Af Mikkel Poulsen, ansvarshavende redaktør
Heldigvis lever størstedelen af den danske ungdom gode og glade liv, men for mindre grupper i samfundet er den generelle trivsel dalende. Flere børn og unge slås med deres selvforhold, og i dag er gruppen, der trives, blevet en smule mindre:
Piger og unge kvinder føler sig forkerte og utilstrækkelige, mens drenge og unge mænd i stigende grad isolerer sig fra fællesskaberne. Men det er fortsat børn og unge fra hjem med vold, konflikter og misbrug, som er i størst risiko for mistrivsel.
Sådan konkluderer højskoleforstander og formand for Trivselskommissionen, Rasmus Meyer. Han har sammen med unge, professorer og praktikere siden august 2023 arbejdet på at forstå det, han hellere vil kalde trivselsudfordringer end trivselskrise.
Nu ligger anbefalingerne klar, og de handler om et nyt sprog, karakterdannelse og livsoplysning.
I baggrunden for Trivselskommissionens arbejde slås det fast, at de fleste børn og unge i Danmark faktisk trives. Hvor stort er problemet?
“Problemet er forholdsvis stort. Jeg mener ikke, vi befinder os i en krise, men der er en række trivselsudfordringer. 40 procent af 19-årige kvinder siger, de har en diagnose. Når vi spørger psykiatrien, er tallet 10-12 procent. Det fortæller os blandt andet, at der er en generation af unge, som har fået et patologisk eller diagnostisk sprog til at begribe sig selv med.”
Hvad er de væsentligste løsninger på de problemer?
“Den her diskussion er blevet koloniseret af de sundhedsfaglige discipliner. Psykologerne og psykiaterne har selvsagt meget at bidrage med, men vi ønsker, at vi kommer et sted hen, hvor børn og unge, ledere i civilsamfundet og forældre får en rolle at spille i de udfordringer, vi står over for. Vi ønsker at formulere et dansk svar, hvor vi trækker på alt det, vi er gode til herhjemme: fællesskaber, livsoplysning, pædagogik, karakterdannelse. For den brede, almene gruppe skal svarene formuleres i familierne, i skolen og i civilsamfundet – ikke i psykiatrien.”
LÆS OGSÅ: Middelklassens unge under pres
Så et mindre sigte på terapi, diagnosticering og medicinering?
“Lige nu er der en meget stærk søjle, der hedder mistrivsel-psykologi-behandling. Spørgsmålet er, om man kunne lave en lige så stærk søjle, der hedder karakterdannelse-pædagogik-mestring. Altså trække diskussionen ud af hænderne på de sundhedsfaglige discipliner og lade livsoplysningen og fællesskaberne spille en anderledes vigtig rolle. Vi foreslår, at karakterdannelse kommer til at fylde mere på tværs af daginstitutioner, grundskole og ungdomsuddannelser. At flere skal på højskole, flere skal have oplevelsen af at være en del af civilsamfundets meningsfulde fællesskaber, flere skal have et fritidsjob.”
Hvad lægger du i begrebet karakterdannelse? Nogle vil mene, at det ikke skal have et andet mål for øje end sig selv...
“Vi har ikke noget ideologisk anliggende med børn og unge, men vi kan se, at de karakteregenskaber, man får med på vejen, er afgørende beskyttelsesfaktorer. Når vi taler om karakterdannelse, drejer det sig om selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og en ansvarsfølelse. Det er en dobbeltbevægelse, hvor man på en og samme tid evner at tage vare på sig selv og føler et ansvar for de fællesskaber, man er en del af.”
Hvad giver det de unge at træde ind i meningsfulde fællesskaber?
“Noget af det vigtigste i et menneskeliv er, at man oplever at høre til, og at tilværelsen opleves som meningsfuld. Det vigtigste, vi som samfund kan give børn og unge, er en fornemmelse af forankring og en horisont af betydelige spørgsmål til deres tilværelse. Det bidrager med en indre tyngde, som kan fungere beskyttende.”
Hvilken forståelse af begrebet trivsel ligger til grund for kommissionens anbefalinger?
“Vi må ikke sætte lighedstegn mellem det at trives og en følelse af konstant velvære. Trivsel er snarere, at man kan håndtere de perioder, hvor man har det svært. Med vores trivselsforståelse ønsker vi at få skilt kategorierne sygdom og mistrivsel ad. For det er uhensigtsmæssigt, at man forstår almenmenneskelige forhold med diagnostiske termer.”
Jeg er selv i det her arbejde blevet radikaliseret. Vi kan se, at der er en sammenhæng mellem den kommercialiserede digitaliserede kolonisering af børn og unges liv og en række af de trivselsudfordringer, vi har.
- Rasmus Meyer
Er der en stærk barriere til stede i forhold til at overvinde, at det faste svar på mistrivsel er psykologisk eller psykiatrisk behandling?
“Vi skal træne vores blik, og det kræver, at nogle andre professioner tør træde et skridt frem, og at vi på højskolerne tør insistere på, at man gennem livsoplysning kan nå til erkendelser om sig selv, som er lige så gyldige og legitime som dem, man kan opnå gennem en psykologiseret prisme. Man kan sidde uroligt på stolen, fordi man har ADHD. Man kan også sidde uroligt, fordi man er forelsket, eller fordi stolen er dårlig, eller fordi man har ondt i maven over, hvad der foregår i hjemmet. Vi er simpelthen nødt til at træne vores blik, så det bliver muligt at begribe os selv og hinanden på en anden måde end gennem diagnoser.”
Hvor får vi det blik fra?
“Det får vi fra civilsamfundet, efterskolerne og højskolerne, gennem poesien og musikken og gennem idrætten. I kirken. Alle de arenaer, hvor vi historisk er blevet givet et sprog til at begribe os selv med. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om der er en forbindelse mellem den accelererede sekularisering og psykiatriseringen af samfundet. I takt med at vi tabte ét sprog for at være mennesker, så vandt et naturvidenskabeligt sprog frem. Vi er nødt til at insistere på at give en generation af børn og unge et andet sprog at begribe sig selv med.”
Skal vi til at tale om synd igen?
“Nej, det tror jeg ikke. Men vi kan godt tale om tro og ånd og mening og livsmod. Det er nogle andre begreber, vi skal have fingrene i. Men jeg tror, at vi er nødt til som mennesker at erkende, at vi er fejlbarlige.”
Er der noget specifikt i højskolens pædagogik og særlige rum, som kan være et værn mod mistrivsel og præstationspres?
“Jeg synes, højskolen kan bidrage med meget. Livsoplysning der giver folk muligheden for at begribe sig selv gennem kunsten, kulturen, litteraturen og filosofien. Den kan bidrage med fællesskab, en fornemmelse af tilhør og forankring. At man oplever at kunne være med til at forme og farve et fællesskab. Den kan også bidrage med karakterdannelse, altså at man får nogle mestringserfaringer, der gør, at man vokser som menneske.”
“Jeg tilhører ikke den skole, der mener, at mennesker vil trives, hvis man stiller færre krav til dem og forventer mindre. Jeg mener, det modsatte gør sig gældende. At det moderne menneske har brug for at opleve forankring, mening, og at der forventes noget af en. Den danske litterat Bjørn Poulsen siger et sted, at mennesket kan holde til det meste bare ikke at være frit svævende. Forudsætningen for at opleve sit liv som meningsfuldt er, at man er forankret et sted, og at der er en mening eller retning i ens tilværelse. Jeg vil gerne advare mod den forståelse, at mennesket længes efter færre forventninger.”
LÆS OGSÅ: Højskolelærer havde glædet sig til at trække stikket på orlov, men blev fanget i de sociale mediers spind
Har vi i dag den rigtige opfattelse af unges brug af sociale medier og den måde, de unge påvirkes?
“Jeg er selv i det her arbejde blevet radikaliseret. Vi kan se, at der er en sammenhæng mellem den kommercialiserede digitaliserede kolonisering af børn og unges liv og en række af de trivselsudfordringer, vi har: mere uro i klassen, mindre søvn, en voldsom stigning i opmærksomhedsforstyrrelser. Den udvikling kalder på, at vi som samfund tager nogle drastiske skridt i forhold til at skubbe tilbage mod techgiganterne.”
Radikaliseret?
“Jeg ser med større alvor på, hvor alarmerende den udvikling er. Vi er vidne til en paradoksal udvikling, hvor vi bliver stadig mere optaget af børn og unges sikkerhed i den fysiske verden, mens vi online har resigneret og bare accepteret, at en generation af børn og unge bruger 4-10 timer om dagen i onlineuniverser designet af Silicon Valley eller nogle kinesere, som ikke har vores børn og unges trivsel for øje. Og jeg forstår faktisk ikke, hvordan vi som samfund har tilladt den udvikling.”
Har I nogle anbefalinger til, hvad de unge selv kan og bør gøre?
“Som kommission peger vi på, at den her diskussion starter med, at vi hver især spørger: Hvad kan jeg bidrage med? Der er en tilbøjelighed til, at vi peger fingre ad techindustrien, kommunalbestyrelsen og kulturen, mens vi er herligt fri for ansvar selv. Hal Koch er citeret for, at ansvar egner sig bedst til indvortes brug. Så ja, børn og unge kan for eksempel være der for hinanden. De kan selv aktivt opsøge fællesskaber og tage del i dem. De kan være noget for andre. Det er faktisk godt for en selv at støtte og hjælpe andre. Og jeg mener også, det ville være gavnligt, hvis flere unge valgte at sige, at de gerne vil på efterskole eller højskole. De kan også tage et fritidsjob og sørge for at få motioneret. Trivsel er jo på én og samme tid et ansvar, der påhviler os hver især, og samtidig et fælles anliggende.”