Kort nyt fra højskoledanmark – marts

Publiceret 17-03-2025

NYHED Få et overblik over de seneste nyheder fra højskolebevægelsen – Højskolebladet har samlet en god håndfuld overskrifter fra hele landet.

Af redaktionen

Vilde haver i Odder

Med støtte fra Nordea Fonden skal Odder Højskole over de kommende tre år udvikle seks haver på skolens to hektar udeareal. De seks nye haver har biodiversitet, bæredygtighed og æstetik i fokus, og blandt andet skal der placeres kunstværker rundt om i haverne.

Kommende elever på Odder Højskole vil også få mulighed for at være med til at forme dem. I samarbejde med Odder Kommune og foreningen Økologiens Have håber højskolen at kunne udbrede den grønne dannelse til lokalsamfundet.

Projektet er en del af den fælles indsats mellem Folkehøjskolernes Forening i Danmark og Nordea Fonden.

Ny litteraturfestival på Askov Højskole

Den netop afholdte festival UDSYN har til formål at samle og præge den offentlige samtale om litteraturen. Under temaet “Mark og eng” var der 14.-16. marts oplæsning af forfattere, paneldebat og samtaler om litteraturens og menneskets forbindelse til natur, landbrug og landskab på højskolen.

Navnet UDSYN er valgt som en historisk hilsen til tidsskriftet Dansk Udsyn, som Askov Højskole udgav gennem godt 80 år. Nu er tidsskriftet genopstået i en liveudgave, som vil være en årligt tilbagevendende litteraturfestival i marts.

LÆS OGSÅ: Trivselskommissionen: Børn og unge trænger til at vide, at der er brug for dem

Et skub på det grønne køkken

Danmarks første vegetariske kok står nu i lære på Løgumkloster Højskole. Som en del af uddannelsen på Københavns kokkeskole hjælper Liv Nielsen til i køkkenet hos kok og madudvikler Anika Karlsen Thor.

Den 1. marts holdt Anika Karlsen Thor desuden udgivelsesreception for sin nye kogebog Klimakøkken. Udgivelsen er en del af et større klimakøkken-projekt, hvori skolens såkaldte undervisningskøkken indgår.

Det blev anlagt i foråret 2024 og skal foruden at være køkken også fungere som formidlingsområde med debatter, smagninger og foredrag.

Højskole i Lejre under opstart

Fra en bar mark i Kirke Såby på Sjælland rejser der sig i øjeblikket et nyt boligområde, hvis formål er at skabe økonomisk overskud til opførelsen af Lejre Højskole på nabogrunden. Landsbyklyngen skal hedde Højskolesletten, og grundejerforeningen regner med, at projektet bibringer højskolens pengekasse 10-12 millioner.

Lejre Højskole vil fokusere på fag som natur- og friluftsliv, selvforsyning, bæredygtigt landbrug og maritimt håndværk og regner med at kunne udbyde lange ophold fra 2026.

Ny forstander på Gymnastikhøjskolen i Ollerup

Efter fire år på posten har Thomas Smith Dissing efter aftale med bestyrelsen valgt at fratræde sin stilling. Valget blev truffet i starten af marts. I stedet er lærer gennem 27 år på Gymnastikhøjskolen i Ollerup Niels Henrik Nielsen blevet konstitueret forstander.

Han har desuden i længere tid fungeret som pædagogisk leder på skolen. Før han blev højskolelærer, har Niels Henrik Nielsen været instruktør på DGI Verdensholdet.

Rekordår og jubilæum

Jaruplund Højskole kan i år fejre 75-års jubilæum. Den historiske milepæl i 2025 følger en anden fra året før, nemlig at skolen i Sydslesvig satte rekord for antallet af kursister. I 2024 var 63 sydslesvigere på danskkursus, mens 1162 kursister fra Danmark deltog i skolens andre kurser.

1225 kursister er det højeste antal i skolens historie. Jubilæet fejres med et særligt kursus 3.-9. september, og på selve dagen for den runde fødselsdag, den 8. september, holdes en stor fest med blandt andet koncert.