Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Selve livet er blevet centrum for den offentlige debat om børn og unges trivsel, og det på en måde, vi ikke har set længe. Måske i virkeligheden aldrig.
”Igennem livet vil man opleve perioder med mørke, uro og usikkerhed. Det betyder ikke, at man er syg. Det betyder, at man er menneske,” siger Trivselskommissionens formand, Rasmus Meyer, til den ene journalist efter den anden. Det er eksotisk tale – uvant – at diskutere tilværelsens præmis uden psykologien i hovedrollen. Det er velgørende og modigt gjort.
I Højskolerne genkender vi den søgen efter mening, fællesskab, tro på egne evner, behovet for at mønstre vedholdenhed og for at erkende sig selv, som kommissionen beskriver.
Det er fundamentalt for et myndigt voksent menneske at afklare med sig selv, hvilke anskuelser tilværelsen skal bygges på, og hvilke aftryk man vil sætte i sin egen. At finde fællesskaber, hvor man kan høre til, og at finde relationer, livet kan leves i.
Evnen til at sætte sig i en andens sted er en del af ubehagets belønning. Evnen til at se det menneske, den anden er, også selvom de mener noget helt andet, end man selv mener.
- Lisbeth Trinskjær
Men livet skal rustes til at kunne tåle ubehaget ved storme og konflikter. Og den fordring lander hårdt hos mange.
Evnen til at kunne rumme ubehag kommer få unge til højskolen med. Mange foretrækker harmoni og enighed og finder konfronterende uenighed frastødende. Hos nogle af dem, der taler om unge, beskrives den bevægelse som en slags ”ny skrøbelighed”. Som konfliktskyhed.
”Snowflakes” er vist det ord, de særligt indignerede modne voksne har døbt de pågældende unge. En generation, der er så sensitiv, at den ikke kan holde til debat.
Men hvis det er diagnosen, misser vi en vigtig pointe, og måske også vores mulighed for at styrke de unges evne til at blive i ubehaget? Nemlig hvorfor de så stærkt foretrækker harmonien.
Igennem hele deres opvækst har livspræmissen været individualisering. Det stærke fokus på selvoptimering, individuelle præstationer, selvrealisering og selviscenesættelse har vi som samfund skabt. Det unikke er et langt mere værdifuldt benchmark end det almindelige.
LÆS OGSÅ: Trivselskommissionen: Børn og unge trænger til at vide, at der er brug for dem
De har lært, lige fra de var små, at de står alene. Og de nærer et dybt og meget rørende ønske om at udvise respekt for andres individuelle meninger og behov. En respekt, vi andre måske kunne lære noget af?
I højskolefællesskabet oplever eleverne en kultur, hvor vi deler med andre, hvad vi er optaget af, hvor vi risikerer at blotte tvivl, hvor vi tør stå ved det menneske – med værdier, normer og overbevisninger – vi er, og hvor vi sjældent lader hinanden i fred.
Det er krævende at finde sig i. Men det er måske også præcis sådan, man finder sig selv?
Evnen til at sætte sig i en andens sted er en del af ubehagets belønning. Evnen til at se det menneske, den anden er, også selvom de mener noget helt andet, end man selv mener.
Her bliver uenigheden reduceret til ét element af relationen. Den udgør ikke relationen alene. Glansbilleder blegner i nærheden, og forventningerne til det at være menneske justeres.