Kære brevkasse
Jeg er en relativt ny og ung lærer på en højskole. For nylig var jeg for første gang med på studietur med hele skolen.
Det var generelt en vellykket tur: Vi fik kendskab til nogle af vores nordiske nabohøjskoler, og vi bad ind imellem eleverne pakke deres mobiler væk, mens vi besøgte storslåede steder i naturen og koblede af i fællesskab.
På turen oplevede jeg, at eleverne blev rystet godt sammen, og jeg synes, de formåede at gribe hinanden undervejs og tage hensyn til hinandens forskelligheder. Desværre var der én hændelse på turen, der lige siden har givet mig hovedpine.
I slutningen af turen var eleverne af sted på et stjerneløb i en større by. De skulle løse forskellige opgaver i mindre grupper, og vi lærere fulgtes hver især lidt rundt med nogle af grupperne for at fotografere, hvordan mødet med lokalområdet foldede sig ud.
En af posterne i stjerneløbet befandt sig i den lokale zoo tæt ved abeburet, og da gruppen, jeg fulgte, gik derind, var der for sjov en af eleverne, der sagde til en anden elev, som har minoritetsetniske rødder: ”Se! Nu skal vi hen til posten med din familie!”
LÆS OGSÅ Brevkassen: Skal vi lave et nyt dannelsesmanifest på højskolerne?
Jeg gik et stykke derfra og opfangede, at der bliver grint lidt i gruppen – det gjaldt også eleven, som kommentaren gik på – mens to andre i gruppen bad eleven med kommentaren om at ”styre sin dårlige humor”. Der skete ikke yderligere den dag.
Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg skulle have grebet ind og taget en snak med eleverne med det samme. Om hvad der skete lige dér, og hvordan de oplevede det. Særligt eleven, der ytrede sig racistisk. Det nåede jeg ikke, og programmet på den sidste del af studieturen var så pakket, at jeg heller ikke nåede det dér.
Nu er vi hjemme på højskolen igen, og jeg er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg vil jo gerne være med til at præge og danne eleven til god opførsel blandt andre mennesker.
Men jeg overvejer også at gå til ledelsen med min observation, så de kan tage fat i den pågældende elev. Til gengæld kan jeg være betænkelig ved, om ledelsen kunne finde på at smide eleven ud på baggrund af hændelsen.
Jeg er generelt bange for at være for konfliktsky i mit arbejde, og samtidig går det jo ikke, at nogle af vores elever laver racistiske jokes med andre.
Hvad synes I, jeg skal gøre herfra? Og hvordan undgår jeg som ny højskolelærer at fremstå vattet, både i mine egne og andres øjne?
Hilsen den konfliktsky
Svar fra gæsteredaktør Marie Valentin Beck, diversitetsrådgiver:
Kære konfliktsky
Lige i denne her situation ville jeg mene, at dit karaktertræk som konfliktsky har været en hjælpende hånd. For det havde sandsynligvis ikke været det mest effektfulde tidspunkt at håndtere situationen på lige dér, da det skete, foran hele gruppen, inklusive foran den elev, joken gik udover.
Der kan være meget på spil i sådan en gruppe. Eleven kunne have følt sig udstillet og i værste fald have bedt dig – på den ene eller anden måde – om at passe din egen butik.
Hvilket du også skal. Det skal vi jo alle som regel. Men i det her tilfælde er det jo din butik, fordi du har et medansvar for elevgruppens trivsel og for at handle på dine værdier, som nok også er skolens værdier.
Så du skal bestemt gøre noget ved det, du overværede, for nej, det var ikke i orden.
Det er imidlertid vigtigt, at du handler på dine egne vegne, ikke elevens. Du skal ikke gå ind i situationen for at sikre dig, at eleven er okay – du skal gå ind i den, fordi du og skolen ikke mener, at det er okay. Uanset om eleven syntes, joken faktisk var sjov.
Det var princip nr. 1: Pas din egen butik.
Det her er en anledning til at putte strukturel racisme på dagsordenen for hele skolen.
Marie Valentin Beck
Princip nr. 2 handler så om, hvornår du skal åbne butikken. Med det forsøg på et ordspil mener jeg, at du skal gøre sagen kollektiv, ikke individuel. Det skal ikke handle om den enkelte elev, der fyrede kommentaren af, og hvorvidt vedkommende egner sig til at gå på skolen. Ikke i første omgang i hvert fald – og måske slet ikke.
I stedet kan (og bør) du overveje, hvad det er i vores samfund og kultur, der gør det muligt for hvem som helst at tænke og sige den slags ting og kalde det humor.
Eleven, der fyrede joken af, har i og for sig handlet efter gældende normer, og vi er først lige ved at få øjnene op for, hvor skadelige, ekskluderende og dybt rodfæstede de normer er.
Men i arbejdet med at ændre på de normer får vi ikke noget ud af udpege nogen som racist. Til gengæld kan der være en masse at hente ved at undersøge, hvordan vores alles adfærd og livsbaner er præget af strukturel racisme.
Det her er en anledning til at putte strukturel racisme på dagsordenen for hele skolen. Om det bliver gennem et foredrag med en ekspert, litteratur eller et fag, finder du ud af (men det bliver ikke ved at spørge en minoriseret elev, om vedkommende vil dele sine egne erfaringer i et oplæg – der er risiko for retraumatiserende public service).
På den måde er der en mulighed for dannelse udi den retfærdighed og ligebehandling, som stort set alle har som værdi, men som ikke alle ved, at de af og til modarbejder – og dét uden at nogle bestemte kommer i spotlyset, inklusive dig, kære konfliktsky.
LÆS OGSÅ Brevkasse: Jeg skal igen afsted på sommerkursus og glæder mig til at slå mig løs seksuelt – men skal min veninde med på kurset?
Hvis ikke det ændrer noget, ja, så er det nok tid til en snak inde i din og skolens butik.
Held og lykke med det. Det bliver godt!
Kh Marie
Svar fra brevkassens faste redaktør, Katrine Friis:
Kære konfliktsky
Det er desværre for sent. Du er allerede vattet, men heldigt for dig så er det endnu kun i dine egne øjne.
Eleven, som den dumsmarte, racistiske kommentar gik ud over, har desværre med stor sandsynlighed ikke engang tænkt på dig som en redningsplanke.
Vedkommende har allerede stået alene alt for mange gange i lignende tilfælde, hvor racistiske kommentarer bliver slynget ureflekteret ud, uden at de voksne griber ind.
Det er ikke for sent med den pågældende case. Det er faktisk aldrig for sent, når det handler om at sige … undskyld.
Katrine Friis
Når det er sagt, så forstår jeg dig godt. Jeg har tidligere her i Ventilen opildnet til dialogisk hygiejne. Det er det, du skal begynde at praktisere, så du er klar, når hændelser som denne tager dig med bukserne nede foran abeburet.
Hvis din ledelse uden videre dialog vil smide eleven ud, er deres bevidsthedsniveau simpelthen for lavt, og de burde ikke lede noget som helst. Så jeg ville lade tvivlen komme dem til gode, for der er alt for meget læring i denne episode til bare at smide “problemet” ud.
1. Kridt banen op: Først og fremmest vil jeg lige give et heads up i forhold til sociale spilleregler. Hvis I ikke har nogle, så kom igang.
Fx: “X Højskole anerkender og respekterer alle former for politisk, religiøs, kønslig og seksuel orientering (hvis I gør det?) og kræver, at skolens elever møder forskellighed med anerkendelse og tolerance (hvis I gør det?)”
Så er banen kridtet op, og du/I kan gå i gang. Det er ikke for sent med den pågældende case. Det er faktisk aldrig for sent, når det handler om at sige … undskyld.
2. Udvid bevidstheden: Tag en samtale med eleven, som kom med kommentaren. Fortæl at det er noget, som har rumsteret i dit hoved, og spørg ind til baggrunden for ytringen.
Med stor sandsynlighed er det uvidenhed, som ligger til grund for udtalelsen. Arbejd med at udvide elevens bevidsthed og empati, så personen selv får øje på, hvordan det føles at modtage en lignende kommentar.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg er bange for, at jeg er blevet ”en af de gamle”, og at mine yngre kolleger griner lidt af mig bag min ryg
3. Sig undskyld: Nu kan du involvere eleven, som modtog bemærkningen. Spørg ind til vedkommendes oplevelse af episoden.
I denne proces vil det være på sin plads, at du også tager ansvar for dit eget nøleri og fortæller, at du ville ønske, at du havde grebet ind tidligere.
4. Understøt forsoning: Mette Øyås har en fantastisk spilleregel i sin bog om seksuel dannelse. Den hedder noget i retning af: “Man må gerne blive klogere.”
Jeg synes, det er et godt udgangspunkt for forsoning mellem to parter, hvor den ene med stor sandsynlighed ikke har været bevidst om, hvor hårdt ord kan slå.
Spørg om personen, der modtog bemærkningen, har lyst til at snakke med den anden eller modtage en undskyldning. Respektér, hvis det ikke er tilfældet.
Tak for at skrive ind med dette vigtige spørgsmål. Jeg hepper på dig!
Kh Katrine