Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
”Er Vesterhavet vest nok, når bølger ligger flade hen, og mågen plukker brød på stranden ved en tyskers fod? Er Himmelbjerget bjerg nok, når man må bygge tårnet til og sælge souvenirs som vandrestokke, alpestil?”
Mads Eslunds skønne, provokerende tekst til Højskolesangbogens nr. 416 ringer for mine ører, når debatten om Højskolebladets frihed nok engang får liv, også i dette historiske nummer af Danmarks ældst eksisterende almenkulturelle tidsskrift.
Svimlende imponerende årgang nummer 150 er vi fremme ved, siden 1876. Med samme sigte og samme menighed.
Hvornår er noget nogensinde nok? Frit nok? Relevant nok? Godt nok?
Det efterlader ikke meget at gemme sig bag, når friheden er stor. Kritik må man tåle, og det kan være en ensom affære.
- Lisbeth Trinskjær
Højskolebladet er uløseligt forbundet med højskolerne som skoleform og fungerer ikke på markedsvilkår, som de fleste andre tidsskrifter må have gjort igennem Højskolebladets eksistens. Tidsskrifter, som er lukket et for et undervejs, imens Højskolebladet fortsat står.
Selvfølgelig har der igennem bladets levetid været nogen, der har syntes, at bladet kunne undværes. Alligevel findes det endnu. Der har givetvis også været nogen, som har syntes, at FFD skulle indskrænke bladets frihed og rulle udgiverens armslængde til bladet en tak eller to tilbage.
Nogle synes måske endda, at den skulle forsvinde helt. Alligevel er den intakt. Der er ingen aktuelle planer om at lukke Højskolebladet, ej heller om at genbesøge armslængden.
Måske er præmisserne for Højskolebladet som redaktionelt uafhængigt magasin ikke meget anderledes end præmisserne for de højskolelærere og højskoleforstandere, som er en del af bladets læsere.
LÆS OGSÅ: Lisbeth Trinskjær: "Vi kan selvfølgelig ikke redigere satire væk"
Selvom lønsedlen tilvejebringes af højskolen, sker virket på fundamentet af en udstrakt frihed til at løfte hovedsigtet. I tillid til, at de, der har opgaven, kan ramme både kvalitet, formål og relevans for de mennesker, formålet eksisterer for.
Det efterlader ikke meget at gemme sig bag, når friheden er stor. Kritik må man tåle, og det kan være en ensom affære. Men i hele skoleformen ved vi, at når den slags dannelses-ambitioner er i spil, så vil noget ramme perfekt, og andet vil ikke lykkes overhovedet. Uanset, hvor dygtig man er.
Og hverken højskoleeleverne eller læserne skal elske det hele.
Snart vil Højskolebladet få fast redaktør, og det menneske vil sætte nye spor i det ikoniske blad. Præcis, som det skal være. Til både begejstring og frustration, er jeg sikker på. Det imødegår jeg selv med forventning, tillid og frihed.