Kort nyt fra højskoledanmark – februar

Publiceret 04-02-2025

NYHED Få et overblik over de seneste nyheder fra højskolebevægelsen – Højskolebladet har samlet en god håndfuld overskrifter fra hele landet.

Af redaktionen

Ubberup Højskole lukker

Efter 125 års højskoleliv måtte højskolen i Kalundborg dreje nøglen om. Ubberup Højskole har de sidste 24 år fokuseret på personlig udvikling og livsstilsændringer, men har i den seneste tid oplevet stor konkurrence fra sociale medier og digitale platforme, hvor personlig udvikling i stigende grad er blevet tilgængelig – dog uden et højskolefællesskab.

Derudover har medicinske løsninger fra Novo Nordisk ændret markedet for livsstilsændringer markant. På grund af for få tilmeldinger til vinterens kurser så bestyrelsen og ledelsen sig i januar nødsaget til at indstille højskoledriften.

Vinder af DR’s Slædepatruljen bag nyt outdoor-fag på Oure Højskole

Højskolelæreren Rasmus Carlo Fabricius vandt sidste år den barske tv-konkurrence Slædepatruljen, som er inspireret af Forsvarets optagelsesprøve og Siriuspatruljens forskole.

Hjemvendt fra prøvelserne har han startet linjen Outdoor – Nord for Polarcirklen på Oure Højskole, hvor eleverne fra januar i år kan prøve kræfter med ekstremt friluftsliv. Blandt andet på ture til det arktiske Nordsverige, hvor de skal overnatte i snehuler og klatre på Kebnekaises stejle bjergsider.

Kunsthøjskolen på Ærø fylder 40 år

Den 13. januar 1985 startede det første hold kursister på Kunsthøjskolen på Ærø, der dengang hed Vester Møllegaard Højskole. Således kan skolen i år fejre 40-års jubilæum.

I fagudbuddet fandtes i begyndelsen både biodynamisk landbrug og kreative fag som vævning, men i dag har skolen, hvis hovedbygningen stadig er den gamle stråtækte møllegård fra 1779, udelukkende fokus på samtidskunst.

LÆS OGSÅ: Tillykke til det gamle, frie blad

Ukrainsk bryllup på IPC

På grund af krigen i deres hjemland måtte den 25-årige hjemmesideudvikler Franceska Kotliar og 38-årige underviser og musikproducent Serge Synetskyi fra Ukraine i december sidste år fejre deres bryllup i højskolerammer.

Festen blev holdt på Den Internationale Højskole i Helsingør, IPC, hvor skolens i alt 110 elever, som kommer fra mere end 30 forskellige lande, og ansatte var inviteret med. Parret kom til højskolen via et stipendium fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark og drømmer om at starte en højskole i hjemlandet, når krigen er slut.

Ny forstander på Grundtvigs Højskole

Grundtvigs Højskole har fundet sin nye forstander. Det er bliver den 39-årige Tobias Bornakke, der den 1. maj tager over efter Jakob Mejlhede, som sad på posten i 22 år.

Tobias Bornakke har tidligere stiftet og været partner i den demokratiske virksomhed Analyse & Tal, er medlem af Forbrugerrådet Tænks bestyrelse og har siden 2022 været udpeget som formand for Nordisk Tænketank for Tech og Demokrati under Nordisk Ministerråd.

Han flytter ind i forstanderboligen med sin hustru, som han mødte på Testrup Højskole, og parrets to døtre

Højskolen for Bevidsthedsudvikling får frataget statsstøtten

Efter talrige påbud har Kulturministeriet fjernet statstilskuddet fra højskolen i Havnsø. Derudover har skolen fået påbudt senest nu til februar at betale knap 1,5 millioner kroner tilbage i statstilskud.

Staten har siden 2007 foretaget i alt syv tilsynsbesøg på Højskolen for Bevidsthedsudvikling og baserer blandt andet sin beslutning på, at der ikke har været udarbejdet indholdsplaner for alle kurser, at elever i nogle tilfælde har betalt mellem 2000 og 22.000 kroner for meget for det samme kursus, og at frivillige gratis har stået for undervisningen, hvilket er i strid med loven.

Det har lydt fra skolen, at man vil finde og betale pengene tilbage og desuden arbejde på igen at opnå tilskuddet i fremtiden.