Af Jesper Trier Gissel, lærer på Nørgaards Højskole
Selvom om jeg gennem et langt liv har forsøgt at holde sport og især fesne sportsmetaforer fra livet, vil jeg nu alligevel gøre en undtagelse i et krampagtigt forsøg på at snøre mig til et par ekstra læsere: Vi har givet unge et liv med VAR (video-assisterende dommer brugt i fodbold).
Alt skal være lige så rigtigt eller forkert som en off-side-kendelse i en fodboldkamp mod Tyskland, så unge hurtigt kan komme videre og ikke spilder tid på at tvivle, fejle og nøle.
Deres produktivitet og forbrug skal optimeres for samfundets skyld, og derfor har vi dynget dem til i strukturer og uoverskuelige SoMe-labyrinter, hvor deres adfærd monitoreres og styres på en måde, hvor de ikke længere magter at tage sig af andre end sig selv. Og hvis det gør dem ulykkelige, bilder vi dem ovenikøbet ind, at det er, fordi de er for dårlige til at “mærke efter” eller “være i nuet”.
Det snakker vi – og har vi snakket – meget om i højskolebevægelsen. Det er ikke nyt for os. Men jeg tror alligevel (og jeg og min højskole er ingen undtagelse), at vi er gode til at sige det, men for dårlige til at tænke det ind i vores hverdag, fordi vi gerne vil have mange og glade elever.
Den slags forsimplede og luftige postulater kan være svære at konkretisere så langt, at de kan nuanceres kvalificeret. Men til min overraskelse fik jeg for relativt nyligt hjælp til perspektiv af gode, gamle Nietzsche.
LÆS OGSÅ: Ny podcastsæson bladrer løs i bogen ”Højskoletekster”
Nietzsche (1844-1900) er med en vis sandsynlighed verdenshistoriens mest misforståede filosof. Den primære årsag er naturligvis hans nazistiske søsters fiflen med hans ufærdige manuskripter.
Men jeg tror også, det handler om, at Nietzsche ikke skriver standard akademisk filosofi, men for det meste udtrykker sig i allegorier, som man så kan være mere eller mindre god til at fordybe sig i. Han er med andre ord nem at læse, men virkelig svær at forstå.
Dette – kombineret med hans til tider svulstige snak om overmennesker og vilje til magt – har desværre givet ham en ny følgerskare af primært unge mænd, der mener, han giver dem ret til at være racistiske antifeminister.
Men Nietzsche var alt andet end racistisk antifeminist. I tråd med sine samtidige feminister kaldte han ægteskab for slaveri. Han fyrede sin forlægger, da han fandt ud af, at vedkommende var antisemit, og alle beretninger om Nietzsche vidner om en mild, venlig og dybt empatisk mand.
En mand, der søgte at sætte mennesket fri fra de bånd, han mente, at især kristendommen har presset ned over os på en måde, hvor vi ikke kan leve fuldt i overensstemmelse med, hvem vi er, og hvad der giver os mening.
Zarathustra
I Nietzsches legendariske værk Således talte Zarathustra stiger vismanden Zarathustra ned fra ti års meditation på en bjergtop for at lære menneskene, at det er fjollet at leve efter en kristen moral og etik, som ikke formår at rumme mennesket, som det er skabt, når vi har slået Gud ihjel.
Vi skal i Nietzsches optik sætte spørgsmålstegn ved al kristen moral og etik og se, om det gavner os eller holder os tilbage.
I en allegori bliver Zarathustra vækket af en hugorm, der bider ham i halsen, mens han sover. Hugormen opdager forfærdet, hvem den har bidt og begynder at undskylde. Men Zarathustra siger, at dens gift slet ikke kan røre den mægtige Zarathustra, og at han i øvrigt er glad for at blive vækket, da han havde sovet for længe.
Når jeg som lærer har magten, overskuddet og autoriteten, mener Nietzsche, at det er MIT ansvar ikke at krænke elevernes energi og glæde, selv om det er dem, der har brudt reglerne.
Jesper Trier Gissel
Zarathustras disciple spørger, hvad moralen er, og Zarathustra svarer, at der ikke er nogen morale, men tilføjer, at hvis nogen, der er svagere end dem, gør dem ondt, så straf dem ikke. Forklar dem, at de har gjort dem en tjeneste. Og det er allerbedst, hvis de selv kan være lidt amoralske, når de gør det, for så har de ikke unødigt krænket og nedgjort vedkommende. Fokus flyttes altså fra, om noget er rigtigt eller forkert, til om det kvæler livets kraft og energi.
Det interessante ved allegorien er, at slangen faktisk uprovokeret forsøger at dræbe Zarathustra, men slipper uden straf. Kristen tankegang vil straffe alle ens, så drabsforsøg udløser den samme konsekvens for alle. Men slangen føler ægte skam, og da den alligevel ikke kan skade Zarathustra, er der ingen yderligere grund til disciplinering.
Zarathustra er så mægtig, at hans status ophæver alvorligheden af slangens handling, og så er det kun kristen hævntørst eller retfærdighedsfølelse, der kræver yderligere straf. Og det er den overflødige straf, som graver grøfterne dybere og suger energi ud af livet. Vi skal med Nietzsches ord hinsides den dogmatiske kristne forestilling om godt og ondt – og i stedet se, hvordan vi tjener menneskets glæde og energi.
Eleverne på taget
For et par år siden på en fredagsvagt gik jeg ud på et af vores dejlige grønne områder og så to elever sidde på taget af en elevfløj med hver deres øl og grine fjoget. Da de så mig, gik de lidt i panik og begyndte at møve sig hen mod den stige, de havde brugt, mens de undskyldte.
Jeg grinte og bad dem blive siddende i to sekunder. Så hev jeg telefonen frem, bad dem smile og lave thumbs-up, tog et billede af dem (uden at spørge om lov) og sagde, at nu måtte de godt gå ned. Så lagde jeg billedet på elevholdets Facebook-gruppe og skrev ”Her ser I XXX og XXX gøre noget, man ikke må :)”
Havde jeg fulgt reglerne og givet dem et strengt formanende blik, bedt dem kravle ned omgående og kastet mig ud i en lang svada om, hvor farligt det er at drikke øl på taget, og at de kan ødelægge tagsten, og at de godt ved, at det gør man ikke, hvorefter jeg havde skrevet om episoden til min ledelse – så havde jeg jo passet mit job. Eleverne gjorde noget forbudt, og som den voksne autoritet burde jeg måske have irettesat og disciplineret dem behørigt.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg oplevede racisme blandt eleverne, men greb ikke ind – hvad gør jeg nu?
Men jeg havde også understreget en afstand imellem os og cementeret vores ulige magtforhold. For hvilket forhold havde vi så bagefter? Det kunne være, de gik og var skamfulde. Det kunne være, de syntes jeg var for meget. Det kunne være, de godt vidste, at det, de gjorde, var forkert, men at de var sure alligevel.
Jeg havde i hvert fald gjort det meget sværere at have et positivt, åbent og legende forhold til et par unge, dejlige, sjove mennesker.
Da jeg i stedet uden samtykke tog et billede og skrev ud i elevgruppen, at de faktisk havde gjort mig en tjeneste, så jeg lige kunne repetere en regel, var stemningen en helt anden. De syntes, det var skidesjovt, og det gjorde resten af elevflokken også. Og vigtigst af alt forstod de beskeden.
Det var unødvendigt at forklare dem, hvorfor det var dumt. Det vidste alle, og den eneste grund til at forklare dem det i situationen ville have været at få dem til at føle skam over deres ungdommelige dumdristighed og understrege, at jeg faktisk er lærer og bestemmer ting!
Dogmatikkens hævn
Når jeg som lærer har magten, overskuddet og autoriteten, mener Nietzsche, at det er MIT ansvar ikke at krænke elevernes energi og glæde, selv om det er dem, der har brudt reglerne. En reprimande ville have nedgjort og udskammet dem unødvendigt.
De var ikke et sekund i tvivl om, hvad de gjorde galt, så enhver gennemgang af problemerne ved deres opførsel var fuldstændig overflødig, men tjente kun til at understrege vores lærer-elev-relation. Og mit lille normbrud med at tage og dele billedet uden samtykke gjorde også sit til at afmontere følelsen af status og hierarki.
Det giver sig selv, at den slags håndtering kræver, at man har overskuddet til at gribe situationen, og det er absolut ikke altid, at jeg selv formår det. Der er jo også masser af situationer, som ganske enkelt kræver en kristen, autoritativ hammer (det benægter Nietzsche heller ikke – det handler netop om magtforhold). Men jeg tror, at man kan vænne sig til at være åben overfor, om al disciplin nødvendigvis skal køre efter bogen.
Jeg er bange for, at vi i stigende grad stjæler unges plads til at være mennesker, når alt i deres liv virker afgørende for deres fremtid
Jesper Trier Gissel
For en del år siden havde jeg en elev, som var ret dårlig til at stå op om morgenen. Og da vi igen en tirsdag morgen sad i lokalet og manglede ham, gjorde jeg det, jeg altid har gjort: Jeg tog hele holdet med ned og hentede ham.
Som et utal af gange før bankede jeg på og brasede ind sammen med en flok elever og råbte ”GODMORGEN!” Vi opdagede så, at han ikke var alene om at sove længe. Faktisk lå hele hans hak (fire personer) og snorkede med det, der umiskendeligt var en gang ret hidsige tømmermænd. Det gav mig naturligvis mulighed for også at hjælpe resten af hakket med at stå op og starte dagen.
Igen fulgte jeg formlen med ikke at køre på skyld og skam, men tage det med et smil og selv bryde normerne for god opførsel en lille smule. Men denne gang gik det galt. Efter nogle dage viste det sig, at et par af de sovende, tømmermændsramte elever var gået til elevudvalget og havde klaget over mig. Det havde været meget grænseoverskridende, at der pludselig stod en lærer på værelset, mens man sov.
Jeg kunne egentlig godt forstå, at der var forskel på, at jeg brasede ind og hentede en elev, jeg kendte godt – modsat elever, jeg ikke kendte så godt. Jeg havde selvfølgelig samtidig en mistanke om, at det også handlede om, at de var blevet taget i at bryde reglerne (hverdagsdruk og fravær) og øjnede en chance for at skyde tilbage. Men jeg var egentlig med på, at situationen her var anderledes, og at de havde en valid pointe.
Eleverne havde altså slået min Nietzsche tilbage med kristen dogmatik. De gik i kødet på mit normbrud i stedet for at tage imod min uovertrufne pædagogik, som jeg syntes, de skulle! Og nu var jeg faktisk blevet krænker i den moderne forstand, på trods af at jeg til enhver tid vil kalde mig selv woke.
Jeg undskyldte derfor til morgensamling og forklarede, at den slags havde vi altid gjort, men at tiden nok ikke længere var til den slags disciplinære greb. Unge menneskers grænser har rykket sig meget gennem de snart 20 år, jeg har været højskolelærer (faktisk har jeg engang vækket en elev, der sov for længe, med vand, mens jeg filmede det og sendte til hans mor, som jeg kendte).
LÆS OGSÅ: Digter Haidar Ansari ser højskolen som en smuk idé, der slet ikke lever op til sit potentiale
Men jeg sagde også til morgensamlingen, at jeg tror, vi mister noget, når vi ikke kan den slags mere. Alternativet var jo, at jeg fandt de fire sovende elever, som havde drukket sig ned på en hverdag, og meldte det til ledelsen, som så skulle tage stilling til, hvilke disciplinære midler der skulle tages i anvendelse (sikkert en samtale med forstanderen).
Og så kunne jeg stå og være den voksne autoritet, der havde irettesat eleverne for deres regelbrud – med den stemning og den afstand til eleverne, som det ville udløse. Det tog de fleste elever – men ikke alle – op til moden overvejelse. På den måde blev sagen uforløst og til stadig diskussion.
Men måske var det uforløste i virkeligheden det udfald, som gav mest liv og energi …
Der er ikke en facitliste for, hvornår man skal være firkantet, og hvornår man kan lade dialog, hensyn og personligheder skabe unikke løsninger. Der er – i Nietzsches terminologi – ikke kun godt og ondt. Det er bøvlet og til tider vanskeligt at turde lade reglerne flyde lidt. Men det er ikke meningen, at højskole skal være nemt, hverken for elever eller ansatte. Det er også i bøvlet og konflikterne, at ånden rejser sig og skaber mening og relationer. Og jeg tror, det er netop den energi, Nietzsche gerne ville nære og sætte fri.
Rammer og regler
Jeg tror, at unge mennesker har utrolig godt af at se, at livet ikke kommer med en fast regelbog. Som sagt i indledningen synes jeg at kunne observere et stigende behov for faste rammer og regler hos unge, som jeg ikke tror tjener til deres bedste.
Med fare for at lyde som en gammel mand virker ungdommen i dag på mig, som om den i stigende grad har svært ved at navigere i gråzoner. Unge slår mig tit som stressede og utrygge, hvis ting flyder, hvilket får dem til i stigende grad at efterspørge faste regler og konfliktløsning fra højskolen.
Det er let at skyde skylden på eleverne og kalde dem skrøbelige og uselvstændige. Men jeg skal huske, at det blandt andet kan bunde i, at jeg og min generation har et meget anderledes forhold til rammer og regler, fordi vores ungdom var langt mindre kompliceret end nutidens. Jeg tror ikke, at unge er anderledes i dag. Jeg tror, at deres verden er anderledes.
Jeg tror, at den verden, vi har givet dem, med karakterræs, løbske tech-virksomheder, uddannelsesnedskæringer og klimakrise, får dem til at efterspørge den ro, som faste rammer giver. Det kræver mindre energi at dele verden op i godt og ondt, men er det det liv, vi er skabt til?
Med fare for at lyde som en gammel mand virker ungdommen i dag på mig, som om den i stigende grad har svært ved at navigere i gråzoner. Unge slår mig tit som stressede og utrygge, hvis ting flyder
Jesper Trier Gissel
Jeg er bange for, at vi i stigende grad stjæler unges plads til at være mennesker, når alt i deres liv virker afgørende for deres fremtid – samtidig med at de har lige så mange digitale platforme at pleje deres image og personlighed på, som jeg har transparenter i bunden af mit skab på lærerværelset.
Det er derfor, jeg synes, vi har givet de unge VAR. VAR blev introduceret for at gøre fodbold mere retfærdigt, men for hvis skyld? Fodbold handler om følelser og energi. Det handler om at tage på stadion og være ekstatisk, skuffet, rasende, harm, lykkelig og rørt, og det tager VAR en ordentlig bid af. Nu kan alle jo se, om der var off-side, og så kan man ikke længere være sur over kendelsen.
VAR fjerner gråzoner og dermed en stor del af det, der gør fodbold fedt. De eneste, der får noget ud af, at fodbold bliver mere retfærdigt, er dem, der tjener penge på fodbold, for forudsigelighed er profitoptimerende. Vi andre kan kun mærke, at der blev stjålet et stykke liv fra oplevelsen. Jeg synes, vi har stjålet noget liv fra de unge med den verden, vi har skabt til dem.
Til de fleste uindviedes store overraskelse er Nietzsches overmenneske faktisk defineret som et menneske, der forstår at lege, udfolde sig kreativt og leve i overensstemmelse med den krop og det sind, det er skabt med uden at underlægge sig gamle (kristne) dogmer.
Og jeg kan være utroligt bekymret for, at vi i øjeblikket presser unge i modsat retning. En retning, hvor der ikke er overskud til legen og kreativiteten, og hvor de i behov for rammer og et fravær af kristne dogmer begynder at opfinde deres egen puritanisme i forsøget på at ændre en verden, som på mange måder føles, som om den kører af sporet.