Af Mads Thorup Thomsen, journalist
Når Matilde Kimer skal illustrere, hvad der har ændret sig i Østeuropa, siden hun begyndte sit virke som korrespondent for Danmarks Radio, fortæller hun om en opgave fra McDonald’s i Moskva i 2009.
Matilde Kimer boede dengang i den russiske hovedstad og lavede en reportage til TV-Avisen om unge russere, der stod i kø foran fastfoodrestauranten, fordi de syntes, det var vildt fedt at spise Big Mac-burgere ligesom amerikanerne.
”Dengang talte vi om, at lige om lidt bliver russerne ligesom os i Vesten, og hvor bliver det godt, og så kommer vi alle til at blive rigere ved at handle sammen,” siger Matilde Kimer. Men det skete ikke.
I stedet er Rusland blevet et stadig mere autokratisk land: I 2014 tog kamphandlinger i Østukraine form, hvorefter Rusland annekterede Krim-halvøen, og i 2022 igangsatte præsident Putin til de flestes store chok en invasion af Ukraine.
Den vestlige verden har indtil videre ikke været i stand til at bremse krigen – ud over at forsyne ukrainerne med våben og penge og iværksætte humanitære indsatser, så de kan forsvare sig selv.
LÆS OGSÅ: Redaktøren takker af
Matilde Kimer var i Donetsk i Østukraine i 2014 og lavede på det tidspunkt en reportage om de russisksindede og -støttede oprørsgrupper, der var dukket op i byen. Nogle indbyggere var blevet stukket ned, andre overfaldet og tæsket, men der var stadig langt til en decideret krigszone, og der var langt til en åben konflikt mellem Rusland og Ukraine.
Når Matilde Kimer talte med folk i området, var holdningerne imidlertid, at det var begyndelsen på noget langt værre.
”Folk sagde til mig: Det her bliver en krig, og det bliver ikke bare her hos os – det bliver også hos jer i Vesten,” fortæller hun.
I TV-Avisen citerede hun lokalbefolkningen for at sige, at de frygtede en decideret borgerkrig, men efter udsendelsen blev hun ringet op af dagens redaktør på TV-Avisen. Det var nok for voldsomt at sige, vi skulle jo heller ikke jage en skræk i livet på folk hjemme i stuerne, lød det.
Dét til trods for, at Matilde Kimer blot havde citeret de lokale og ikke selv havde fortalt, at der var krig på vej.
”Jeg havde sagt, at det var det, der lå folk på sinde her, hvor jeg befandt mig. Men det havde rystet redaktionen hjemme i Danmark.”
Ukrainerne er mange steder overmandet af russerne i forholdet 1:5 eller 1:10. Og som civil bliver du hver aften, når du tænder for fjernsynet, præsenteret for et kort, hvor du kan se, at det kun går én vej: Den forkerte
Matilde Kimer
Anekdoten illustrerer, hvor meget der ændrede sig i februar 2022 med Ruslands invasion af Ukraine.
”Nogle gange kigger jeg tilbage på dengang og tænker, at vi alle sammen havde bind for øjnene, for vi ville ikke tro på, at en storkrig i vores del af verden var en mulighed. Og heller ikke, at krig også er en risiko for os. Jeg tror, vi har flået nogle gardiner fra øjnene af os i Vesten, efter krigen brød ud. Vi har fået en erkendelse af, vi i Vesten absolut ikke får lov til at beslutte, om krig er undgåeligt,” siger Matilde Kimer.
”Hvis verdenshistorien var en motorvej, slog den et kæmpe sving i 2022.”
Live fra Kharkiv
Matilde Kimer dukker frem på skærmen. Højskolebladet ringer sammen med hende over et videoopkald, mens hun befinder sig i Kharkiv, Ukraines andenstørste by, kun 30 kilometer fra den russiske grænse. Her har der siden begyndelsen på invasionen været artilleriangreb, bomber, missiler og droner med store ødelæggelser og mange dødsfald til følge.
Matilde Kimer er rejst til Kharkiv i to uger, ikke for Danmarks Radio, men som selvstændig forfatter til en ny bog, der følger en række lokale ukrainere og tegner et portræt af den krigshærgede by.
Bogen skal hedde Ikke uden kamp, en reference til en sangtitel fra Ukraines største band, Okean Elzy. I bogen bliver man inviteret ind i forskellige menneskers liv og også en lille smule i Matilde Kimers eget, forklarer hun – for det er svært at beskrive de situationer, hun oplever, hvis man ikke også er inde i hendes hoved.
Matilde Kimer sidder på et hotelværelse med en neutral, hvid baggrund, mens hun over skærmen fortæller levende om situationen i Ukraine. Hun bor fast i Danmark med sin familie, men estimerer, at hun er i Ukraine omtrent 100 dage om året.
”Mange af de ting, jeg taler med mine hovedpersoner i bogen om, er ekstremt sårbare og personlige, og det kan man ikke bare lige tage over telefonen,” forklarer hun.
”Det er rart for mig ikke at have for lange perioder væk fra byen, og jeg er her mindst én gang om måneden for at følge udviklingen tæt og beskrive, hvordan byen har ændret sig i løbet af krigen. Det kan man ikke slå op på Google Maps,” siger hun.
LÆG OGSÅ Højskolelærere: Det er umuligt at undervise upartisk og neutralt i amerikansk politik
I dette efterår – omkring to år og otte måneder efter Ruslands invasion – er situationen i Ukraine forholdsvis dyster, fortæller Matilde Kimer. Ukrainerne har ikke kunnet fejre mange succeser ud over indtoget i Kursk, hvor ukrainske soldater i sommer rykkede ind i den russiske region og besatte områder, formentlig for at få en bedre forhandlingsposition ved en eventuel våbenhvile, vurderer hun.
”Men på resten af fronterne ser det forholdsvist dårligt ud. Hvis du er ukrainsk soldat, ved du godt, at det er en kæmpe kraftpræstation at stoppe de russiske styrker i den udstrækning, man har stoppet dem indtil nu. Ukrainerne er mange steder overmandet af russerne i forholdet 1:5 eller 1:10. Og som civil bliver du hver aften, når du tænder for fjernsynet, præsenteret for et kort, hvor du kan se, at det kun går én vej: Den forkerte.”
”Så der er ikke meget at være glad for i Ukraine. Selvom nyhederne selvfølgelig melder om, at nogle lande har lovet af donere flere F16-fly eller Patriot-missiler til Ukraine, går luftalarmerne i gang kort efter, og så bliver ukrainerne mindet om, at man ikke fanger alt, hvad der bliver skudt ind over byerne,” fortæller Matilde Kimer.
Udvist fra Rusland
For den 43-årige DR-korrespondent har tilværelsen ændret sig gevaldigt i de senere år. Det skyldes ikke mindst krigen i Ukraine, hvor hun tilbringer størstedelen af sin professionelle tid. Det har også noget at gøre med, at hun i august 2022 pludselig blev udvist fra Rusland, fordi den russiske stat slog ned på den frie presse i landet, herunder udenlandske journalisters tilstedeværelse.
I efterrationaliseringens lys er Matilde Kimer lettet, fordi det var en udvisning, der overgik hende, og ikke et overfald eller en fængsling, hvilket blandt andet skete for den amerikanske journalist Evan Gershkovich, der blev idømt 16 års fængsel, inden han blev løsladt og byttet for russiske fanger. På det tidspunkt havde han nået at sidde over et år i russisk fængsel.
Det er både en skræmmende og privilegeret rolle at have det her job i den her tid, hvor hele verdens magtdynamik ændrer sig.
Matilde Kimer
Meget overraskende fik Matilde Kimer i slutningen af 2022 og nogle måneder frem også annulleret sin presseakkreditering i Ukraine af landets sikkerhedstjeneste. Det førte til protester fra DR og det danske udenrigsministerium, og beslutningen blev senere omstødt af sikkerhedstjenesten.
På trods af omstændighederne er korrespondentjobbet lige så meningsfuldt, som det altid har været, fortæller Matilde Kimer.
”Det er både en skræmmende og privilegeret rolle at have det her job i den her tid, hvor hele verdens magtdynamik ændrer sig. Jeg syntes også, det var spændende dengang. Nu er mit job meget anderledes og mere risikobetonet, men i princippet er opgaven den samme: At være brobygger for forståelse og indsigt – at vise hvad der foregår, og hvorfor det foregår – og forsøge at være et pædagogisk talerør,” siger hun.
Tiden på Askov Højskole
Matilde Kimers interesse for Rusland og den østeuropæiske region spirede i hendes tidlige 20’ere.
Hun drømte ellers om noget helt andet, nemlig at blive musicalsanger. Derfor søgte hun ind på en teaterskole i London, men da hun ikke blev optaget og ikke ville søge ind andre steder, måtte hun skifte planer.
”Nu, hvor jeg ikke skulle være skuespiller og sanger, skulle der ske noget andet, og jeg besluttede, at jeg ville ud og se verden. Jeg havde også lidt hjertesorger på det tidspunkt, så det måtte gerne være et sted, der var lidt dystert. Jeg var ret dramatisk,” fortæller hun og griner.
Matilde Kimer havde en russisk tante, og hun spurgte hende, hvordan hun kunne komme til Rusland. Det endte med, at Matilde Kimer fik et studievisum, men først skulle hun lige være indskrevet et sted, så hun fandt gennem brochurer ud af, at man kunne studere russisk i et semester på universitetet i Skt. Petersborg. Kort efter sad den 22-årige Matilde Kimer i et fly til Rusland.
LÆS OGSÅ: På barrikaderne i Putins Rusland
”I Skt. Petersborg gik jeg bare rundt med åben mund i tre måneder – for hold op, hvor var alting bare så vildt og smukt og grimt på én gang, og da semesteret var overstået, vidste jeg, at her skulle jeg tilbage til, one way or another,” fortæller hun.
I Skt. Petersborg havde hun mødt en svensk studerende, der gik rundt og lavede små interviews med de andre studerende. Det inspirerede Matilde Kimer til at gå journalistvejen.
På en internetcafé i byen googlede hun, hvordan man uddanner sig til journalist i Danmark, og hun faldt over Askov Højskoles journalistkursus. Hvis man skulle være journalist, skulle man vide noget om alting, mente hun dengang, og den almene dannelse tænkte hun, at højskolen kunne hjælpe hende med.
Matilde Kimer fløj hjem til Danmark lige inden jul, og efter nytår pakkede hun kufferten og rejste til Askov.
”Jeg blev kastet ind i en gruppe på 30 andre unge, der også ville være journalister. De fleste af os var enormt stræberagtige, så vi sad ofte og quizzede hinanden i alle mulige ting om aftenen.”
Det var sjovt og skørt at gå på højskole, husker Matilde Kimer, og tiden var fyldt med skøre fester og læringsfuld undervisning.
Det er jo ikke gratis at se på en krig, og jeg tror, det er vigtigt at være så ærlig over for sig selv, som man kan, og blive ved at spørge sig selv, om det er det værd
Matilde Kimer
Hun fik venner, som hun stadig har i dag – blandt andre mødte hun DR’s Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgaard, der tog et kort journalistkursus på højskolen samtidig med hende.
Journalistlæreren på højskolen dengang beskriver Matilde Kimer som en ”gæv jyde” fra Jydske-Vestkysten.
”Han var usentimental i sin undervisning. Journalistik var et håndværk – det var noget, man kunne lære. Der var ikke nogle kunstnernykker her, og det var forfriskende, fordi det gjorde, at jeg følte, at jeg kunne lære at blive journalist. Hvis man skal være meget kunstneragtig, skal man jo sidde og vente på en himmelsk inspiration, og jeg var angst, fordi jeg tænkte, at så kommer det måske aldrig til mig,” forklarer Matilde Kimer.
I undervisningen øvede journalisteleverne sig i at tage referat og vælge en vinkel på en historie. De fik en mild introduktion til, hvad faget rummer, og Matilde Kimer fandt ud af, at hun sagtens kunne lære håndværket. Samme år søgte hun ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og kom ind i første hug.
Ikke gratis at se på krig
Regner man det sammen, har Matilde Kimer boet fast i Rusland i omkring fem år af sit liv siden slutningen af 00’erne.
Da hun blev bortvist fra Rusland for to år siden, gjorde det ondt. Hun ankom til Moskva med fly, men fik i lufthavnen et dokument om, at hun var nægtet indrejse i Rusland af ”sikkerheds- og forsvarsmæssige hensyn”, og at hun havde ti års karantæne fra landet.
”Jeg var vred, jeg var såret, jeg var modløs. Jeg synes, at ti år er en lille evighed,” fortæller hun.
Når Matilde Kimer i dag rejser i Ukraine, har hun forholdsregler, som hun overholder for at passe på sin egen sikkerhed. Hvis hun er tæt på frontlinjen, overnatter hun f.eks. ikke på hoteller, fordi de er i stor risiko for at blive angrebet af russerne.
LÆS OGSÅ: Hvad lærer Putin befolkningen i Rusland?
I de første mange år af sit korrespondentliv tog Matilde Kimer også altid til DR’s psykolog for at blive debriefet i kølvandet på hårde oplevelser. I dag er det lidt anderledes.
”Jeg bilder mig ind, at jeg er så trænet i at aflæse mine egne signaler, og ellers er min mand – så det bliver opdaget, hvis jeg ikke har det godt.”
Hun går til psykolog, hvis hun har noget, der nager hende. Hun holder også pauser fra Ukraine og er mere udenfor end indenfor, når hun er afsted. Desuden er hun ikke bange for at græde.
”Det er jo ikke gratis at se på en krig, og jeg tror, det er vigtigt at være så ærlig over for sig selv, som man kan, og blive ved at spørge sig selv, om det er det værd, for det koster noget at være af sted.”
Vestens arrogance
I forhold til den nære fremtid i Rusland og Ukraine er det amerikanske præsidentvalg meget betydningsfuldt, vurderer Matilde Kimer. Demokraternes kandidat, Kamala Harris, har givet udtryk for, at hun er på linje med præsident Joe Biden, når det gælder støtten til Ukraine.
Republikanerne er til gengæld meget splittede. Donald Trump har tidligere kritiseret USA’s støtte til Ukraine i form af militært isenkram og penge. Samtidig har han lovet, at han vil stoppe krigen en dag, hvis han bliver præsident.
”Og hvordan gør man så det? Det kan man gøre, hvis man har indflydelse til at presse den ene af parterne til at give indrømmelser. Derfor er der en frygt blandt ukrainerne for, at Trump og republikanerne vil sige, at landet skal indgå en våbenhvileaftale med Rusland, uanset hvor retfærdig den bliver – ellers stopper USA sine våbenleverancer til Ukraine. Det er vildt afgørende, for hvis man kan sige, at europæerne sidder på pengene til de humanitære støtteprojekter, er det ubetinget amerikanerne, der sidder på våbnene,” siger Matilde Kimer.
Jeg håber stadig, at jeg en dag kan vende tilbage til Rusland som korrespondent
Matilde Kimer
Udover præsidentvalget i USA og de konsekvenser, det kan få for krigen i Ukraine, er der mange dilemmaer at forholde sig til i Vesten lige nu, forklarer hun.
”Vesten har været enormt arrogant i tiltroen til vores egen autoritet i verden. Og vi har måttet indse, at den arrogance er vendt lidt boomerang-agtigt tilbage til os nu. Vi kan ikke få den opbakning fra verdenssamfundet, som vi havde håbet på, til at kunne stoppe Rusland. Vi er i en tid, hvor der kan rykkes på magtbalancen, og hvor et vindue af muligheder åbner sig for dem, der er villige til at være lidt hårde i kanten.”
Danmark er et af de lande, der har doneret flest penge til Ukraine per indbygger sammen med de baltiske lande, og det går ikke ukrainernes næse forbi. Dagen inden dette interview var Matilde Kimer til grillaften hos en bekendt i Ukraine, hvor der kom nogle soldater forbi. De da de hørte, at hun var fra Danmark, lød der stor begejstring og et ”tak, Danmark!” fra dem.
For tiden oplever Matilde Kimer en kløft mellem de civile borgere og soldaterne i Ukraine: Skal landet søge freden og måske gå på et uretfærdigt kompromis med Putin, eller skal man kæmpe videre for friheden? Soldaterne har set deres kammerater miste liv og lemmer. De har været til nok begravelser, til at hævn også er en stærk motivation for at kæmpe videre, fortæller hun.
”De siger: ’Hvorfor skulle mine venner dø, hvis vi ikke vil have vores områder og vores jord alligevel?’ Mens mange civile vil sige: ’Jamen, skal vi så alle sammen dø for det og overgive os til sidst alligevel?’ Der er forskellige holdninger, og de fleste ukrainere, jeg kender, kan i løbet af en aften og en flaske rødvin også godt skifte mellem de holdninger. Fordi det er så forbandet svært – fordi det er liv og død og ikke et spil Risk.”
LÆS OGSÅ: #HøjskolerneForUkraine: Da krigen brød ud, blev højskoletanken til handling
Selvom hun gennem sin korrespondentkarriere har set Rusland udvikle sig mere og mere autokratisk, er Matilde Kimer optimist.
”Inderst inde tror jeg stadig, at Rusland en dag bliver frit,” siger hun.
”Men på den korte bane er jeg svært pessimistisk. For jeg har ikke fantasi til at forestille mig en positiv afslutning på krigen. Uanset hvad er flere hundrede tusinder mennesker blevet slagtet i de seneste to et halvt år, og millioner af mennesker er traumatiseret for livet og drevet på flugt. Og du og jeg kommer til at lægge milliarder af vores skattekroner – ikke kun til bedre skoler eller et bedre sundhedssystem, men til flere våben og et bedre forsvar. For det er vi nødt til.”
Matilde Kimer husker, hvordan hun efter en livesending om nedrustningsaftaler i Moskva i 2010 spadserede over byens centrale plads og tænkte, at nu er vi i verdenssamfundet nået et skridt i den rigtige retning.
”På den måde er verden bare a whole lot different end i 2010, hvor jeg stod på Den Røde Plads. Men jeg håber stadig, at jeg en dag kan vende tilbage til Rusland som korrespondent.”