Af Esben Christensen, journalist og højskolelærer
”Kommer der en atomkrig?” spørger en bekymret højskoleelev direkte.
Nogle gange er en spørgerunde i forlængelse af et foredrag lidt langsom om at komme i gang, men ikke denne aften i Vallekilde Højskoles gamle gymnastiksal.
Det umiddelbare spørgsmål til oplægsholderen – en ung Ruslandsforsker og tidligere diplomat ved navn Anders Malle Hjortshøj – bliver leveret med dyb alvor.
LÆS OGSÅ: ”Krigen har rykket os som højskolebevægelse”
Få øjeblikke før var stemningen humoristisk og let, men nødvendigheden af det simple spørgsmål står malet i forsamlingens ansigter. I et kort øjeblik frigives den grundangst, som mange af os deler, men som vi det meste af tiden er i stand til at fortrænge.
Hvor ender Ruslands invasion af Ukraine, hvor uberegnelig er Vladimir Putin, hvordan kan vi hjælpe ukrainerne – og kan vi overhovedet tillade os at fortsætte hverdagen, når en del af verden så tæt på os er i brand?
Det er store spørgsmål, vi stiller hinanden efter Ruslands invasion af Ukraine. Også på landets højskoler.
Elever mødte flygtninge
En stor gruppe af vores elever på Vallekilde Højskole var på studietur i Polen, lige da krigen brød ud. De oplevede de store flygtningestrømme på de centraleuropæiske banegårde. De erfarede endda selv, at de ligner ukrainske unge så meget, at polske frivillige troede, de var ukrainere på flugt.
Indtil den 24. februar, hvor krigen brød ud, var der lighed i både udseende og livssituation mellem unge danskere og ukrainere. Efter den 24. februar er det kun på overfladen, at danske og ukrainske unges liv ligner hinanden.
Som højskole er vi ikke på studietur hele semestret. Der er også hverdag, rutiner og hjemlighed. Højskolen skal både være en del af sin tid og forholde sig til krige og andre kriser, samtidig med at meget af hverdagen på højskole er relativt upåvirket af verden udenom.
Det er store spørgsmål, vi stiller hinanden efter Ruslands invasion af Ukraine. Også på landets højskoler.
Esben Christensen
Før jeg flyttede til Vallekilde for at blive højskolelærer, var pædagogik og skolepolitik mit stofområde som journalist på fagbladet Folkeskolen. Jeg har i en årrække undersøgt grundskolens funktion i samfundet, og jeg synes, den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen indrammede det ret præcist:
”Folkeskolens formålsparagraf [er] samfundets trosbekendelse til fælles værdier.”
En skole giver verden og dens værdier videre til sine elever, der undervejs forhåbentlig udvikler sig fagligt og menneskeligt. Folkehøjskolerne har også deres samlende "trosbekendelse" med hovedsigtet om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
I Danmark og Vesten har vi et rimelig klart billede af, hvordan verden ser ud, og hvordan de fælles værdier bliver givet videre i generationer.
Men hvordan gør de det i Rusland – og hvilken ideologi har drevet den russiske hær ind i nabolandet Ukraine? Det besluttede jeg mig for at undersøge.
LÆS OGSÅ: #HøjskolerneForUkraine: Da krigen brød ud, blev højskoletanken til handling
Mikhail Suslov, der har speciale i Ruslands historie og idéhistorie, åbnede i starten af marts seminaret ”Krigen i Ukraine – set fra Rusland, Østeuropa og verden” på Københavns Universitet, hvor jeg sad med. Det gjorde han med et oplæg, der på ti minutter forklarede motiverne bag Ruslands invasion af Ukraine. Hans perspektiver kaldte på uddybning i et længere interview – for hvad skal den russiske befolkning lære? Og hvordan arbejder regimet pædagogisk?
Putins læringscentre
Mikhail Suslov er født og uddannet i Rusland, hvor han fik sin første ph.d. Han fik endnu en i Italien, før en akademisk karriere på forskellige europæiske universiteter førte ham til Uppsala i Sverige. Han bor stadig i Sverige – men han har siden 2017 arbejdet på Københavns Universitet, hvor han er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.
Mikhail Suslov forklarer, at det russiske regime bruger historien som afsæt for udformningen af sin ideologi. I 2021 besøgte han en række ideologiske læringscentre i Rusland. Rundt om i landet har Kreml-styret etableret den interaktive udstilling ”Rusland – min historie”.
Mikhail Suslov har besøgt udstillingen i hovedstaden, men også steder som Perm og Novosibirsk – midt i Sibirien – fordi han ville undersøge, hvordan udstillingen konkret er udformet.
Der er for meget propaganda, og man kan let mærke, at det er en speciel version af den russiske historie, som bliver givet videre på udstillingerne
Mikhail Suslov, idéhistoriker og lektor ved Københavns Universitet
”Konceptet for udstillingen er: ’Hvis du har glemt noget om Ruslands historie, hvis du har fortrængt dine historielektioner i skolen, så kom til os – vi fortæller dig det hele på en underholdende og lettilgængelig måde’,” fortæller Mikhail Suslov, der mødte andre besøgende på udstillingen i hovedstaden Moskva, mens han i provinserne gik rundt alene i timevis – og derfor oplevede, at regimet ”talte med sig selv”.
”Regimets idé med udstillingen er at tiltrække de unge. Der er mange interaktive elementer – kort, knapper og spil. Så for en person, der er på et interaktivt museum for første gang, er det godt. Men hvis man har været der én gang, kommer man nok ikke igen. Der er for meget propaganda, og man kan let mærke, at det er en speciel version af den russiske historie, som bliver givet videre på udstillingerne,” fortæller Mikhail Suslov.
De vestligt orienterede russere
Udover besøg fra den brede offentlighed besøger russiske skoleelever fortsat udstillingerne, der kan bruges i skolernes historieundervisning.
Men kan den russiske befolkning gennemskue, hvis den bliver udsat for propaganda? Mikhail Suslov forklarer, at Rusland rummer 190 forskellige nationaliteter, og at etniske russere udgør cirka 78 procent af befolkningen. Samtidig kan man inddele befolkningen i tre grupper på baggrund af deres forhold til Putin-regimet:
”Der er en gruppe, som er vestligt orienterede. De er relativt unge, bor i større byer og forbruger vestlige varer og vestlige medier. De udgør maximalt 20 procent af befolkningen. Og de tror ikke på Putins propaganda, fordi de kan tilgå forskellige kilder med information på internettet. De har adgang til BBC og CNN, så de kan sammenligne og forstå,” siger Mikhail Suslov.
LÆS OGSÅ: På barrikaderne i Putins Rusland
”Derudover er der en gruppe mennesker fra mindre byer og landsbyer, som er lavtuddannede. De bruger deres fritid på at se tv, og de er Putins følgere. De udgør mellem 30 og 40 procent af befolkningen,” siger han.
”Mellem de to grupper findes så dem, der godt kan tro på propagandaen – men det kommer an på hvilken. Hvis regimet gør det dygtigt nok, kan man overbevise dem,” forklarer Mikhail Suslov, der frygter, at Vestens skrappe sanktioner mod Rusland vil ramme den gruppe, der er modstandere af Putin, hårdest.
”Jeg sympatiserer fuldt ud med Ukraine, og jeg forstår godt det følelsesmæssige behov for at ramme det land, der invaderer sin nabo. Men hvis man gør den russiske befolkning fattig og ødelægger civilbefolkningen med sanktioner, vil det gøde jorden for en endnu mere bitter anti-vestlig attitude.”
Putin-regimets ideologi
I Vesten har vi tidligere haft en tendens til at fejllæse det russiske regime, mener Mikhail Suslov. Afsløringerne af Putins paladser og hans store personlige formue har fået mange til at se den russiske præsident som den ledende magthaver i en pengegrisk kreds af oligarker, hvis primære ambition er at dræne statens formue for at fylde egne bankkonti.
”Det kan være fristende at kæde de to ting sammen. Og tænke: Putin har bygget paladser og lever en luksuriøs livsstil – derfor vil han ikke starte en krig. Men vi misforstår regimet, hvis vi ikke medregner ideologien,” siger Suslov.
Han fortæller, at ideologi i denne sammenhæng ikke skal forstås som et velordnet system af politiske idéer, men nærmere en argumentationsproces, der giver politiske udtalelser og handlinger motivation og betydning.
”Ideologi handler om at forstørre de vigtigste salgsargumenter for landet: Hvad er det mest betydningsfulde ved Rusland?” forklarer han.
I begyndelsen af 2010’erne var der massive protester i Rusland. Der var en række rapporter om valgfusk til parlamentsvalget, og fra december 2011 til 2012 var der protester og demonstrationer primært i Moskva. De folkelige protester ændrede det russiske regimes ideologi. Indtil da var regeringspartiet Forenet Rusland nærmest et konservativt parti, som man kender det fra Vesten.
Ideologi handler om at forstørre de vigtigste salgsargumenter for landet: Hvad er det mest betydningsfulde ved Rusland?
Mikhail Suslov, idéhistoriker og lektor ved Københavns Universitet
Men protesterne i det, der blev kaldt ”Sne-revolutionen”, radikaliserede regimets ideologiske fundament, forklarer Mikhail Suslov.
Konservatisme handler om at bruge elementer af udviklingen til at bevare traditionen, og ifølge Suslov var ræsonnementet for Kreml-tro intellektuelle: ”Vi vil bevare den russiske identitet. Ikke staten, ikke specifikke traditioner – men den russiske identitet.”
Sammenstødet mellem civilisationer
En del af processen med at indfange den russiske identitet bestod i at undsige Vestens demokratier, forklarer Mikhail Suslov. I det hele taget åbnede processen på bagkant af de folkelige protester for en port af radikale forståelser og forandringer i Rusland.
Helt centralt står tanken om adskilte civilisationer. Kimen blev sået i Rusland allerede for 150 år siden, hvor idéen om en menneskehed med forskellige mennesketyper vandt gehør. Man tænkte ikke, der var en samlet humanitet – derimod var der for eksempel det vestlige menneske, det russiske menneske og det kinesiske menneske. De blev opfattet som så forskellige, at det nærmest var forskellige racer, der værdsatte forskellige ting.
Da Samuel Huntington i begyndelsen af 1990’erne udkom med nyklassikeren The Clash of Civilizations, vakte den genklang blandt mange russere.
LÆS OGSÅ: Østeuropa er vores største mulighed
”Det blev nærmest en ikonisk tekst i Rusland, hvor mange kunne lide idéen om, at den nye konflikt ikke var ideologisk, men civilisatorisk. At den handlede om sammenstødet mellem forskellige værdisæt. Huntingtons idé antyder også, at på et eller andet tidspunkt vil civilisationerne nødvendigvis støde sammen,” fortæller Mikhail Suslov.
I den optik er Vesten bare en civilisation blandt flere andre – og ideologerne omkring Putin er provokeret af, at de oplever Vesten som en magt, der forsøger at indføre sit eget værdisæt til resten af verden.
”Ræsonnementet er, at alle konflikter i dag udspringer af, at Vesten vil transformere resten af verden, så verden kommer til at ligne Vesten selv. Til det siger Putins følgere: ’Lad os være alene. Lev som I vil – så vil vi også leve, som vi vil’,” forklarer Mikhail Suslov.
Kommer atomkrigen?
Denne artikel begyndte med en højskoleelevs bekymrede spørgsmål om udsigten til atomkrig. Samme spørgsmål stiller jeg Mikhail Suslov, der både forudså annekteringen af Krim-halvøen samt Ruslands invasion af et naboland. Han siger:
”For nogle år siden blev Putin selv spurgt: Kan der komme en atomkrig? Og han svarede: Vi er ligeglade, for hvis Vesten starter en atomkrig, vil de dø som hunde, og vi russere vil komme i himlen som martyrer. Han lavede en vittighed, men det viser stadig, at den slags idéer er i hans hoved. Han tænker over det. Jeg tror ikke, han var seriøs omkring atomødelæggelser, men det er meget bekymrende, at han faktisk overvejer den slags.”
I den videnskabelige artikel ”Regimeideologi og politisk historiebrug i Rusland: Udstillingen ’Rusland – Min Historie’” udfolder Mikhail Suslov Putins ideologi endnu grundigere. Artiklen kan læses her.