabt i Guds billede, at vi er guddommelige skabninger, som består af ånd og støv. I vores kristne kulturkreds udtrykker vi det ved, at vi har en sjæl og et gudsforhold. På den ene side er vi en del af naturen – vi fødes, vokser op, lever, dør og formulder ligesom al anden natur.
Et af de bedste redskaber til at kaste lys over menneskelivet og forstå, hvad det er for et fællesskab, vi er indfældet i ved at bo i Danmark, er Højskolesangbogen.
Mads Rykind-Eriksen
På den anden side er vi mere end et stykke natur. Vi kan ikke reduceres til fysiske og kemiske processer, og hvordan vi skal leve et sandt og ægte menneskeliv, findes der ingen formel for. Og til forskel fra dyr kan vi sætte os ud over egne drifter, reflektere over eget liv og træffe egne valg. Kort sagt er vi ikke på forhånd bestemt til at blive noget særligt.
Til fælles bedste
Derfor er en af højskolens vigtigste opgaver at give det enkelte menneske inspiration til at forvalte det liv, vi hver især og med hinanden har fået givet på en måde, så det bliver til fælles bedste.
Af samme grund findes der ikke pensum og eksamener på højskolerne, fordi målet er større end blot at give eleverne bestemte kundskaber inden for diverse fagområder; således siger vi, at vi underviser med fagene og ikke i fagene!
Når der ikke findes nogen fast definition på eller brugsanvisning for, hvordan vi skal leve vores liv, og hvordan fællesskabet skal indrettes, er der selvsagt mange bud på disse grundlæggende spørgsmål.
En af højskolens fornemmeste opgaver er således at sætte rammen for denne diskussion. Eleverne skal med alle deres forskelligheder – alder, politiske opfattelse, religion, køn, subkultur, økonomiske baggrund – blive en del af denne vedvarende samtale. Og når diskussionen suppleres og nuanceres af foredragsholdere, musikere, teaterfolk, politikere, eksperter m.fl., og højskolen åbner dørene udad, gør den sig til en levende kulturinstitution på sin egn.
Folkeånden – det, der binder os sammen
Et af de bedste redskaber til at kaste lys over menneskelivet og forstå, hvad det er for et fællesskab, vi er indfældet i ved at bo i Danmark, er Højskolesangbogen. Højskolesangbogen udtrykker den danske folkeånd, som Grundtvig kalder alt det, der binder os sammen, og som er et langt bedre udtryk end ”kultur” – det ord, vi ofte bruger.
”Folk” udtrykker et konkret fællesskab – for vores vedkommende det danske fællesskab – mens ”ånd” er vores sprog, historie, kristne kulturbaggrund, landskabet, poesien, årstiderne – alt det, der binder os sammen, uden at man kan sige, at det er ét bestemt element, fx at man er født her i Danmark eller har en kristen kulturbaggrund, der gør os til danskere.
LÆS OGSÅ: Lad os tale om det frit
Ordet ”folkeånd” er således et inkluderende begreb, som gør, at vi også kan rumme nytilkomne fra verden omkring os.
Højskolernes opgave er at give eleverne blik for denne folkeånd – få den til at virke, så de ser sig selv som en del af en større fortælling, der ikke kun giver dem identitet og forståelse af livet, men som også – og ikke mindst – gør, at de ønsker at bidrage til dette fællesskab, hvor engagement, sammenhængskraft, tillidskultur og folkestyre er centrale elementer.
Fire hovedopgaver
På baggrund af ovenstående kan højskolen siges at have fire hovedopgaver:
1. Demokratisk dannelse
Højskolen skal bevidstgøre eleverne om, at styreformen i Danmark er et folkestyre – det er folket, der styrer, og ikke en enevældig konge, en diktator, et præsteskab eller en ideologi. Ligeledes skal eleverne forstå, at demokratiet ikke er noget, der er faldet ned fra himlen eller er en naturgiven styreform. Tværtimod. Demokrati forudsætter engagement.
At vi fik Grundloven i 1849, skyldes en gruppe fremsynede, engagerede personer, som kæmpede for folkestyrets indførelse. I lighed med frihedskæmperne under 2. verdenskrig, der kæmpede for retten til at leve i et frit land.
Højskolen skal medvirke til at rodfæste eleverne, så de bedre forankres i en foranderlig verden, hvor det moderne menneske står i fare for at miste sit kulturelle, religiøse og historiske kompas
Mads Rykind-Eriksen
I dag behøver vi blot at se til Ungarn i Østeuropa, hvor retsstaten er under pres, for at forstå, at demokrati ikke er noget, der bare fortsætter med at eksistere, blot man engang har fået det indført Demokratisk dannelse handler således om, at hver generation skal forstå, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har folkestyre i Danmark, og passer vi ikke på det, risikerer vi, at det smuldrer mellem fingrene på os. Sådan som man kan frygte, det sker i USA i disse år.
Demokratisk dannelse handler desuden om at tage medansvar for vores fælles fremtid og have vilje og mod til at engagere sig i tidens store udfordringer: klimaet, miljøet, migrationsstrømmene, Europas forhold til USA, Kina og Rusland, og hvordan vi videreudvikler vores samfund.
2. Historisk og kulturel bevidsthed
Højskolen skal medvirke til at rodfæste eleverne, så de bedre forankres i en foranderlig verden, hvor det moderne menneske står i fare for at miste sit kulturelle, religiøse og historiske kompas – klangbunden for forståelsen af verdenen – og dermed miste orienteringsevnen, så alting flyder, og meningsløsheden sniger sig ind.
Med opbruddet i vores kultur i tiden efter 2. verdenskrig, hvor danskerne flyttede fra land til by, og med globaliseringen, er det i dag vigtigere end nogensinde at give eleverne en bevidsthed om, at de ikke er skabt som frit svævende individer, men er født ind i en dansk sammenhæng – eller flygtet eller indvandret hertil for den sags skyld.
LÆS OGSÅ: Matilde Kimer efter krigens udbrud: ”Mit job er meget anderledes og mere risikobetonet, men i princippet er opgaven den samme: At være brobygger for forståelse og indsigt”
Vores fælles historie og kultur er det, der har gjort Danmark til det land, vi er i dag: Et land med en stærk sammenhængskraft og tillidskultur, hvor vi føler os ansvarlige og forpligtede over for hinanden. Dette er helt afgørende for vores selvforståelse, Danmarks stabilitet og en fortsat opbakning til og udvikling af vores liberale samfund.
Med andre ord handler det om, at vi for at forstå nutiden må kende fortiden for derved på et oplyst grundlag at kunne tage stilling til, hvilken retning vi ønsker for fremtiden.
3. Uddannelse
Idéen om at højskolen skal uddanne eleverne, handler om, hvordan vi skaber et endnu bedre samfund end det, vi har i dag, og dermed en bedre fremtid.
Indtil for et par årtier siden var uddannelsessystemet i det gamle industrisamfund rettet mod fasthed, ensartethed og stabilitet. Man skulle tilegne sig en kompetence én gang for alle, der gav adgang til en fast stilling i hele ens arbejdsliv. Man uddannede sig.
Nutidens videns- og informationssamfund er derimod kendetegnet ved foranderlighed og fleksibilitet, hvilket kræver livslang læring. Mange af de jobtyper, som vi kender i dag, fandtes ikke for bare ti år siden. Vi skifter i dag gennemsnitligt job hvert 4.-6. år, og de sociale og praktiske bindinger og begrænsninger, der tidligere styrede vores tilværelse og valg af uddannelse, eksisterer ikke længere.
Denne transformation stiller store krav til det enkelte menneske. For hvilken uddannelse skal man vælge? Rodløshed, rådvildhed samt følelsen af at stå i et kulturelt tomrum karakteriserer på mange måder det moderne menneske og forklarer i udstrakt grad frafaldsproblemerne på landets uddannelser.
Folkeoplysningens opgave er at få eleverne til at forstå betydningen af de folkelige fællesskaber og vigtigheden af at engagere sig i dem, så de ikke ender som passive tilskuere til tilværelsen
Mads Rykind-Eriksen
Derfor er det ikke mærkeligt, at unge tager på højskole for at blive afklaret om studievalg, men også mere eksistentielt; for hvad hjælper det, hvis vi kun ved, hvad vi skal leve af, hvis vi ikke ved, hvad vi skal leve for? Højskolen er en vigtig brik i denne afklaring. Ikke fordi vi hævder at have svaret, men fordi der på højskolen er rum for denne diskussion.
4. Livsoplysning og folkelig oplysning
Livsoplysning og folkelig oplysning er to centrale begreber i højskolesammenhæng. Livsoplysning vil sige at kaste lys over det enkelte menneskes liv og eksistentielle grundvilkår og give eleverne redskaber til at forvalte det liv, de har fået givet.
Livsoplysning handler om at få eleverne til at reflektere over, hvad de vil med deres liv, hvilke værdier, det skal bygges på, og hvordan de ønsker, at forholdet til andre mennesker skal være – for på den måde at skabe mening og sammenhæng i den komplekse tilværelse, det enkelte menneske er en del af, og det land og den verden, vi lever i.
Folkeoplysningens opgave er at få eleverne til at forstå betydningen af de folkelige fællesskaber og vigtigheden af at engagere sig i dem, så de ikke ender som passive tilskuere til tilværelsen. Det gælder om at hjælpe eleverne frem til en erkendelse og forståelse af, at vi som borgere i Danmark er indfældet i et fællesskab, hvorfra vi kan hente identitet og søge pejlemærker.
LÆS OGSÅ Højskolelærere: Det er umuligt at undervise upartisk og neutralt i amerikansk politik
Herved sikrer højskolen også den menneskelige og folkelige ballast, der er afgørende for at skabe et stærkt civilsamfund af aktive og engagerede mennesker, der føler en forpligtelse over for fællesskabet – et fællesskab, der rækker udover den enkelte – og derved er med til at skabe et fundament for vores folkestyre i bredeste forstand.
Det betyder imidlertid ikke, at højskolens horisont skal være snævert dansk. For den danske virkelighed er, at vi lever i en globaliseret verden, som Danmark konstant indgår i vekselvirkning med. Her spiller EU og FN en helt central rolle som afgørende platforme for Danmarks internationale indflydelse, fordi vi her er med i et omfattende samarbejde.
Hvor højskolens opgave tidligere bestod i at klæde eleverne på til at deltage i en dansk politisk offentlighed, er opgaven i dag udvidet til også at gælde en europæisk og global offentlighed.
Livets skole
Lige siden Rødding Højskole slog dørene op for det første elevhold den 7. november 1844, hvor højskolebevægelsen tog sin begyndelse, har højskolerne formidlet livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse til generationer af mennesker, som efter et højskoleophold er vendt hjem med nye idéer og en virketrang, der har sat sig varige spor.
Grundtvig kalder højskolen for livets skole, og det skal den fortsat være. Men det kræver, at nutidens højskolefolk er sig skoleformens idé og opgave bevidst.
Kun herved kan højskolen bevare sit særkende som eksamensfri og sin hjemlige livsform med bopælstilknytning. Og det kræver, at lovgiverne ikke sniger højskolen ind i nutidens nyttetænkning med ønske om at detaljeregulere livsformen.
Kun i frihed kan højskolen forblive en fri skoleform, en lokal kulturinstitution og et dansk, kulturelt fyrtårn.