Kære brevkasse
Da jeg startede som højskolelærer for mere end 25 år siden, var der et par af mine kolleger, som vi andre indimellem grinede lidt af – altså bag deres ryg – fordi vi syntes, at de var lidt gamle og kedelige:
De gik tit hjem fra festerne før kl. 22, valgte altid de samme gamle højskolesange, holdt fællestime om Berlinmurens fald og nægtede at afspille film fra DVD, hvorfor skolen i mange år havde ”kombi-maskiner” med både DVD og VHS.
Den ene af ”de gamle” yndede også at gå rundt i en t-shirt med trykket ”Fuck Google – ask me.”
Jeg skriver ind til brevkassen, fordi jeg er bange for, at jeg selv er blevet ”en af de gamle”, og at mine yngre kolleger griner lidt af mig – bag min ryg.
Når jeg taler med mine kolleger om dét at være højskolelærer, er de fleste enige i, at vi skal være klar på at stå ved de (få) regler, vi har på skolen. Jeg har også hørt nogen sige, at vi ”skal ville vores elever noget.”
LÆS OGSÅ: Brevkassen: Jeg vil have lov til at gå uden bh, uden at mine kollegaer kommenterer på det
Jeg synes bare, at det ofte er mig, som står og skal tage konflikterne med eleverne. Lad mig komme med et par eksempler:
Jeg er en ud af seks ganglærere på højskolen, hvilket jeg er meget glad for. Vi holder gangmøde hver uge, og hvis der mangler en elev eller to, henter jeg dem tit på deres værelse, hvor de ofte ligger i deres seng og sover. Jeg insisterer på, at de skal være med til mødet. Det er ikke min fornemmelse, at de andre ganglærere gør det samme.
Vi har også en regel om, at de værelser, der skal bruges til de elever, der starter lidt senere på skolen, skal være aflåste.
Forleden hørte jeg, at to af mine kolleger havde åbnet til tre tomme værelser, og da jeg konfronterede dem med det, svarede den ene blot: ”Et eller andet sted skal eleverne jo kunne bolle i fred.”
I sidste uge holdt jeg fællestime for alle elever under overskriften ”Frihed og kamp”. Vi sang ”Den blå anemone”, og jeg fortalte om Kaj Munk, besættelsen, Den Kolde Krig og murens fald. Jeg fortalte også om krigen i Ukraine og konflikten i Israel og Mellemøsten.
Efter timen kom en sød elev hen til mig og spurgte, om vi ikke kunne lave noget sjovt til næste fællestime. Noget ”nice”, som hun sagde. Måske er jeg ved at være for gammel til at arbejde på en højskole? Hvad tænker I?
Hilsen den gråhårede
PS. Jeg kan se, at man stadig kan bestille ”Fuck Google"-t-shirten. Skal jeg trykke ”køb”?
Svar fra gæsteredaktør Thor West Nielsen, chefkonsulent i FFD:
Kære gråhårede
Tak for dit brev. Jeg tror, mange vil nikke genkendende til det, du beskriver. Billy Joel synger om ”the old man sitting next to me making love to his tonic and gin”.
Men ro på – det er ikke et spørgsmål om alder eller hårfarve.
Da jeg startede som ung højskolelærer, fattede jeg ikke, at man kunne have det job, hvis man var over 40. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var alderen, der betød så meget for eleverne, men mere – som du er inde på – om man vil dem noget.
For når der hverken er eksamen eller pensum at læne sin autoritet op ad, så må man ”stå foran” det, man bidrager med. Og kan det skabe resonans og nærvær, så er der stadig noget at komme efter.
Det er langt vigtigere end praktiske forhold omkring forsømmelse og for/imod bollerum.
Glem det der med Google-blusen! Men fortsæt ufortrødent med jobbet, så længe du oplever glæden i samværet med eleverne.
Thor West Nielsen
Dog synes jeg, at man skal være varsom med at hente (sovende) elever, da det kan være intimiderende. Jeg havde en ung kollega, der i tide og utide invaderede elevernes værelser.
Lad heller ikke alderens klarsyn resultere i en opsynsmandsrolle. Det er fristende at påpege manglende overholdelse af de fælles regler – lige indtil man selv står over for søde elever, der beder om lov.
Jeg tror, at både du og jeg er vokset op i en tid, hvor det var ”ned med autoriteterne”, og vejen hertil var problemoplistning og skarpe analyser.
Nu har jeg jo ikke hørt din fællestime, men ud fra det, du nævner, kan jeg se for mig al verdens store problemer og ondskab hobe sig op. I så fald har man brug for noget ”nice”.
Hvis der er noget, jeg kan fortryde fra min højskoletid, er det de timer, hvor jeg ikke nåede længere end til at beskrive problemerne. I modsætning til tidligere er unge i dag vidunderligt mere optaget af at opbygge sammenhænge og blive klare på værdierne. Det burde være forbudt på højskoler at beskrive problemer uden samtidig at drøfte handlemuligheder (det er vel også højskolens dna).
LÆS OGSÅ: Brevkassen: Hvad gør man, hvis ens elever har skrevet en saftig sexnovelle om én?
Man betaler heller ikke 1500 kr. om ugen for alene at møde alverdens problemer. Omvendt er en perlekæde af ”nice” oplevelser ikke tilstrækkeligt til at være højskole.
Kunsten er at få det fælles engagement til at vise muligheder. Og når kloge folk som den belgiske idéhistoriker Anton Jäger taler om styrkelse af den sociale sammenhængskraft som det, tidens hyperpolitisering behøver, så er der fortsat brug for både erfaring og indsigt.
Glem det der med Google-blusen! Men fortsæt ufortrødent med jobbet, så længe du oplever glæden i samværet med eleverne. Heri ligger svaret på dit spørgsmål.
Mvh Thor
Svar fra brevkassens faste redaktør, Katrine Friis:
Kære gråhårede
Jeg tror, vi skal dykke ned i noget dydsetik, for jeg har på fornemmelsen, at de græske dyder bliver temmelig woke lige om lidt – og som jeg læser dig, er du et oplagt bud på et menneske, der lever på dydens smalle sti i positiv forstand.
Du har kun ét problem – du vil elskes for det, og det kan du ikke forvente at blive, men højskolen er måske stedet, hvor du kommer det nærmest.
Visdom:
Et vist menneske går ikke op i, hvad andre taler om bag ens ryg, fordi vedkommende har styr på sit moralske kompas. Du bliver aldrig for gammel til at arbejde på en højskole, hvis du bevarer din moralske dømmekraft, men det kunne måske godt tænkes, at du skal lave nogle nye slides.
Det er ikke modigt at gå med en ”Fuck Google”-t-shirt, men det er modigt at skabe sit eget standpunkt.
Katrine Friis
Og så husk, at visdommen visner, hvis du glemmer at være nysgerrig. Det synes jeg, der er en lille tendens til sker, når de grå hår pibler frem.
Mod:
Mod er, når du selv har noget på spil. Det er ikke modigt at gå med en ”Fuck Google”-t-shirt, men det er modigt at skabe sit eget standpunkt.
Som jeg læser dig, er du ikke typen, der trykker “køb”. Du er typen, som tager en hvid t-shirt med ud i et sommerhus og først kommer hjem, når mottoet til resten af dit liv står skrevet derpå.
Mådehold:
Her har du noget at lære af dine yngre kollegaer og eleven, der efterspørger niceness. I Danmark og i særdeleshed på højskolerne har vi – og nu bander jeg – fucking pligt til at være kedelige og røvsyge, hvis det er dét, en morgensamling om Berlinmurens fald er.
LÆS OGSÅ: Brevkassen: Hvad stiller man op med en kendiskollega, der snor sig uden om de praktiske opgaver på højskolen?
En af vores opgaver som højskole er jo at anspore vores elever til at være herrer over dem selv, så vi undgår at blive slaver af vores lyster, og det er ikke altid nemt i en moderne verden.
Retfærdighed:
Vi kan godt blive enige om, at det er tåbeligt og illoyalt at åbne dørene til de aflåste værelser, når noget andet var aftalt, men hvis vi kigger på problematikken med retfærdighedens briller, er det jo det fælles bedste, der skal være selve målestokken for ens bestræbelser.
Så måske skulle I overveje at tage punktet op til genforhandling på næstkommende lærermøde?
Kærlig hilsen
Katrine