Fortalt til Nicolai Foldgast, journalist, og Mikkel Poulsen, ansvarshavende redaktør
Med ansvar for de her bygninger synes jeg, jeg skylder noget. De indeholder i den grad sjæl. Mennesker har I mere end 100 år været med til at smitte af på de her bygninger, så den sjæl har jeg et ansvar for.
Men jeg vil ikke betegne Idrætshøjskolen Boseis initiativer som decideret kriseberedskab – mere som forberedelse, som rettidig omhu.
For os som højskole er det vigtigt at være funderet til at kunne opretholde en funktionel hverdag under alle omstændigheder, og dermed også i tilfælde af infrastruktur-nedbrud, hvor vi bliver bedt om at klare os selv i op til tre dage.
Vi har eget vandværk, så vi har vand i den anbefalede mængde, og vores gartneri forsyner os med grøntsager. Derudover har vi egne solceller, som leverer cirka en tredjedel af vores strøm, og så har vi vores store flow-batterier, som holder os kørende på solcellestrømmen, når solen ikke skinner.
En plan holder indtil første møde med fjenden. Og det er ikke, fordi jeg ser fjender over det hele. Det er bare klogt at tænke sig om.
- Martin W. J. Illum-Mundus
For at være på forkant med mulige udsving eller problemer gælder det om at kende sine bygninger godt og have en god gefühl for de små signaler. Er der en mislyd, en forkert lugt eller en svedende motor, skal det straks justeres, inden skader opstår.
Skrækscenariet for mig er brand, hvor risikoen for personskade er stor. Vi tager vores forbehold ved at efterse vores materiel hyppigt, holde brandøvelser, have klare regler for udførelse af varmt arbejde, altså ting der kan sætte ild til noget, og så videre.
Man kan faktisk godt sige, at vi har en nødplan for alt, der kan gå galt. Det skulle også være mærkeligt, hvis jeg ikke har en plan A, B, og C med fra min fortid i Forsvaret. En plan holder indtil første møde med fjenden. Og det er ikke, fordi jeg ser fjender over det hele.
Det er bare klogt at tænke sig om. Ellers bliver medicinen værre end sygdommen.
LÆS OGSÅ: Brevkassen: Kan det blive en god proces at lade højskoleelever få nye roomies halvvejs i semestret?
Der er faktisk to beskyttelsesrum på Bosei, men de bliver ikke brugt. Det ene er et party-rum, og det andet er til oplagring. Og vi har for eksempel heller ikke varmetæpper liggende. Vi tror hverken, russerne eller kineserne kommer og invaderer os lige straks.
Jeg går bestemt ikke efter at skabe en fortælling om, at krigen kommer.
Jeg er kommet ind i højskoleverdenen fra efterskoleverdenen, og jeg er rigtig glad for jobbet. Det er spændende at være med til at forme bygningerne ved løbende at optimere dem, så de også er klar til fremtiden.