Rejsefeberen er over os

Publiceret 30-09-2024

LEDER I det nye nummer af Højskolebladet går turen hele verden rundt – på rejser til Kina, USA, Fijiøerne, Berlin, Rom, Serbien, Afrika, Brasilien, Helsingør og flere andre steder. Bon voyage!

Foto: Joachim Adrian

Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør

Som purung højskolelærer skulle jeg i foråret 2016 rejse med mine politikelever til Kina. Vi skulle besøge Beijing, den tidligere hovedstad Nanjing og Hong Kong, hvor jeg få år tidligere havde rapporteret fra den demokratiske opstand Paraplybevægelsen.

Ved højskolesemestrets start blev jeg bekendt med, at to af mine elever sad i kørestol, og jeg gik instinktivt i panik ved tanken om de sløje handicapforhold, jeg havde oplevet på mine tidligere rejser i verdens folkerigeste land.

Men min panik blev gjort totalt til skamme – for med lidt ekstra research på kørestolsvenlige faciliteter, inkluderende lokale rejseledere og stor hjælp fra de øvrige politikelever blev det en vidunderlig studietur for hele holdet med udflugter til bl.a. den kinesiske mur og Den Forbudte By.

Jeg fik en velfortjent lektion i, hvordan man går på opdagelse i verden, selv om man ikke nødvendigvis kan gå.

LÆS OGSÅ Nyt podcastafsnit: Den rejsende højskole lever

I det nye nummer af Højskolebladet går turen hele verden rundt – på rejser til Kina, USA, Fijiøerne, Berlin, Rom, Serbien, Afrika, Brasilien, Helsingør og flere andre steder. 

For eksempel fortæller forfatter og tidligere højskoleelev Anna le Dous, hvordan studieturen på hendes højskole gav hende modet til at rejse jorden rundt i elektrisk kørestol – i alt 59 lande og ti selvstyrende territorier er det foreløbig blevet til.

Man kan også tage et dyk ned i højskolehistorien og læse eller genlæse Mogens Amdi Petersens programerklæring for Den Rejsende Højskole eller Tvindskolerne, som de blev kaldt.

Hele Egmont Højskolen rejste i slutningen af august til Paris for at overvære De Paralympiske Lege, hvilket billedopslaget og formandens klumme bagerst i bladet stiller skarpt på.

Jeg fik en velfortjent lektion i, hvordan man går på opdagelse i verden, selv om man ikke nødvendigvis kan gå.

Sofie Buch Hoyer

I brevkassen har en konfliktsky lærer skrevet ind med et svært dilemma fra en nyligt afsluttet studietur i Norden – og så undersøger journalist Mikkel Poulsen i bladets første artikel, hvordan forskellige højskoler fortolker "dannelsesrejsen" i dag – set i et kulturhistorisk, litterært, pædagogisk og klimapolitisk perspektiv. 

Bon voyage i september- og oktobernummeret!