Kære brevkasse
Jeg er en mandlig lærer i 30’erne, som til daglig underviser i idræt og bevægelse. I efteråret oplevede jeg at blive gjort til hovedrollen i en sexnovelle, som nogle af mine elever havde skrevet i en temauge, hvor jeg ikke selv var på arbejde.
Novellen handlede om, hvordan jeg havde samleje med to af mine kvindelige elever i et af højskolens omklædningsrum. Der var ikke sparet på detaljerne, skulle jeg hilse at sige, og alle eleverne syntes, at det var kanon sjovt. De gik og fniste på gangene, hver gang de så mig.
Men jeg synes, det var en helt vildt grænseoverskridende oplevelse, for jeg har aldrig lagt an på nogle af mine elever, og jeg er meget bevidst om den særlige relation, der er mellem lærere og elever på en højskole, når vi går op og ned ad hinanden hele tiden.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Hvad stiller man op med en kendiskollega, der snor sig uden om de praktiske opgaver på højskolen?
Efter temaugen følte jeg på ingen måde, at jeg kunne gå ind og undervise meningsfyldt i mine bevægelsesfag, uden at hver en lille berøring eller kropslig demonstration fra min side kunne blive tolket ind i den kulørte novelle.
Jeg søgte derfor sparring hos nogle af mine mandlige kollegaer på lærerværelset, som grinede højt af seancen og sagde, at jeg nok bare var lidt følsom og nærtagende. Skolens ledelse syntes, at jeg skulle tage det hele med et smil.
Men hallo: Jeg er ikke interesseret i at blive gjort til et sexobjekt igen – uden samtykke. Jeg går enormt meget op i at passe mine ting og lave god undervisning for eleverne, men jeg synes, at min lærerautoritet blev gjort totalt til grin i efteråret, og jeg frygter, at det ikke er sidste gang.
Er det mig, der er helt på månen? Eller hvad synes I, jeg skal gøre for at forhindre, at noget lignende sker igen?
Kh det mandlige sexobjekt
Svar fra gæsteredaktør Jesper Zuschlag, der er skuespiller og aktuel i DR-serien "Bag enhver mand":
Kære mandlige sexobjekt
Og allerede her kan jeg mærke, hvordan mine fingre nægter at tro, at jeg er i gang med at skrive til en mand med et problem. For som mænd har vi jo altid været hardwired til at være klar til sex i en hver given situation. Så mon ikke vi kan overleve de unge kvinders sultne blikke og tage det med et smil?
Men i mellemtiden er den moderne mand blevet opdraget til ikke (åbenlyst) at objektivisere og seksualisere alle kvinder på sin vej. Kan han så ikke forlange den samme tjeneste til gengæld?
Sex er nu en kompliceret kulturel forhandling, hvor vi stadig er i gang med at definere, hvem der har lov til at have lyst til hvad hvornår, og hvordan det må komme til udtryk.
De tidligere undertrykte kan i højere grad udtrykke deres seksualitet uden skam (det drejer sig som regel ikke om heteromænd). De tidligere krænkere skal nu blive bedre til at forstå og respektere andres grænser (det drejer sig som regel om heteromænd). Det går i den rigtige retning!
Lærergerningen er til tider et liv som boksebold. Det må så være prisen for alle de gode oplevelser, der følger med.
Jesper Zuschlag
Et uheldigt biprodukt af udviklingen er, at lidt for mange kan se de billige point, der er at hente i rollen som offer. Sårbarhed er det nye sort, og du står lidt stærkere, hvis du kan fremstå lidt svagere. Og hvorfor ikke? Hvorfor skulle det kun være kvinder og minoriteter, der lukrerer på bølgen af overskredne grænser?
Jeg har selv forsøgt at trække offerkortet på en ellers uskyldig bytur i en nordjysk provinsby, hvor jeg gentagne gange blev klappet i røven af en fremmed kvinde. Jeg nævnte det for dørmanden, som reagerede overraskende passivt. Da jeg spurgte, om han ikke skulle gøre noget, sagde han, at han kunne låne mig en madras ovenpå.
Så tro mig, kære mandlige sexobjekt, jeg har selv været der!
Det er muligt, vi er nået dertil, hvor de hvide, heteroseksuelle og cis-kønnede falder for fristelsen og melder sig ind i offer-gamet. Men hvad gør vi, når lærerne begynder at kalde på de voksne?
Jeg har selv været lærervikar i flere år og har prøvet at blive lagt an på, taget kvælertag på og er sågar blevet låst ude af mit eget klasseværelse, hvilket var det værste. Lærergerningen er til tider et liv som boksebold. Det må så være prisen for alle de gode oplevelser, der følger med. For der er nu engang kun én voksen til stede, og det er dig. Lad lærerstanden blive den sidste bastion mod selvmedlidenheden.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Hvornår fik I andre sidst invaderet jeres stue af fremmede mennesker?
Med dét sagt skal din ledelse tage dig seriøst. Tag en åben snak med øverste leder og forfatterspirerne om, hvorfor det er dårlig stil at (ikke skrive, men) sprede deres historie, og hvorfor det potentielt kan gå ud over dig som lærer og skolen som institution. Så har du og skolen håndteret det på en ordentlig, transparent måde.
Og fnis, jokes og sultne blikke – det må du lære at leve med.
Vh Jesper Zuschlag
Svar fra brevkassens faste redaktør Katrine Friis:
Kære mand
Tusind tak for at skrive. Jeg er sikker på, at mange mænd har stået i din situation, men ikke haft modet til at vise, at mænd også kan føle sig krænket.
Prøv at forestille dig dit scenarium, men med en kvindelig kollega. Kvinden ville måske være gået til sine kvindelige kollegaer. Da krænkelser ikke er tabu blandt kvinder i samme grad som hos mænd, er der stor sandsynlighed for, at hun ville have mødt forståelse og dermed fået modet til at gå videre med sagen.
Højskolen ville have gjort en sag ud af det, som i bedste tilfælde måske ville være endt med, at de pågældende elever havde fået en oplevelse for livet på den sådan lidt “fuck, de voksne har også følelser”-agtige måde.
Kong Frederiks “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark” gør det godt i denne kontekst.
Katrine Friis
Men det kan du jo ikke bruge til noget, så for at svare på dit spørgsmål vil jeg gå til et valgsprog, som ligger frisk i erindring hos de fleste læsere. (Jeg har altid haft det stramt med, at nogen fødes til en privilegeret plads i samfundet, og det med privilegier kunne vi også snakke længe om i denne kontekst, men lad det nu ligge.)
Kong Frederiks “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark” gør det ikke desto mindre godt i denne kontekst. Vi er som folk forbundne, og med forbundetheden kommer forpligtelsen til at stoppe op og stille spørgsmål, når vi oplever at livet skurrer.
Hvis vi ønsker at skabe et samfund, hvor borgerne skal føle sig velkomne (og det ville være virkelig boomer-agtigt ikke at gå med på den), så er vi forpligtet til at reagere, når vi oplever, at vores grænser bliver konfronteret.
Jeg oplever, at vi er i en overgangsperiode, hvor vi alle sammen skal øve os i at møde reaktioner på vores ytringer med blødhed og undren frem for panser og sværd.
Samtidig skal vi blive bedre til at give udtryk for, at flere dagsordener har rykket sig. Hvis vi ikke gør opmærksom på det i det små, når vi ikke personligt har noget på spil, kan samtalen ende i uvenskab og indestængte følelser, når det for alvor gælder, og vi selv oplever at blive krænket.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg troede, at højskolerne ville de unge mennesker det bedste?
Med andre ord: Vi skal øve os – du kan kalde det for dialogisk hygiejne. Hvis vi ikke bruger en evne, visner den. Og hvis din organisation ikke har den, så har du nu mærket, hvor vigtig den er.
Nå, det lød måske lidt hårdt. Det var ikke sådan ment. Men jeg mener, at dit triste eksempel viser, at det er tid til at indføre mere dialogisk hygiejne på skemaet på din arbejdsplads.
Kærlig hilsen
Katrine