"Vi gør eleverne en bjørnetjeneste ved at udvise for meget omsorg"

Publiceret 17-03-2025

NAVNE Underviser på Løgumkloster Højskole Ruth Duggan forsøger i sin egen undervisning at undgå pædagogiske “kattelemme”, hvor elever kan fravælge udfordrende aktiviteter til fordel for et blødere alternativ.

Fortalt til Nicolai Foldgast, journalist. Foto: Anna Simonia Gjørup Kleinsøe

At vi er blevet mere bevidste om unges diagnoser er godt, men det kan der også være en ulempe ved, idet de unge nogle gange får for meget omsorg.

Nogle gange giver vi højskolelærere ikke eleverne nok modstand i undervisningen, og de kan bruge en såkaldt kattelem til at komme uden om udfordrende aktiviteter ved at få tilbudt et alternativ. Vi gør dem sådan set en bjørnetjeneste, mener jeg.

Jeg har stor respekt for eleverne og de ting, de har med i deres bagage, men jeg vil rigtig gerne inspirere dem til at kigge mere ud mod verden og andre mennesker i stedet for altid at have fokus på sig selv.

Den færdighed kan de få, hvis de ikke bliver tilbudt kattelemme, men netop deltager i den fælles undervisning og de fælles aktiviteter.

Ofte ønsker elever at tage en “off-dag” eller trække sig tilbage til deres værelser fra en aktivitet eller undervisning, fordi de er trætte eller ikke gider at deltage. Jeg beder dem om at deltage i 20 minutter og mærke efter bagefter.

Hvis tingene bliver for flydende og frie, og der er for mange særordninger, kan det være svært for elever at navigere i.

- Ruth Duggan

Jeg foretrækker struktur, rammer og klarhed fremfor fleksibilitet og uklare retningslinjer. Når eleverne præcist ved, hvad der forventes af dem i en lektionsplan, eller hvordan skolens struktur fungerer, så mener jeg, at både elever og ansatte føler sig mere trygge.

Hvis tingene bliver for flydende og frie, og der er for mange særordninger, kan det være svært for elever at navigere i.

Der er naturligvis modstand fra nogle elever, som har det svært ved ikke at kunne gøre, hvad de vil. Nogle gange kræver det en samtale, hvor de måske er uenige eller prøver at overbevise en om, hvorfor de gerne vil undgå undervisningen.

Her er det pædagogikkens kunst i forhold til kattelemmen at forklare dem deres pligt til at spille en rolle i fællesskabet – og ikke kun tænke på sig selv.

Jeg mener ikke, at min måde at undervise på giver bagslag. I ny og næ er der modstand, men eleverne ved godt, at de har valgt at komme på højskole frivilligt. Jeg tror, at mange af dem er virkelig taknemmelige for lærernes modstand.

LÆS OGSÅ: Højskolelærer: Vi har givet unge et liv med VAR

Når elever føler sig trygge og forstår rammerne, kan de nemlig i højere grad have det sjovt, eksperimentere og lege med fagets indhold – i stedet for at bruge energi på at finde ud af, hvor meget frihed de har.

Det er vigtigt for mig som underviser at skabe begejstring og tillid fra starten, så eleverne ikke ønsker at benytte sig af en kattelem senere, men faktisk vil fællesskabet. Helt konkret prøver jeg at undgå at sige til dem, at de kan vælge ting fra.

Derudover italesætter jeg heller ikke tingene som udfordrende eller svære, men som lærende og sjove.

Jeg oplever, at der er kommet mere respekt i klasselokalet – over for mig, men også mellem eleverne – ved brug af rammer og struktur.

BLÅ BOG

Ruth Duggan

Født i 1991.

Har en kandidatgrad i tekstildesign fra Det Kongelige Akademi – arkitektur, design, konservering.

Siden februar 2021 har hun undervist i Tekstil & Nordic Living på Løgumkloster Højskole.

Kommer fra en lille by nær Brighton i Sydengland.