Af Mikkel Poulsen, konstitueret ansvarshavende redaktør på Højskolebladet
Frihed er det altid vigtigt at tale om, så vi ikke går og tror, det er noget givet. Ordet kan på det skammeligste forvanskes, som i løfterne fra indflydelsesrige amerikanere, der hugger vores data og skrotter faktatjek på de “åbne” sociale medieplatforme. Der er frihed ikke til stede.
Ej heller, når lederen af de fries land vil købe andres hjemland og i øvrigt gøre, hvad der passer ham og en særligt udvalgt skare af støtter – med frygt og usikkerhed til følge i store dele af egen og verdens befolkning.
Frihed er noget, vi sikrer ved at mødes, have tillid til og forpligte os på hinanden.
Bedste venner bliver man måske ikke af at gå på højskole, men lad mig foreslå, at Danmark giver Trump og tech-mogulerne et højskoleophold i gave for at styrke det transatlantiske samarbejde.
- Mikkel Poulsen, ansvarshavende redaktør
Er der alligevel noget at fejre i denne tid? Ja, frie medier, som forpligter sig på sandheden og oplysning til demokratisk levevis. I år fejrer dette frie medie 150 år, og det markeres med en artikel om Højskolebladets historie som højskolebevægelsens – ikke kun højskolernes – blad.
Det blev sagt af grundlægger og første redaktør af Højskolebladet Konrad Jørgensen i 1876: “Bladet er bestemt for dem, der gennem højskolerne har fået sans for et ædelt og åndeligt løftet menneskeliv, i hvilket synet når længere end til pengeposen, madskabet eller klædeskabet.”
Bedste venner bliver man måske ikke af at gå på højskole, men lad mig foreslå, at Danmark giver Trump og tech-mogulerne et højskoleophold i gave for at styrke det transatlantiske samarbejde. Som skuespiller Ghita Nørby siger i sit sidste interview, som Højskolebladet bringer i dette nummer:
“I dag er vi så kedelige. Højskolen er et tilbud om ikke at være det!”.
LÆS OGSÅ: Ghita Nørby: ”I dag er vi så kedelige. Højskolen er et tilbud om ikke at være det!”
Guld skal gives til dem, der forsøger at forstå og løse verdens problemer i stedet for at skabe flere af dem. For vi har nok. Det nemme er at hade og udskamme, mens den svære vej er samtale og forsøg på gensidig forståelse.
Sådan kureres polarisering og splittelse, og dét er netop en af højskolernes fremmeste opgaver lige nu, skriver Højskolen Skærgårdens forstander blandt andet i sit bidrag til bladets verserende kronik-stafet.
Tillykke til Højskolebladet og med håb for en fri højskolefremtid.