Hej Ventilen
På vores højskole oplever vi hvert semester, at en eller flere elever ønsker at bytte værelse eller få enkeltværelse undervejs i opholdet. Det sker eksempelvis, hvis to meget forskellige elever havner på værelse sammen.
De kan være uenige om rengøringsstandard, eller den ene har brug for at gå tidligt i seng, og den anden er en natteravn. Det kan også være, at de bare ikke helt kan ramme hinanden.
Når sådan et ønske opstår, skal vi selvfølgelig forsøge at finde en løsning, men det er kompliceret. Vi er imidlertid blevet enige om at tilbyde og afprøve et værelses-bytte midt i semesteret. På denne måde håber vi at kunne normalisere det at ønske sig en ny roomie.
Og vi kan få organiseret det, så det for eksempel også sikrer en grundig værelsesrengøring.
LÆS OGSÅ: Brevkassen: Jeg troede, at højskolerne ville de unge mennesker det bedste?
Vores dilemma går på, hvordan vi gør det til en god proces. Hvordan undgår vi, at nogen føler sig valgt fra? Skal alle skifte værelse, eller skal vi blot lave det som en mulighed for at prøve at få en ny roomie?
Vi vil rigtig gerne involvere vores elever, så vi i processen arbejder med deres demokratiske dannelse. Men vi er rigtig meget i tvivl om, hvor meget ansvar vi skal give dem.
Så hvordan kan vi gøre processen demokratisk, men stadig sikre, at alle kan blive glade for en eventuelt ny roomie? Hvor meget ansvar kan og bør vi i sådan en sag tildele eleverne? Og risikerer vi at skabe et lignende problem med et værelses-bytte, som vi måske overser?
Mange hilsner fra
Højskolen for flere roomies
Svar fra gæsteredaktør Ulrik Lind, sekretariatsleder ved Friskolernes Hus:
Kære Højskolen for flere roomies
Det glæder mig, at I har fokus på værelsessammensætningen og udviser forståelse for, at det naturligvis har betydning for oplevelsen af et højskoleophold, hvorvidt værelset ”fungerer”, og at man trives med sin roomie.
At bringe mennesker sammen på værelser er ikke noget, som bare lykkes, og det kan kræve noget arbejde – i forhold til én selv, men også i samarbejde med ens roomie – at få skabt velfungerende rammer, som begge kan være i.
Det mener jeg, at skolen har et ansvar for at facilitere, og jeg kan anbefale, at skolen er tydelig i sin pædagogik omkring værelses-byttet og det arbejde, der gøres for at sikre, at værelserne fungerer tilfredsstillende.
For eksempel at man ser det som en naturlig del af dannelsen på en højskole, at man deler værelser og tager hånd om den opgave og eventuelle udfordring.
Hvis man lægger op til, at eleverne kan ønske, hvem de gerne vil bo sammen med igennem et værelses-bytte, vil der formentlig ske et udskillelsesforløb, hvor tilfældigheder afgør, om alle bliver valgt til og får en roomie, hvilket der peges på i indlægget.
Min erfaring med værelses-bytte er, at lodtrækning og tilfældighedsprincippet fungerer lige så godt som nøje planlagte værelsesfordelinger.
- Ulrik Lind
Det ansvar mener jeg ikke, eleverne skal stå med. Det må være skolens ansvar at sørge for en procedure, hvor ingen elever står tilbage med følelsen af at blive fravalgt, og netop her kan eleverne med fordel involveres.
Dog mener jeg, at hvis skolen indfører det som pædagogisk princip, bør alle skifte værelser.
Den demokratiske proces, mener jeg, må bestå i at involvere eleverne i de dilemmaer, som et værelses-bytte kan medføre, og lade dem bidrage til, hvordan man kan håndtere dem, så alle får en god oplevelse og føler sig godt klædt på til at løfte den opgave det er at skulle finde sig til rette med en ny roomie.
Hvordan tager man eksempelvis imod sin nye roomie, og hvordan får man talt om sine grænser og aftalt spilleregler? Hvad gør man, hvis man er uenige og så videre.
En demokratisk proces gør sjældent alle tilfredse, og drømmen om fuld konsensus er nok for idealistisk. Skolen bør efterfølgende vurdere elevernes bidrag, og hvor det giver mening inddrage elevernes forslag i deres pædagogiske praksis og arbejdet med de værelser, som er udfordrede.
Jeg mener ikke, at et værelses-bytte bør bygge på det frie valg eller bero på ønsker, da det i mine øjne vil være udemokratisk. De som sidder med det ”perfekte match”, ønsker måske ikke et værelses-bytte og vil i den henseende ikke tage ansvar for det store højskolefællesskab.
LÆS OGSÅ: Min roomie bringer smil og solstråler
Men selvfølgelig kan der være nogle værelser, som ikke kan komme til at fungere. Her synes jeg, at I på skolen bør være tydelige i, hvordan elevernes egne bidrag bliver håndteret, samt at skolen ser værelset som en pædagogisk arena for personlig udvikling.
Det betyder, at man som elev ikke kan forvente en ”ret” til at fravælge en anden, men at man kan have aftaler gældende om, at værelses-bytte ved uenigheder kun kan bevilges, hvis det kan løses inden for skolens pædagogiske grundlag.
Min erfaring er dog, at det kan danne præcedens for, at flere ønsker et ekstraordinært værelses-bytte.
Derfor bør jeres skole være tydelig i sine valg og have en god begrundelse – for eksempel hvis en elev på grund af ekstraordinære omstændigheder kan have et særligt behov for ro i en periode og har brug for eneværelse, selvom udgangspunktet er, at man deler værelser på en højskole.
Men hvordan afgør man så, hvem der skal bo med hvem? For eksempel er det ikke nødvendigvis det perfekte match at sætte to natteravne på samme værelse eller have et andet værelse, hvor man er enige om en lav rengøringsstandard.
Hvordan mon I laver værelsesfordelingen, inden eleverne starter? Min erfaring med værelses-bytte er, at lodtrækning og tilfældighedsprincippet fungerer lige så godt som nøje planlagte værelsesfordelinger, hvor man tror, man kan ”regne den ud” og med gode pædagogiske overvejelser lave de ”perfekte” sammensætninger.
Begge løsninger kan give lidt uro, som skal løses hen ad vejen sammen med eleverne. Men den ene proces er meget mere tidskrævende end den anden.
Held og lykke med værelses-byttet.
Ulrik Lind