Af Mikkel Poulsen, ansvarshavende redaktør
- Joachim Adrian, du arbejder selv med historiefortælling både som højskolelærer og fotojournalist og har nu brugt et halvt år på at blive klogere på den mundtlige fortælling. Hvad har ledt dig til at sige, at den er hjemløs?
For nylig læste jeg en kronik i Dagbladet Information, hvor rubrikken lød: “I Danmark har man ikke forstået, at historiefortælling er en kunstart.” Den var skrevet af historiefortæller Vigga Bro, og jeg har netop selv gjort lidt samme opdagelse.
I min egen jagt på fortællekunsten har jeg fundet den spillevende i forskellige undergrundsmiljøer, men uden anerkendelse og hjemsted i noget etableret kulturmiljø.
Fortællekunsten har i Danmark ikke sin egen skole, som man ser det i andre lande. Den har ikke sin egen statsstøttede scene, hvor den kan opleves. Den har ingen dedikerede midler, som man kan søge for at udvikle og udfolde kunstarten. Den har ringe politisk prioritering.
Den har altså intet officielt sted at blive udøvet og udviklet. Verdens ældste kunstart, som er så grundlæggende en disciplin i selvforståelsen af vores egen kulturarv. Det skriver Vigga Bro i sin kronik, og jeg er enig.
Fortællekunsten skal kæmpe for sin egen ret, og det er svært at finde noget sted, hvor den har sin rod. Altså bortset fra på højskolerne, hvor den dog også skal genopdages, mener jeg.
- Hvad har du brugt tiden på det sidste halve år, hvor du har holdt efteruddannelsesorlov fra Grundtvigs Højskole?
Som fotojournalist på Dagbladet Politiken har jeg længe fortalt visuelle historier om samfundet og det at være menneske. Men som højskolelærer har jeg opdaget, at min lyst og evne til at fortælle historier ikke er bundet af det medie, jeg er uddannet i, men kan have en helt ny udfoldelse i “det levende ord”.
Hvor højskolens nærvær og fællesskab giver nogle helt særlige muligheder for mundtlig historiefortælling.
Denne opdagelse har affødt en lyst til en ny faglighed i mig, hvor mundtlig fortællekunst er blevet sit eget projekt i mit højskolevirke. Det sidste halve år har jeg opsøgt fortællekunsten i de bobler, som den udfolder sig i. På små fortællefestivaler, på lokale teaterscener, i fortællecirkler.
LÆS OGSÅ: Sangskriverduo bag ny grundlovssang: ”Historien kan blive tavs, hvis ikke vi taler og synger om den”
Og så har jeg også fundet små lommer rundt om på højskolerne, hvor jeg har besøgt den lille håndfuld af lærere, der er bærere af kunstarten. Kristian Kirk og Else Mathiassen som fyrtårnene.
Selv vandt jeg titlen som årets ”storyslammer” på Teater Katapult i december og er gennem alle de aktiviteter blevet en del af den lille kultur, der elsker, udøver og kæmper for den mundtlige fortællekunst. Og der sker noget i det miljø.
Fortællekunsten er ved at rejse sig som en kunstart i sin egen ret. Men den mangler prioritering. Det var Vigga Bros opråb en reaktion på. Den udvikling vil jeg trække med ind i højskolen.
- Hvorfor hører det at fortælle en god historie særligt hjemme på højskolerne?
Den mundtlige fortællekunst har i den grad et udspring i Grundtvig og et væksthus i højskolen. “Bogen i og munden op,” som Grundtvig formulerede det. Foredragssalen som et arnested. Det historisk-poetiske kalder på fortælling.
Højskolens syvende bud er ”Fortæl historier”, som det hed i en nylig bogudgivelse fra højskoleforeningens forlag, som jeg også selv bidrog til. Vi på højskolerne er bærere af en tradition, vi har en scene, og vi har et sultent publikum.
Vi kan huse fortællekunsten og udvikle den, men det kræver, at vi genopdager den som en kunstart i sin egen ret.
- Men lever fortællekunsten ikke allerede et liv og har et hjem i højskolerne – til morgensamlinger, på kurser, i elevsnakke og i forstander-taler?
Jo da. Det er jo netop derfor, jeg mener, at fortællekunsten har sin naturlige rod i højskolen. Vi har en tradition og en praksis, hvor mundtlig fortælling er et kerneelement mange steder i højskolehverdagen.
Men vil vi udvikle fortællekunsten, må vi – som Vigga Bro også råber til kamp for – forstå den mundtlige fortælling ikke kun som en tradition og en pædagogik, men som sin helt egen kunstart, som vi dyrker en faglighed omkring.
Jeg synes, man kan sammenligne det med den folkelige sang på højskolerne. Hver elev synger med sit næb, og således er der ingen højskoleelev, der ikke har sin egen helt unikke sangstemme. Sådan er det også med fortællingen.
Den fællesskabsfølelse og det nærværende nu, som kun en god fortæller kan skabe, har eleverne ofte ikke oplevet før. De fleste har ikke prøvet at sidde tryllebundet af et menneske, der kunne fortælle gode historier.
- Joachim Adrian
Vi fortæller alle historier, og hvert næb gemmer på sin fortæller. Det er en menneskelig æstetisk evne, vi alle er bærere og udøvere af. Derfor kan vi synge sammen. Og vi kan fortælle historier sammen.
Men når nu sangen har sin helt egen status i højskolen, er det ikke kun på grund af traditionen, den udspringer af, men også fordi vi tager sang fagligt seriøst. Vi skaber de helt rette rum for sangen, og vi sætter faglige kapaciteter til at udfolde og udvikle den.
Det må også være kravet, hvis vi på højskolerne vil huse den mundtlige fortællekunst. Så er det ikke nok, at der bare fortælles historier på kryds og tværs: til morgensamlinger, på værelser, i fag, i skoven, på udstillinger og så videre.
Skal vi virkelig huse kunstarten, eje den, så skal vi også have faglige kapaciteter, der kan undervise i og udvikle formaterne for fortælling. Det skal række ud over det, der sker helt af sig selv.
- Hvilke rammer og anerkendelse så du helst, at fortællekunsten havde i dag?
Efter kronikken i Information blev bragt, blev en lille gruppe af professionelle historiefortællere inviteret til kaffe hos kulturministeren. Og det er netop der, det begynder. Hvis fortællekunsten skal udvikles, skal den for det første opdages, så anerkendes, og så skal den prioriteres og have plads.
Den kamp kæmpes lige nu uden for højskolen, og det er jo sådan set det samme, jeg råber til kamp for på højskolen.
Har mundtlig fortælling eksempelvis sin egen plads på den enkelte højskole, hvor det er programsat som en oplevelse? Er der lagt fortællinger i arrangementskalenderen? Hvilke fortælletraditioner har man i det hele taget på den enkelte højskole, og hvornår er der sidst blevet udviklet på dem?
LÆS OGSÅ: Frederik Christensen er stadig fortællingens mester: "Hallo Herdis, er du ikke død endnu?"
Kunne man have aftenfortælling, ligesom man har aftensang? Skulle man hyre en historiefortæller?
Der er mange ting, man kunne gøre på højskolerne. For eksempel kunne fortælling være et fag i skemaet. Man kunne aktivt klæde eleverne på til at fortælle historier til morgensamling, og lærere eller en forstander kunne lave fortælletimer.
Man bør også have fokus på fortælling i spørgsmål om efteruddannelse og efterspørge relevant faglitteratur til højskolelærere. Og er der overhovedet nogensinde blevet ansat en faglærer i historiefortælling, eller er det blot noget, vi alle sammen selv her måtte opfinde?
- Hvad forsømmer højskolerne, hvis de ikke udbyder fag i fortællekunst eller på anden måde bruger fortællinger i dagligdagen?
I en digital tidsalder, hvor flimmer og online tilstedeværelse hele tiden kalder på elevernes opmærksomhed, er det ikke en selvfølge, at de kender den mundtlige fortællings magi. Det, kun at have ordene at ride på og ved egen fantasi selv danne billederne inde i hovedet.
Den fællesskabsfølelse og det nærværende nu, som kun en god fortæller kan skabe, har eleverne ofte ikke oplevet før. De fleste har ikke prøvet at sidde tryllebundet af et menneske, der kunne fortælle gode historier.
Og de skal derfor også på sin vis udfordres hertil, oplever jeg. Som jeg selv har skullet gøre denne opdagelse af mundtlig historiefortælling. Den opdagelse kommer ikke af sig selv.
Det kræver en røvhamrende god fortæller at kunne facilitere dette rum, så eleverne på den ene side får en dannende oplevelse med fortællingens kraft og på den anden side også selv får plantet en nysgerrighed på egen fortællerstemme.