Kære brevkasse
Siden jeg og mine medelever startede på højskolen, har vi fået at vide, at højskolen er vores hjem, og at hjemlighed – og det, min forstander kalder for ”stedets pædagogik” – er hjertet af højskolen.
Jeg har virkelig forsøgt at købe ind på den vibe, men jeg føler bare mest af alt, at min højskole er en banegård, hvor der hele tiden kommer nye mennesker, som ikke rigtig er interesserede i at dele hjem med mig og de andre elever.
Der er flere gange om måneden besøg på skolen af alle mulige eksterne aktører, der skal spise med og holde møder, og da vi for eksempel holdt fastelavnsfest i foråret, måtte vi lukke festen allerede kl. 21:00, fordi en ngo afviklede deres årlige generalforsamling på skolen og bad om ro i hele hovedbygningen tidligt på aftenen.
De blev også enormt sure, da vi kom til at vække dem morgenen efter, fordi vi spontant arrangerede morgenfest.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Hvordan lykkes det for mig at finde balancen mellem eventyr og arbejde i mit eget skema?
Samtidig skal vi som elever agere værter til eksterne arrangementer, hvor vores skole bruger os i stedet for at hyre noget serveringspersonale. Og ikke nok med det – på sociale medier forventer højskolen, at vi deler ud af vores højskoleliv i ”takeovers”, hvor vi skal vise, hvad vi laver, selvom de også hele tiden siger, at vi skal lægge vores telefoner fra os på værelserne, for ellers tager vi ikke højskolelivet til os og opbygger alt for meget FOMO.
Jeg tænker bare: Hvornår fik I andre sidst invaderet jeres stue af fremmede mennesker? Hvornår var der sidst nogen, der forventede, at I var servicemedarbejdere i jeres eget hjem? Og hvornår var der sidst nogen, der spurgte, om I ville dele ud af jeres privatliv til en følgerskare, I ikke kender?
Jeg håber, brevkassen kan hjælpe mig.
Hilsen en frustreret højskoleelev
SVAR FRA GÆSTEREDAKTØR RASMUS KOBLY RAHBEK, FORSTANDER PÅ DEN FRIE LÆRERSKOLE:
Kære frustrerede højskoleelev
Selvfølgelig er højskolen ikke dit hjem. Hvis du boede hjemme, ville du jo ikke som 20-årig acceptere at bo på ni kvadratmeter sammen med et andet menneske, du aldrig før havde mødt. Du ville heller ikke acceptere, at du ingen fritid har – eller skal tvinges til alverdens aktiviteter, der skal bidrage til din livsoplysning og demokratiske dannelse. Og du ville næppe acceptere at betale en mindre formue for at have din mor til friluftsliv eller din far til keramik.
Højskolen er en skole (selvom den ofte skjuler det godt), der som sted kan være præget af ’hjem-lighed’. Altså en lighed med hjemmet. F.eks. at relationen til lærerne eller de andre elever er en anden end på andre skoler. Eller at I som elever har et ansvar for, hvad skolen bliver til. Det er vel derfor, du tog på højskole i første omgang? Måske er det ligefrem sundt at lære at tage hensyn til andre eller hjælpe til med opgaver?
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg troede, at højskolerne ville de unge mennesker det bedste?
Metaforen ”Højskolen som hjem” siger noget om den pædagogiske praksis på højskolerne, men den siger også en del om den pædagogiske intention. Som kunstigt skabt adskillelse er hjemligheden i højskolen netop et greb, der skal være med til markere en forskel, en anderledeshed. Højskolen som hjem er en konkret måde at understrege, at på højskolen er opgaven og sigtet et andet end i det formelle uddannelsessystem.
”Højskolen som hjem” gør altså ikke højskolen til et egentligt hjem, men er én af mange måder, højskolen som sted kan vise sig som pædagogisk intention. Også her gælder det, at al egentlig pædagogik indebærer iscenesættelse, tvang, manipulation og bedrag.
En højskole er ikke en højskole, blot fordi man har klasket et skilt med ”Højskole” på gavlen af en bygning.
Rasmus Kolby Rahbek
Når det er sagt, er der også den mulighed, at din forstander nok tror, at de har skabt en pædagogik præget af hjemlighed, men i virkeligheden har skabt en helt anden (pædagogisk?) atmosfære.
Måske er din højskole som sted netop en banegård, hvor alle kommer og går i et stort kaotisk sammenrend, og hvor det gamle billetkontor med kvalificeret personale er erstattet af en 7Eleven med ungarbejdere, der ikke aner, hvordan man kommer til Fredericia. En højskole er ikke en højskole, blot fordi man har klasket et skilt med ”Højskole” på gavlen af en bygning.
Mvh Rasmus
PS. Hvis I er trætte af, at skolen lægger billeder af jer på deres sociale medier, kan I jo de næste 14 dage konsekvent gå i nattøj – så tror jeg hurtigt, de holder op med det igen. Det kan jo også blive for hjemligt …
SVAR FRA BREVKASSENS FASTE REDAKTØR KATRINE FRIIS:
Kære dig
Da jeg var i 20’erne, boede jeg i et kollektiv, hvor vi fra tid til anden holdt fester, som gik en del over gevind. En nytårsaften var kollektivet, som jo var mit og fem andre menneskers hjem, så propfuldt af fulde mennesker, at jeg fik det vildeste angstanfald og måtte eskorteres væk til lyden af 00’ernes sidste knald.
Et hjem er et hjem – uanset om du bor alene i en etværelses lejlighed eller deler en højskole med 120 andre. I dit hjem skal du være tryg, og det var jeg ikke den nat. Men nogle af de smukkeste hjem, jeg er kommet i, er de hjem, hvor døren altid har stået på vid gab, og hvor der altid har været kaffe på kanden og nullermænd i hjørnerne. Tænk dig om – hvilket hjem har været dit foretrukne?
Forskellen på et hjem og et hvilket som helst andet sted er, at du kan være med til at bestemme rammerne for, hvornår dørene er åbne, og hvilken indgang gæsterne skal komme ind ad.
En anden ting, som du kan tage på dig, er værtskabet. Det kan være fantastisk at vise sit hjem frem og være vært for et arrangement, hvis du er tryg og kender din rolle. Men hvis du ikke føler dig tryg i dit hjem, vil du uvægerligt føle dig som en malplaceret servicemedarbejder med en alt for stor SPØRG MIG-kasket! Og så har din højskole et problem.
Forskellen på et hjem og et hvilket som helst andet sted er, at du kan være med til at bestemme rammerne for, hvornår dørene er åbne
Katrine Friis
Når du deler dit højskoleliv i takeovers på sociale medier, deler du også ud af dit hjemlige liv og viser, hvem du er. Her tænker jeg dog, at vi som bevægelse skal værne mere om vores elevers privatliv. Hellere møde en sur ngo-medarbejder med hjertet på rette sted, men med det forkerte ben ude af sengen, end at invitere vores elever til at tænke i likes og delinger, som ikke fører nogen samtale med sig.
Kærlig hilsen Katrine