Af Søren La Cour Bergmann, lærer på Vallekilde Højskole
Når jeg over for mine elever igangsætter en personlig samtale, bruger jeg nogle gange billedet af “ølkassetyperne” og “de stille soldater” som stereotyper.
Det er min forsimpling af det ekstroverte og introverte, og jeg fortæller dem, at vi selvfølgelig har brug for bragesnak, motivation og initiativ fra ølkassen, men forsikrer dem samtidig om, at vi i lige så høj grad skal have opbakning, arbejdsmoral og ro fra soldaterne på holdet.
På landets højskoler tales der ofte om dannelse, fællesskab og livslang læring. Men hvorfor kredser samtalen næsten altid om lærerne? Højskolelivet er langt mere end undervisning.
Det er også de daglige møder med køkkenpersonalet, pedellen og kontoret, som former eleverne og deres oplevelse af fællesskab. Her går billedet af de to stereotyper igen, hvor lærerne står på ølkasserne.
En spøjs erkendelse for mig har været, at en køkkenmedarbejder står mere foran alle elever, end jeg når gennem et højskoleophold.
- Søren La Cour Bergmann
Teknisk-administrativt personale (TAP) er med til at præge de unge, men bliver sjældent anerkendt som en del af højskolens pædagogiske miljø. Køkkenet, værkstedet og kontoret er ikke bare servicefunktioner – de er små læringsrum gennem et helt højskoleophold.
Måske skyldes det, at ordet dannelse ofte forbindes med undervisning. Men TAP lærer også eleverne noget – gennem samtaler, samarbejde og daglig interaktion.
Pedellen, der hjælper en elev med et byggeprojekt, oldfruen/kontoret, der tager sig tid til en syg elev eller hjælper med en vaskemaskine, køkkenmedarbejderen, som fortæller om madspild. Det er for mig også dannelse i praksis.
Samtidigt skal der også være en synlighed af TAP foran eleverne. Man må gerne tage sin plads og tid til eksempelvis præsentationen af maden i spisesalen – den er vigtig. På højskolerne forsøger vi at skabe et hjem for eleverne, og i hjemmet er alle synlige for hinanden.
LÆS OGSÅ: Flere højskoler nytænker køkkenernes rolle og organisering
En spøjs erkendelse for mig har været, at en køkkenmedarbejder står mere foran alle elever, end jeg når gennem et højskoleophold.
Højskolen er en helhed, hvor alle ansatte påvirker eleverne. Derfor bør vi tale om TAP som en integreret del af højskolepædagogikken og ikke kun som dem, der får hverdagen til at glide. Det kræver en kulturændring, hvor TAP’s rolle i elevernes dannelse anerkendes, italesættes og formaliseres.
Find ud af, hvor og hvordan dette møde sker på jeres højskole. Hvis vi vil tage højskolens værdier om fællesskab alvorligt, skal vi også tage TAP’s betydning alvorligt.
For måske er det ikke kun mødet med “ølkassetypen” af en lærer, men også de stille soldater: pedellen, køkkenmedarbejderen og sekretæren, der skaber øjeblikke for elevernes dannelse.