Fortalt til Sofie Buch Hoyer
Dengang jeg selv var højskoleelev, var jeg helt på månen over, hvor fedt det var. Efterfølgende har jeg higet efter at gøre højskolen til en fast del af mit liv. Uden at have en specifik plan for, hvordan det skulle lykkedes, navigerede jeg i mine 20’ere i forskellige jobs, hvor mennesker og fællesskab var omdrejningspunktet. Senere landede jeg i min drømmestilling som adventure-underviser her i Oure.
Jeg husker, at jeg var til optagelsesprøve på Hærens Officerskole, samtidig med at jeg gik på højskole. I evalueringen sagde officerskolen, at jeg ville passe godt ind, men at det virkede, som om jeg manglede at købe ind på hele idéen om militæret. En ærlig ung Rasmus måtte helt blåøjet give dem ret: Jeg sagde til dem, at jeg egentlig også bare var i gang med at finde ud af, om jeg kunne komme ind. Derefter startede jeg på idrætsstudiet, blev ansvarlig for unge skiglade mennesker i Alperne, startede min egen sommerhøjskole og lavede teambuilding rundt i hele Danmark og i udlandet.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Hvordan lykkes det for mig at finde balancen mellem eventyr og arbejde i mit eget skema?
Det er min oplevelse af højskolens fællesskab, der skaber en glæde og harmoni i mig. Det er exceptionelt at opleve mennesker med forskellige baggrunde indgå i en samhørighed, hvor de bare gerne vil være sammen, og hvor de bliver ærgerlige over, når opholdet stopper, og de skal hjem igen.
Kunne jeg selv bestemme, ville mine elever gå her i længere tid og udvikle sig mere menneskeligt og fagligt, samtidig med at den relation, vi skaber sammen, ville blive endnu stærkere. Helt egoistisk opstår der ofte tristhed i mig, når eleverne skal videre. Savnet til det seneste hold lever videre i mig, mens der kommer nye elever, og det er noget, jeg gør mit bedste for at navigere i.
Tidligere i år ansøgte jeg om at blive deltager i DR-programmet Slædepatruljen, der er inspireret af Siriuspatruljens virke. Det gjorde jeg først og fremmest, fordi jeg mistede min far sidste år, og jeg nåede at snakke med ham om, at den bedste måde at ære ham på var at lade måden, han levede sit liv, forme måden, jeg lever mit. Der skal være liv i mit liv, og for både min far og mig handler det om eventyr og menneskemøder.
I den tid, jeg medvirkede i Slædepatruljen, var sammenholdet enormt stærkt, og vi havde mere travlt med at sørge for alles velbefindende fremfor at skubbe hinanden ud.
Rasmus Carlo
I mit virke som højskolelærer møder jeg folk, der mener, at forsvaret og højskole er to vidt forskellige ting. Det har jeg altid ment var en misforståelse. Derfor ville jeg som deltager i Slædepatruljen gerne undersøge, hvad der sker, når en højskolemand træder ind i forsvarets verden. Selvom jeg er 36 år gammel og 185 cm høj, kalder min mor mig stadig for sin lille sommerfugl – fordi jeg altid har fløjet rundt og været nysgerrig.
Jeg ser store ligheder mellem en højskolelærer og en leder i militæret: Du skal være til at stole på, holde sammen på fællesskabet, også når det bliver hårdt, og så skal du hjælpe med at sætte en retning. I den tid, jeg medvirkede i Slædepatruljen, var sammenholdet enormt stærkt, og vi havde mere travlt med at sørge for alles velbefindende fremfor at skubbe hinanden ud. Den samme dynamik oplever jeg i højskolebevægelsen.
Sidste gang jeg så fjernsyn har nok været på mit teenageværelse. Så udgangspunktet for at træde ind i et tv-program har været at få en oplevelse ud af det, og så har kameraerne været et nødvendigt onde. Men jeg må indrømme, at det var vildt interessant at erfare, hvordan tv tilrettelægges og produceres. Samtidig har jeg haft mulighed for at tale om min sorgproces i programmet, hvilket jeg ved, at mange seere kan relatere til. Derfor har det også haft en kæmpe værdi for mig at kunne vise, hvordan det er at have mistet en forælder.