Kære brevkasse
Jeg skriver ind, fordi jeg sidder med en følelse, jeg ikke kan komme af med. Jeg prøver at holde den inde, for det er ikke en af de følelser, som bliver smukkere af at komme ud. Men jeg kan mærke, at den i øjeblikke, hvor jeg er uopmærksom, alligevel titter frem og viser sit grimme fjæs i form af små bemærkninger og himmelvendte øjne.
Sagen er den, at jeg har en kollega, som jeg føler går under radaren. Hun er aktivist og kunstner, og medierne har kastet deres kærlighed på hende i sådan en grad, at man nærmest ikke kan vågne op uden hendes syn på en ny (lokal)politisk sag. Jeg synes virkelig, at hendes kunst er vigtig, og jeg holder også af hende som menneske, men jeg føler, at hendes status på højskolen har kilet sig ind i vores relation.
Sagen er nemlig den, at hun på grund af sin kendisstatus tiltrækker en masse elever til skolen. Men når de så står dér, unge og håbefulde, bliver de skuffede, fordi hendes fag lynhurtigt bliver fyldt, og så er det blandt andre mig, som skal sidde i mine fag med elever, der hellere ville have været et andet sted.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Hvornår fik I andre sidst invaderet jeres stue af fremmede mennesker?
Alligevel løber eleverne i hælene på hende og stiller beredvilligt op, når hun arrangerer diverse offentlige arrangementer.
Til gengæld kommer hun nemt uden om mange af de praktiske opgaver, som også følger med kaldet som højskolelærer. Sidste gang der var gammel elev-weekend, havde jeg sørget for borddækning og oprydningsplan, og da jeg om morgenen efter festen stod i et inferno af sjatter og beskidte tallerkener og prøvede at få styr på et oprydningshold ramt af tømmermænd, kom hun søvndrukken ind i spisesalen og spurgte, om morgenmaden allerede var ryddet væk (!!!).
Jeg kunne ikke lade være med at sige til hende, at tv-stationerne heller ikke venter, til hun har fået øjne, og jeg kunne have slugt mine ord, for det resulterede bare i, at en masse elever spurgte ind til hendes seneste medieoptræden.
Hvad skal jeg stille op med mine indebrændte følelser?
Kærlig hilsen kollegaen
Svar fra gæsteredaktør Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum:
Kære indebrændte
Jeg har lyst til at minde dig om det gamle mundheld: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Du er ulykkeligvis fanget i følelser, der lukker dig inde, og som stjæler glæden ved dit arbejde.
Indebrændte følelser næres af ulmende gløder. De brænder uden flammer, og opstår der en situation, som puster til dem, kommer de ud af kontrol. Hvordan er det overhovedet muligt at værge for sig? Hvordan kan du slippe ud af din elendighed?
Indstil din radar og find ud af, hvem af eleverne du kan få med til de praktiske gøremål.
Kirsten M. Andersen
Så længe de indebrændte gløder ulmer, vil mere luft i systemet forårsage en stikflamme, som i farten kan ødelægge din relation til din kollega. Den kollega, som er kendt uden for højskolen gennem sin kunst og aktivisme. Hun har noget kørende for skolen, eleverne og sig selv.
Din humor er et tveægget sværd: Den har givet dig indsigt i det uholdbare ved din egen situation, og den slog til, da du om morgenen efter gammelelevfest parerede med en frisk bemærkning. Som en boomerang slog den tilbage. Gid du kunne sluge dine ord og holde kæft med tilbagevirkende kraft.
Du siger, at din kollega går under radaren. Men sagen er, at hun er for meget på din radar. Vend din radar og afsøg, hvad du kommer med til højskolen – og mindre på, hvad hun kommer med. Du giver allerede meget. Du er en kollega, der er til at regne med, og som sørger for både det ene og det andet. Indstil din radar og find ud af, hvem af eleverne du kan få med til de praktiske gøremål. Find ud af sammen med eleverne, hvad de har at komme med.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Hvordan lykkes det for mig at finde balancen mellem eventyr og arbejde i mit eget skema?
Elever, der i udgangspunktet hellere ville være et andet sted – på din kollegas fag – kræver, at du får noget andet på radaren. Hvad vil eleverne? Hvorfor er de på højskole? Fokusér på, hvordan dit fag åbner verden. Flyt din radar fra din kollega og interessér dig for, hvad eleverne kommer med til din undervisning, og hvordan de kan være med til at forme højskolen. Prøv at skabe noget sammen, så hjertet har noget at løbe over med.
Bedste hilsner
Kirsten
Svar fra brevkasseredaktør Katrine Friis:
Kære kollega
Følelser er som en badebold – hvis vi presser den ned under vandet, kan vi undgå at forholde os til den, men så snart vi glemmer den og fjerner trykket, vil den – når du mindst venter det – springe op med en sådan kraft, som var den en vulkan i udbrud.
Med andre ord: Du skal gøre noget, ellers ender du med at blive en endnu dårligere version af dig selv, end du allerede er på vej til at blive. Ja, det kan lyde hårdt. Jeg har følgende perspektiver på din trælse situation:
1. Mange højskoler har svært ved at få elever i disse dage. Måske du bare skulle være glad for, at hun tiltrækker nogle – så er der mindre rekrutteringsarbejde til dig?
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg troede, at højskolerne ville de unge mennesker det bedste?
2. Se indad: Hvorfor er det, du bliver så provokeret? Hvad er det, hun tricker i dig? Ville du i virkeligheden ønske, at det var dig, eleverne flokkedes om?
3. Hvis du kan gå og få de der Gollum-agtige følelser, lyder det til, at din organisation lider af ”kaptajn-syndromet” (hvis du ikke kender ”kaptajn-syndromet”, er det, fordi jeg lige har fundet på det): Din ledelse ser kun dem på broen og ikke alle jer andre, som rent faktisk får skibet til at sejle. Det er et alvorligt problem, og du kan løse det ved at begynde at sige ”nej”.
Det kan være svært, men prøv alligevel, og pludselig vil du opleve, at det er det fedeste ord i verden. Efter noget tid kan det suppleres med andre sætninger såsom “Jeg kunne godt tænke mig …” og “Jeg har fået en ny idé …” – altså opgaver, som du synes er spændende frem for nogle, andre forventer, du tager.
Sig nej, drøm stort og spring ud i foråret som et menneske, der stiller nysgerrige spørgsmål og kækt rækker din kollega gulvmoppen
Katrine Friis
4. Du skriver, at din kollega udover jobbet som højskolelærer er aktivist og kunstner. Det lyder da også ret fedt. Jeg har altid beundret dem, som kunne have flere jern i ilden. Hvad ville du være, da du var barn? Måske er det tid til at drømme. Og ikke bare små, jordnære drømme – nej, vi skal helt op!
Du har en lang vinter foran dig til at gå i hi. Opskriften er simpel: Sig nej, drøm stort og spring ud i foråret som et menneske, der stiller nysgerrige spørgsmål og kækt rækker din kollega gulvmoppen og en sodavand, mens du sætter James Browns I feel good på højtaleren og starter morgenfesten.
Kærlig hilsen
Katrine